1Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de.2„Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.”3Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.4(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år.5I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der. „Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!”7-9Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.10I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.11Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham.12Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre.14Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon,15Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia,16Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg.18Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.19Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?” Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”20Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[1]21De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.22Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen.23David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[2]24Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”25David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.
1Then all the tribes of Israel came to David at Hebron and said, “Behold, we are your bone and flesh. (1.Mos 29,14; 1.Krøn 11,1)2In times past, when Saul was king over us, it was you who led out and brought in Israel. And the Lord said to you, ‘You shall be shepherd of my people Israel, and you shall be prince[1] over Israel.’” (1.Sam 18,13; 2.Sam 7,7; 1.Krøn 17,6; Salm 78,71; Matt 2,6)3So all the elders of Israel came to the king at Hebron, and King David made a covenant with them at Hebron before the Lord, and they anointed David king over Israel. (Dom 11,11; 1.Sam 23,18; 2.Sam 3,12; 2.Sam 3,21; 2.Kong 11,17)4David was thirty years old when he began to reign, and he reigned forty years. (1.Kong 2,11; 1.Krøn 3,4; 1.Krøn 29,27)5At Hebron he reigned over Judah seven years and six months, and at Jerusalem he reigned over all Israel and Judah thirty-three years.[2] (2.Sam 2,11; 2.Sam 5,4)6And the king and his men went to Jerusalem against the Jebusites, the inhabitants of the land, who said to David, “You will not come in here, but the blind and the lame will ward you off”—thinking, “David cannot come in here.” (Josva 15,63; Dom 1,21; Dom 19,11; 1.Krøn 11,4)7Nevertheless, David took the stronghold of Zion, that is, the city of David. (2.Sam 6,12; 2.Sam 6,16)8And David said on that day, “Whoever would strike the Jebusites, let him get up the water shaft to attack ‘the lame and the blind,’ who are hated by David’s soul.” Therefore it is said, “The blind and the lame shall not come into the house.”9And David lived in the stronghold and called it the city of David. And David built the city all around from the Millo inward. (2.Sam 5,7; 1.Kong 9,15; 1.Kong 9,24; 1.Kong 11,27; 2.Kong 12,20; 2.Krøn 32,5)10And David became greater and greater, for the Lord, the God of hosts, was with him.11And Hiram king of Tyre sent messengers to David, and cedar trees, also carpenters and masons who built David a house. (1.Krøn 14,1)12And David knew that the Lord had established him king over Israel, and that he had exalted his kingdom for the sake of his people Israel.13And David took more concubines and wives from Jerusalem, after he came from Hebron, and more sons and daughters were born to David. (1.Krøn 3,9)14And these are the names of those who were born to him in Jerusalem: Shammua, Shobab, Nathan, Solomon, (1.Krøn 3,5)15Ibhar, Elishua, Nepheg, Japhia,16Elishama, Eliada, and Eliphelet.
David Defeats the Philistines
17When the Philistines heard that David had been anointed king over Israel, all the Philistines went up to search for David. But David heard of it and went down to the stronghold. (1.Sam 22,4; 2.Sam 23,14)18Now the Philistines had come and spread out in the Valley of Rephaim. (Josva 15,8; Josva 17,15; Josva 18,16; 2.Sam 5,22; 2.Sam 23,13)19And David inquired of the Lord, “Shall I go up against the Philistines? Will you give them into my hand?” And the Lord said to David, “Go up, for I will certainly give the Philistines into your hand.” (2.Sam 2,1)20And David came to Baal-perazim, and David defeated them there. And he said, “The Lord has broken through my enemies before me like a breaking flood.” Therefore the name of that place is called Baal-perazim.[3] (Es 28,21)21And the Philistines left their idols there, and David and his men carried them away.22And the Philistines came up yet again and spread out in the Valley of Rephaim. (2.Sam 5,18)23And when David inquired of the Lord, he said, “You shall not go up; go around to their rear, and come against them opposite the balsam trees. (1.Sam 22,10)24And when you hear the sound of marching in the tops of the balsam trees, then rouse yourself, for then the Lord has gone out before you to strike down the army of the Philistines.” (Dom 4,14; 2.Kong 7,6)25And David did as the Lord commanded him, and struck down the Philistines from Geba to Gezer. (Josva 10,33)