1Til korlederen: En sang af David. Herre, du ved alt om mig, du kender mit hjerte til bunds.2Du er klar over alt, hvad jeg gør, du kender mine inderste tanker.3Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten, du lægger mærke til al min færden.4Du ved, hvad jeg vil sige, før jeg kan nå at åbne munden.5Du omgiver mig på alle sider, lægger din skærmende hånd på mig.6Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg fatter ikke din uendelige godhed.7Jeg når aldrig uden for din rækkevidde, hvor jeg end er, er du nær hos mig.8Farer jeg op til himlen, da møder du mig der. Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.9Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger, rejser jeg mod vest over det store hav,10så vil din hånd også lede mig der, din højre hånd holde mig fast.11Bad jeg mørket om at skjule mig, befalede jeg dagen at blive til nat,12så ville mørket ikke være mørkt for dig, for nat eller dag gør ingen forskel.13Du har skabt mig som den, jeg er, du formede mig i min mors mave.14Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt, dit skaberværk er fantastisk.[1]15Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte, da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.16Mens jeg endnu var et foster, så du mig. Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog, længe før jeg så dagens lys.17Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud, de overgår langt, hvad jeg kan fatte.18Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet. Jeg ville aldrig nå til ende med dem.[2]19Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse, få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.20De vanærer dit navn og håner dig, de er blasfemiske og taler ondt om dig.21Herre, jeg hader enhver, der hader dig, jeg føler lede ved dem, der er imod dig.22Dine fjender er også mine fjender, jeg hader dem af hele mit hjerte.23Undersøg mig og se på mit hjerte, Gud! Gransk mine motiver og afslør mine tanker!24Hvis du ser, at jeg er kommet på afveje, så led mig tilbage til det evige livs vej.
1 Pro předního zpěváka. Davidův, žalm. Hospodine, zkoumáš mě a znáš mě. 2 Víš o mně, ať sedím nebo vstanu, zdálky je ti jasné, co chci dělat. 3 Sleduješ mou stezku i místo, kde ležím, všechny moje cesty jsou ti známy. 4 Ještě nemám slovo na jazyku, a ty, Hospodine, víš už všechno. 5 Sevřel jsi mě zezadu i zpředu, svou dlaň jsi položil na mě. 6 Nad mé chápání jsou tyto divy, jsou nedostupné, nestačím na to. 7 Kam odejdu před tvým duchem, kam uprchnu před tvou tváří? 8 Zamířím-li k nebi, jsi tam, a když si ustelu v podsvětí, také tam budeš. 9 I kdybych vzlétl na křídlech jitřní záře, chtěl přebývat při nejzazším moři, 10 tvoje ruka mě tam doprovodí, tvá pravice se mě chopí. 11 Kdybych řekl: Snad mě přikryje tma, i noc kolem mne se stane světlem. 12 Žádná tma pro tebe není temná: noc jako den svítí, temnota je jako světlo. 13 Tys to byl, kdo utvořil mé ledví, v životě mé matky jsi mě utkal. 14 Tobě vzdávám chválu za činy, jež budí bázeň: podivuhodně jsem utvořen, obdivuhodné jsou tvé skutky, toho jsem si plně vědom. 15 Tobě nezůstala skryta jediná z mých kostí, když jsem byl v skrytosti tvořen a hněten v nejhlubších útrobách země. 16 Tvé oči mě viděly v zárodku, všechno bylo zapsáno v tvé knize: dny tak, jak se vytvářely, dřív než jediný z nich nastal. 17 Jak si vážím divů, které konáš, Bože! Nesmírný je jejich počet, 18 sčetl bych je, ale je jich víc než písku. Sotva procitnu, jsem s tebou. 19 Kéž bys, Bože, skolil svévolníka. Pryč ode mne, vy, kdo proléváte krev! 20 Dovolávají se tě při svých pletichách, zneužívají tvé jméno tvoji protivníci. 21 Nemám nenávidět, Hospodine, ty, kdo nenávidí tebe? S odporem pohlížet na ty, kdo se proti tobě zvedli? 22 Nenávidím je, rozhodně nenávidím, jsou to také moji nepřátelé. 23 Bože, zkoumej mě, ty znáš mé srdce, zkoušej mě, ty znáš můj neklid, 24 hleď, zda jsem nesešel na cestu trápení, a po cestě věčnosti mě veď!