1Salomon gik derefter i forbund med Egypten ved at gifte sig med en datter af den egyptiske konge. Han førte hende til Davidsbyen og boede med hende der, indtil Herrens hus, hans eget palads og bymuren blev færdigbygget.2Da Herrens hus endnu ikke var bygget, udførte folket deres ofringer rundt omkring på landets offerhøje.3Salomon elskede Herren og fulgte nøje de anvisninger, hans far havde givet ham, men han fortsatte dog med at ofre dyr og brænde røgelse på de gamle offerhøje.4En dag tog Salomon til Gibeon for at ofre, for det store alter[1] fandtes der, og han bragte tusind brændofre på alteret. Mens han var i Gibeon, (2.Krøn 1,3)5viste Herren sig for ham i en drøm om natten og sagde: „Bed om hvad du vil, og jeg vil give det til dig!”6Salomon svarede: „Du har været umådelig god imod min far, fordi han var både trofast, retskaffen og oprigtig i sit forhold til dig. At du gav ham en søn til at følge ham på tronen er et udtryk for din trofasthed imod ham.7Herre, min Gud, nu har du gjort mig til konge i min fars sted, men jeg er ung og uerfaren.8Det forventes af mig, at jeg skal regere dit udvalgte folk—et folk så stort, at det ikke kan tælles.9Giv mig derfor et lydhørt hjerte, så jeg kan lede dit folk, så jeg kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. For hvem kan magte at regere over dit mægtige folk?”10Herren syntes godt om Salomons ønske11og svarede: „Fordi du bad om evne til at træffe de rigtige beslutninger og ikke om rigdom til dig selv, et langt liv, eller død over dine fjender,12vil jeg opfylde din bøn: Jeg vil give dig større visdom end nogen anden nogen sinde har haft eller vil få.13Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om—nemlig rigdom og berømmelse. Så længe du lever, vil ingen af alle verdens konger kunne måle sig med dig.14Og hvis du adlyder mine love og forordninger, sådan som din far gjorde, vil jeg give dig et langt liv i tilgift.”15Så vågnede Salomon og blev klar over, at han havde drømt; og han vendte tilbage til Jerusalem og gik ind i teltet med Herrens Ark. Foran arken ofrede han brændofre og takofre til Gud, og bagefter holdt han en fest for alle sine embedsmænd.
Et eksempel på Salomons visdom
16En dag søgte to prostituerede audiens hos kongen. De ville have ham til at fælde dom i en bestemt sag.17„Herre,” sagde den første, „vi to bor i samme hus, og for nylig fødte jeg et barn, mens hun var til stede.18To dage senere fødte hun også et barn. Der var ingen andre end os i huset, så der var ingen vidner.19Men hendes dreng døde midt om natten, fordi hun kom til at ligge på ham.20Mens jeg stadig lå og sov, stod hun op og tog min søn, som lå ved min side, og lagde ham over i sin egen seng. Derefter anbragte hun sin egen døde søn hos mig.21Tidligt om morgenen stod jeg op for at amme mit barn, men så opdagede jeg, at drengen var død! Men da jeg så nøje på ham, kunne jeg se, at den døde dreng slet ikke var min søn.”22„Det passer ikke!” protesterede den anden kvinde. „Det er min søn, der lever, og din, der er død!” „Nej,” svarede den første kvinde, „den døde dreng er din, og den levende er min!” Sådan blev de ved med at skændes et stykke tid.23Da sagde kongen: „I kan åbenbart ikke blive enige.24Hent mig lige et sværd!” Så blev der hentet et sværd,25og kongen gav følgende ordre: „Tag det levende barn og hug det midt over, så kan hver af kvinderne få halvdelen!”26Men hende, der var mor til barnet, holdt jo af det og råbte: „Åh nej, herre, dræb ikke barnet! Så giv det hellere til hende!” Men den anden kvinde sagde: „Nej, hvis ingen af os kan få barnet, er det bedre at hugge det midt over!”27Da faldt kongens dom: „Slå ikke barnet ihjel,” befalede han, „men giv det til den kvinde, som ønskede at skåne det; for det er hende, der er mor til barnet.”28Rygtet om kongens kloge dom spredtes hurtigt ud over landet, og det skabte respekt omkring ham, for alle var forbløffet over den visdom, Gud havde givet Salomon.
1Solomon made a marriage alliance with Pharaoh king of Egypt. He took Pharaoh’s daughter and brought her into the city of David until he had finished building his own house and the house of the Lord and the wall around Jerusalem. (1.Kong 2,10; 1.Kong 7,1; 1.Kong 7,8; 1.Kong 9,15; 1.Kong 9,16; 1.Kong 9,24; 2.Krøn 8,11)2The people were sacrificing at the high places, however, because no house had yet been built for the name of the Lord. (5.Mos 12,2; 1.Kong 22,43)3Solomon loved the Lord, walking in the statutes of David his father, only he sacrificed and made offerings at the high places. (5.Mos 6,5; 5.Mos 30,16; 5.Mos 30,20; 1.Kong 3,6; 1.Kong 3,14; Salm 31,23)4And the king went to Gibeon to sacrifice there, for that was the great high place. Solomon used to offer a thousand burnt offerings on that altar. (1.Krøn 16,39; 1.Krøn 21,29; 2.Krøn 1,3; 2.Krøn 1,6; 2.Krøn 1,13)5At Gibeon the Lord appeared to Solomon in a dream by night, and God said, “Ask what I shall give you.” (4.Mos 12,6; 1.Kong 9,2; 1.Kong 11,9; 2.Krøn 1,7; Matt 1,20; Matt 2,13; Matt 2,19)6And Solomon said, “You have shown great and steadfast love to your servant David my father, because he walked before you in faithfulness, in righteousness, and in uprightness of heart toward you. And you have kept for him this great and steadfast love and have given him a son to sit on his throne this day. (1.Kong 1,48; 1.Kong 2,4; 1.Kong 9,4; Salm 15,2)7And now, O Lord my God, you have made your servant king in place of David my father, although I am but a little child. I do not know how to go out or come in. (4.Mos 27,17; 1.Krøn 28,5; 1.Krøn 29,1)8And your servant is in the midst of your people whom you have chosen, a great people, too many to be numbered or counted for multitude. (1.Mos 13,16; 1.Mos 15,5; 5.Mos 7,6)9Give your servant therefore an understanding mind to govern your people, that I may discern between good and evil, for who is able to govern this your great people?” (2.Sam 14,17; Salm 72,1; Ord 2,6; Ord 2,9; Es 7,15; Heb 5,14; Jak 1,5)10It pleased the Lord that Solomon had asked this.11And God said to him, “Because you have asked this, and have not asked for yourself long life or riches or the life of your enemies, but have asked for yourself understanding to discern what is right,12behold, I now do according to your word. Behold, I give you a wise and discerning mind, so that none like you has been before you and none like you shall arise after you. (1.Kong 4,29; 1.Kong 5,12; 1.Kong 10,23; Præd 1,16; 1.Joh 5,14)13I give you also what you have not asked, both riches and honor, so that no other king shall compare with you, all your days. (1.Kong 4,21; 1.Kong 10,23; 1.Kong 10,27; Ord 3,16; Matt 6,33)14And if you will walk in my ways, keeping my statutes and my commandments, as your father David walked, then I will lengthen your days.” (1.Kong 3,6; 1.Kong 15,5; Salm 91,16; Ord 3,2)15And Solomon awoke, and behold, it was a dream. Then he came to Jerusalem and stood before the ark of the covenant of the Lord, and offered up burnt offerings and peace offerings, and made a feast for all his servants. (1.Mos 41,7)
Solomon’s Wisdom
16Then two prostitutes came to the king and stood before him. (4.Mos 27,2)17The one woman said, “Oh, my lord, this woman and I live in the same house, and I gave birth to a child while she was in the house.18Then on the third day after I gave birth, this woman also gave birth. And we were alone. There was no one else with us in the house; only we two were in the house.19And this woman’s son died in the night, because she lay on him.20And she arose at midnight and took my son from beside me, while your servant slept, and laid him at her breast, and laid her dead son at my breast.21When I rose in the morning to nurse my child, behold, he was dead. But when I looked at him closely in the morning, behold, he was not the child that I had borne.”22But the other woman said, “No, the living child is mine, and the dead child is yours.” The first said, “No, the dead child is yours, and the living child is mine.” Thus they spoke before the king.23Then the king said, “The one says, ‘This is my son that is alive, and your son is dead’; and the other says, ‘No; but your son is dead, and my son is the living one.’”24And the king said, “Bring me a sword.” So a sword was brought before the king.25And the king said, “Divide the living child in two, and give half to the one and half to the other.”26Then the woman whose son was alive said to the king, because her heart yearned for her son, “Oh, my lord, give her the living child, and by no means put him to death.” But the other said, “He shall be neither mine nor yours; divide him.” (1.Mos 43,30; Es 49,15; Jer 31,20)27Then the king answered and said, “Give the living child to the first woman, and by no means put him to death; she is his mother.”28And all Israel heard of the judgment that the king had rendered, and they stood in awe of the king, because they perceived that the wisdom of God was in him to do justice. (1.Kong 3,9; 1.Kong 3,11; Ez 7,25)