1Dengang Moses var på Sinaibjerget, sagde Herren til ham:2„Du skal give Israels folk følgende instruktioner: Når I kommer ind i det land, som jeg vil give jer, skal landet hvert syvende år ligge uopdyrket hen som en sabbatshvile.3I seks år kan I tilså jeres marker, beskære jeres vinstokke og høste jeres afgrøder,4men hvert syvende år skal landet ligge brak. Det er en sabbatshvile for Herren. I det år må I ikke pløje jorden eller tilså jeres marker. I må heller ikke arbejde i jeres vingårde.5Det korn, der vokser på markerne fra resterne af det foregående års afgrøde, og de druer, der alligevel gror på vinrankerne, må I heller ikke indhøste, for i det år skal jorden hvile sig.6Men I må gerne spise de frugter og andet, der gror vildt. Den regel gælder også jeres daglejere og slaver og de fremmede, som bor iblandt jer.7Kvæget og de vilde dyr skal også leve af det, der gror vildt.8-10Tæl nu syv gange syv år frem. Efter 49 år, når forsoningsdagen er inde, på den 10. dag i den syvende måned, skal der blæses i vædderhorn ud over landet. Hvert syvende sabbatår skal være et jubelår, og i hele landet skal både jorden og daglejerne frigives. Enhver skal sættes fri til at vende tilbage til sin slægt og sit tidligere jordstykke.11I jubelåret må I ikke tilså landet eller høste jeres korn og druer på sædvanlig vis.12Jubelåret skal holdes helligt, men I må gerne spise det, der gror vildt.13I det år skal enhver af jer tage sit tidligere jordstykke i besiddelse igen.14-16Hvis jorden købes eller sælges i perioden mellem to jubelår, skal I enes om en rimelig pris ved at tælle frem til næste jubelår. Hvis jubelåret ligger langt ude i fremtiden, skal prisen være højere, end hvis jubelåret er nært forestående, for når I sælger jeres jord, er det i virkeligheden jeres årsafgrøder, I sælger til den nye ejer, og afgrøderne fra jorden tilhører så ham indtil næste jubelår.17I skal have ærefrygt for jeres Gud og ikke være urimelige, så I udnytter hinanden, for jeg er Herren.18Adlyd mine love, så skal I bo trygt i landet.19Ja, hvis I adlyder mig, skal I opleve en god høst, have rigeligt at spise og have fred i landet.20Nu vil I spørge: ‚Jamen, hvad skal vi spise hvert syvende år, hvis vi ikke må så noget i det år og derfor ingen høst får?’21Svaret lyder: ‚Det, I sår og høster i det sjette år, vil jeg velsigne så meget, at I har mad nok til tre[1] år.22I skal tilså jeres marker i det ottende år, og det opmagasinerede korn vil vare ved til begyndelsen af det niende år. Når den nye høst kommer, kan I begynde at spise af den.’23Landet tilhører jo i virkeligheden mig. Derfor må I ikke sælge noget af jeres jord for bestandig, for I er forpagtere og har kun fået det til låns.24I enhver salgsaftale skal der indgå den klausul, at jorden kan købes tilbage.25Hvis en mand er tvunget til at sælge noget af sin jord, skal det være muligt for de nærmeste slægtninge at købe jorden tilbage.26Men hvis der ingen slægtninge findes, som kan gøre det, og hvis han selv efterhånden får skrabet tilstrækkeligt med penge sammen,27skal han selv have mulighed for at købe jorden tilbage for en pris, der skal fastsættes efter antallet af årsafgrøder, der endnu er tilbage til næste jubelår. Når han har gjort det, kan han flytte tilbage til sin jord.28Men hvis han ikke er i stand til at købe jorden tilbage, skal den være på den nye ejers hænder frem til næste jubelår. Til den tid skal den gives tilbage til den tidligere ejer.29Hvis en mand sælger sit hus i en by med mure omkring, har han tilbagekøbsret i op til et år.30Hvis han ikke har købt huset tilbage ved årets udgang, tilfalder det den nye ejer, og i det tilfælde forbliver det den nye ejers ejendom—også efter næste jubelår.31Men huse i bebyggelser uden mure omkring regnes som landejendomme, og for dem gælder de samme regler for tilbagekøb som for landejendomme: Tilbagekøbsretten gælder på ubegrænset tid, og i jubelåret skal en landejendom under alle omstændigheder overdrages til den tidligere ejer.32Med hensyn til salg af huse i byerne er der en enkelt undtagelse, der kommer levitterne til gode: Deres huse kan købes tilbage når som helst33og skal under alle omstændigheder gives tilbage i jubelåret. Levitterne får nemlig ikke jord som de øvrige stammer, kun huse i byerne og tilhørende græsmarker til deres kvæg.34De græsmarker må ikke sælges, for de tilhører levitterne for altid.35Hvis din landsmand er kommet ud i så store problemer, at han ikke længere kan forsørge sig selv, er du ansvarlig for at hjælpe ham. Du kan støtte ham økonomisk eller lade ham bo hos dig.36Vis ærefrygt for din Gud ved at tilbyde den pågældende mad og logi, og kræv ikke renter af de penge, du låner ham.37Du skal give ham, hvad han har behov for, og ikke drage økonomisk fordel af ham.38For jeg, Herren jeres Gud, førte jer ud af Egyptens land, så I kunne få Kana’ans land i eje, og jeg kunne være jeres Gud.39Hvis din landsmand er blevet nødt til at sælge sin arbejdskraft til dig, må du ikke behandle ham som en slave,40men som en daglejer eller en gæst, og han skal arbejde for dig indtil næste jubelår.41På det tidspunkt står det ham frit for at rejse—og tage sin familie med sig—så han kan vende tilbage til sin slægt og sin tidligere ejendom,42for jeg er den, som førte jer ud af Egypten, og I er mine tjenere! Derfor må I ikke behandle hinanden som almindelige slaver43eller undertrykke hinanden på nogen måde. I skal vise ærefrygt for jeres Gud.44Derimod må I gerne opkøbe slaver fra de fremmede folkeslag, som bor omkring jer,45og I må også gerne købe efterkommere af disse fremmede, selv om de er født i landet.46De skal være jeres slaver på livstid, og I kan overdrage dem til jeres børn efter jer. Men jeres israelitiske landsmænd må I ikke undertrykke på nogen måde.47Hvis en af de fremmede, som bor iblandt jer, bliver rig, og en af jeres egne landsmænd bliver så fattig, at han er nødsaget til at sælge sig selv som slave til den fremmede eller til en efterkommer af en fremmed,48kan en af hans brødre løskøbe ham,49eller hans farbror, farbroderens søn eller en anden nær slægtning kan gøre det. Endelig kan han løskøbe sig selv, hvis han kan skrabe pengene sammen.50Prisen for hans frihed skal udregnes efter antallet af år frem til næste jubelår og svare til den løn, en daglejer ville få i samme periode.51Jo længere ude i fremtiden, jubelåret ligger, des tættere ligger løsesummen på det beløb, han oprindelig solgte sig selv for,52men hvis jubelåret er nært forestående, bliver løsesummen et lille beløb i forhold til salgssummen.53Hvis han sælger sig til en af de fremmede iblandt jer, skal den fremmede behandle ham, som hans egne landsmænd ville gøre, nemlig som en daglejer. Han må ikke undertrykke ham eller behandle ham som en slave.54Og hvis han stadig ikke er løskøbt, når jubelåret oprinder, skal han og hans familie have deres frihed.55For Israels folk er mine tjenere, og jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten.
1The Lord spoke to Moses on Mount Sinai, saying, (3.Mos 26,46)2“Speak to the people of Israel and say to them, When you come into the land that I give you, the land shall keep a Sabbath to the Lord. (2.Mos 23,10; 3.Mos 26,34; 2.Krøn 36,21)3For six years you shall sow your field, and for six years you shall prune your vineyard and gather in its fruits,4but in the seventh year there shall be a Sabbath of solemn rest for the land, a Sabbath to the Lord. You shall not sow your field or prune your vineyard.5You shall not reap what grows of itself in your harvest, or gather the grapes of your undressed vine. It shall be a year of solemn rest for the land. (2.Kong 19,29; Es 37,30)6The Sabbath of the land[1] shall provide food for you, for yourself and for your male and female slaves[2] and for your hired worker and the sojourner who lives with you,7and for your cattle and for the wild animals that are in your land: all its yield shall be for food. (3.Mos 25,12)
The Year of Jubilee
8“You shall count seven weeks[3] of years, seven times seven years, so that the time of the seven weeks of years shall give you forty-nine years.9Then you shall sound the loud trumpet on the tenth day of the seventh month. On the Day of Atonement you shall sound the trumpet throughout all your land. (3.Mos 23,24; 3.Mos 23,27; Es 27,13)10And you shall consecrate the fiftieth year, and proclaim liberty throughout the land to all its inhabitants. It shall be a jubilee for you, when each of you shall return to his property and each of you shall return to his clan. (3.Mos 27,24; 4.Mos 36,4; Es 61,1; Es 61,2; Es 63,4; Jer 34,8; Jer 34,13; Jer 34,15; Jer 34,17; Ez 46,17; Luk 4,19)11That fiftieth year shall be a jubilee for you; in it you shall neither sow nor reap what grows of itself nor gather the grapes from the undressed vines. (3.Mos 25,4; 3.Mos 25,5)12For it is a jubilee. It shall be holy to you. You may eat the produce of the field.[4] (3.Mos 25,6)13“In this year of jubilee each of you shall return to his property. (3.Mos 25,10)14And if you make a sale to your neighbor or buy from your neighbor, you shall not wrong one another. (3.Mos 19,33)15You shall pay your neighbor according to the number of years after the jubilee, and he shall sell to you according to the number of years for crops. (3.Mos 27,18; 3.Mos 27,23)16If the years are many, you shall increase the price, and if the years are few, you shall reduce the price, for it is the number of the crops that he is selling to you.17You shall not wrong one another, but you shall fear your God, for I am the Lord your God. (3.Mos 19,14; 3.Mos 19,32; 3.Mos 25,36; 3.Mos 25,43)18“Therefore you shall do my statutes and keep my rules and perform them, and then you will dwell in the land securely. (3.Mos 18,4; 3.Mos 26,5; 5.Mos 12,10; Ord 1,33; Jer 23,6; Ez 34,25; Ez 34,28)19The land will yield its fruit, and you will eat your fill and dwell in it securely. (3.Mos 25,18; 3.Mos 26,5; 5.Mos 11,15; Salm 85,12; Ez 34,26; Joel 2,19; Joel 2,26)20And if you say, ‘What shall we eat in the seventh year, if we may not sow or gather in our crop?’ (3.Mos 25,4; Matt 6,25; Matt 6,31; Luk 12,22; Luk 12,29)21I will command my blessing on you in the sixth year, so that it will produce a crop sufficient for three years. (5.Mos 28,8)22When you sow in the eighth year, you will be eating some of the old crop; you shall eat the old until the ninth year, when its crop arrives. (3.Mos 26,10; 2.Kong 19,29)
Redemption of Property
23“The land shall not be sold in perpetuity, for the land is mine. For you are strangers and sojourners with me. (5.Mos 32,43; 2.Krøn 7,20; Salm 85,1; Hos 9,3; Joel 2,18; Joel 3,2)24And in all the country you possess, you shall allow a redemption of the land.25“If your brother becomes poor and sells part of his property, then his nearest redeemer shall come and redeem what his brother has sold. (Ruth 2,20; Ruth 3,9; Ruth 3,12; Ruth 4,4; Ruth 4,6; Jer 32,7)26If a man has no one to redeem it and then himself becomes prosperous and finds sufficient means to redeem it,27let him calculate the years since he sold it and pay back the balance to the man to whom he sold it, and then return to his property. (3.Mos 25,50)28But if he does not have sufficient means to recover it, then what he sold shall remain in the hand of the buyer until the year of jubilee. In the jubilee it shall be released, and he shall return to his property. (3.Mos 25,13; 3.Mos 25,41; 3.Mos 27,21)29“If a man sells a dwelling house in a walled city, he may redeem it within a year of its sale. For a full year he shall have the right of redemption.30If it is not redeemed within a full year, then the house in the walled city shall belong in perpetuity to the buyer, throughout his generations; it shall not be released in the jubilee. (3.Mos 25,28)31But the houses of the villages that have no wall around them shall be classified with the fields of the land. They may be redeemed, and they shall be released in the jubilee. (3.Mos 25,28)32As for the cities of the Levites, the Levites may redeem at any time the houses in the cities they possess. (4.Mos 35,2; Josva 21,2)33And if one of the Levites exercises his right of redemption, then the house that was sold in a city they possess shall be released in the jubilee. For the houses in the cities of the Levites are their possession among the people of Israel.34But the fields of pastureland belonging to their cities may not be sold, for that is their possession forever. (4.Mos 35,2; Josva 21,11; 1.Krøn 6,55; 1.Krøn 13,2; Ap G 4,36)
Kindness for Poor Brothers
35“If your brother becomes poor and cannot maintain himself with you, you shall support him as though he were a stranger and a sojourner, and he shall live with you. (5.Mos 15,7; Salm 41,1; Salm 112,5; Salm 112,9; Ord 14,31; Ap G 11,29; 1.Joh 3,17)36Take no interest from him or profit, but fear your God, that your brother may live beside you. (2.Mos 22,25; 3.Mos 25,17; 3.Mos 25,43; Neh 5,9; Mal 3,5)37You shall not lend him your money at interest, nor give him your food for profit. (3.Mos 25,36)38I am the Lord your God, who brought you out of the land of Egypt to give you the land of Canaan, and to be your God. (3.Mos 22,32; 3.Mos 25,42; 3.Mos 25,55; 3.Mos 26,13)39“If your brother becomes poor beside you and sells himself to you, you shall not make him serve as a slave: (2.Mos 21,2; 5.Mos 15,12; 1.Kong 9,22; 2.Kong 4,1; Neh 5,5)40he shall be with you as a hired worker and as a sojourner. He shall serve with you until the year of the jubilee.41Then he shall go out from you, he and his children with him, and go back to his own clan and return to the possession of his fathers. (2.Mos 21,3; 3.Mos 25,13; 3.Mos 25,28)42For they are my servants,[5] whom I brought out of the land of Egypt; they shall not be sold as slaves. (3.Mos 25,55; Rom 6,22; 1.Kor 7,23)43You shall not rule over him ruthlessly but shall fear your God. (2.Mos 1,13; 3.Mos 25,17; 3.Mos 25,36; Ez 34,4; Ef 6,9; Kol 4,1)44As for your male and female slaves whom you may have: you may buy male and female slaves from among the nations that are around you.45You may also buy from among the strangers who sojourn with you and their clans that are with you, who have been born in your land, and they may be your property. (Es 14,1; Es 56,3; Es 56,6)46You may bequeath them to your sons after you to inherit as a possession forever. You may make slaves of them, but over your brothers the people of Israel you shall not rule, one over another ruthlessly. (2.Mos 1,13; Ez 34,4)
Redeeming a Poor Man
47“If a stranger or sojourner with you becomes rich, and your brother beside him becomes poor and sells himself to the stranger or sojourner with you or to a member of the stranger’s clan, (3.Mos 25,25; 3.Mos 25,35; 3.Mos 25,39)48then after he is sold he may be redeemed. One of his brothers may redeem him,49or his uncle or his cousin may redeem him, or a close relative from his clan may redeem him. Or if he grows rich he may redeem himself. (3.Mos 25,26; 3.Mos 25,47; Neh 5,1)50He shall calculate with his buyer from the year when he sold himself to him until the year of jubilee, and the price of his sale shall vary with the number of years. The time he was with his owner shall be rated as the time of a hired worker. (Job 7,1; Es 16,14; Es 21,16)51If there are still many years left, he shall pay proportionately for his redemption some of his sale price.52If there remain but a few years until the year of jubilee, he shall calculate and pay for his redemption in proportion to his years of service.53He shall treat him as a worker hired year by year. He shall not rule ruthlessly over him in your sight. (3.Mos 25,46)54And if he is not redeemed by these means, then he and his children with him shall be released in the year of jubilee. (2.Mos 21,2; 3.Mos 25,41)55For it is to me that the people of Israel are servants.[6] They are my servants whom I brought out of the land of Egypt: I am the Lord your God. (3.Mos 25,42)