1Min sjæl, pris Herren. Min Gud, du er vidunderlig stor. Du udstråler kongelig værdighed,2du er omgivet af et strålende lys. Du udspændte himlen som en teltdug3og byggede din bolig på hvælvingens bue. Du bruger en tordensky som stridsvogn og farer af sted på vindens vinger.4Du bruger stormvinde som dine sendebud og gør lynene til dine tjenere.5Du grundfæstede jorden, den står urokkeligt fast.6Havets vandmasser dækkede den som en klædning og gik hen over bjergenes tinder.7Ved din befaling kom vandene i bevægelse, de styrtede væk ved din tordenrøst,8de strømmede over bjerge og gennem dale, for at komme til det sted, du havde beredt for dem.9Havene fik en grænse at holde sig bagved, så de aldrig skulle dække hele jorden igen.10Du lod kilder risle frem i dalene og bække bane sig vej mellem bjergene,11så dyrene kan få vand at drikke, vildæslerne slukke deres tørst.12Ved bredden bygger fuglene rede, fra trækronerne høres deres sang.13Fra himlen sender du regn over bjergene, du velsigner jorden med væde.14Du får græs til at spire frem som føde for kvæget, du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.15Vin, som giver os glæde, olivenolie, som får vore ansigter til at stråle, brød, som giver os styrke og helse.16Herren passer de træer, han har plantet, Libanons cedre får rigeligt med regn.17Fuglene bygger rede i træernes grene, storkene bor i fyrretræernes toppe.18Højt på bjerget holder stenbukken til, mellem klipper er grævlingens skjul.19Du skabte månen til at markere årets gang, solen står op og går ned på den fastsatte tid.20Du skabte nattens mørke, hvor de vilde dyr kommer frem.21De unge løver brøler efter bytte, fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.22De trækker sig tilbage, når solen står op, går hjem til deres huler og lægger sig.23Da begynder mennesket sin daglige dont, bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.24Oh, Gud, hvor er din visdom stor! Jorden er fuld af dine skabninger. Hvilken mangfoldighed du har skabt.25Foran mig ligger det mægtige hav, det vrimler af liv i alle former og farver.26Skibene pløjer sig gennem de store have, Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.27Hele skabningen er afhængig af dig, du giver dem føde i rette tid.28Du giver, og de tager imod, når du åbner din hånd, bliver de mætte.29Men vender du ryggen til dem, bliver de skrækslagne. Tager du deres livsånde bort, dør de og bliver til støv.30Din livgivende Ånd har skabende kraft, du fornyer alt liv på jorden.31Gid Herrens herlighed må vare for evigt! Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!32Når han ser på jorden, skælver den. Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.33Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, prise Gud til mit sidste åndedrag.34Må han finde behag i min lovsang, for han er kilden til al min glæde.35Gid der ingen syndere var tilbage, ingen gudløse på hele jorden. Min sjæl, pris Herren! Halleluja!
1 Dobrořeč, má duše, Hospodinu! Hospodine, Bože můj, jsi neskonale velký, oděl ses velebnou důstojností. 2 Halíš se světlem jak pláštěm, rozpínáš nebesa jako stanovou plachtu. 3 Mezi vodami si kleneš síně, z mračen si vůz činíš a vznášíš se na perutích větru. 4 Z vichrů si činíš své posly, z ohnivých plamenů sluhy. 5 Zemi jsi založil na pilířích, aby se nehnula navěky a navždy. 6 Propastnou tůň jsi přikryl jako šatem. Nad horami stály vody; 7 pohrozils a na útěk se daly, rozutekly se před tvým hromovým hlasem. 8 Když vystoupila horstva, klesly do údolí, do míst, která jsi jim určil. 9 Mez, kterou jsi stanovil, už nepřekročí, nepřikryjí znovu zemi. 10 Prameny vysíláš do potoků, které mezi horami se vinou. 11 Napájejí veškerou zvěř polí, divocí osli tu hasí žízeň. 12 Při nich přebývá nebeské ptactvo, ozývá se v ratolestech. 13 Ze svých síní zavlažuješ hory, země se sytí ovocem tvého díla. 14 Dáváš růst trávě pro dobytek i rostlinám, aby je pěstoval člověk, a tak si ze země dobýval chléb. 15 Dáváš víno pro radost lidskému srdci, až se tvář leskne víc než olej; chléb dodá lidskému srdci síly. 16 Hospodinovy stromy se sytí vláhou, libanónské cedry, které on zasadil. 17 A tam hnízdí ptactvo, na cypřiších má domov čáp. 18 Horské štíty patří kozorožcům, skaliska jsou útočištěm pro damany. 19 Učinil jsi měsíc k určování času, slunce ví, kdy k západu se schýlit. 20 Přivádíš tmu, noc se snese, celý les se hemží zvěří; 21 lvíčata řvou po kořisti, na Bohu se dožadují stravy. 22 Slunce vychází a stahují se, v doupatech se ukládají k odpočinku. 23 Člověk vyjde za svou prací a koná službu až do večera. 24 Jak nesčetná jsou tvá díla, Hospodine! Všechno jsi učinil moudře; země je plná tvých tvorů. 25 Tu je veliké a širé moře: hemží se v něm nespočetných živočichů maličkých i velkých, 26 plují po něm lodě. Vytvořil jsi livjátana, aby v něm dováděl. 27 A to vše s nadějí vzhlíží k tobě, že jim dáš v pravý čas pokrm; 28 rozdáváš jim a oni si berou, otevřeš ruku a nasytí se dobrým. 29 Skryješ-li tvář, propadají děsu, odejmeš-li jejich ducha, hynou, v prach se navracejí. 30 Sesíláš-li svého ducha, jsou stvořeni znovu, a tak obnovuješ tvářnost země. 31 Hospodinova sláva potrvá věčně! Hospodin se bude radovat ze svého díla. 32 Shlédne na zemi a ta se třese, dotkne se hor a kouří se z nich. 33 Budu zpívat Hospodinu po celý svůj život, svému Bohu zpívat žalmy, dokud budu. 34 Kéž mu je příjemné moje přemítání! Hospodin je moje radost. 35 Kéž hříšníci vymizí ze země, kéž svévolníci nejsou! Dobrořeč, má duše, Hospodinu! Haleluja.