1Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud?2Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud.3Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”[1] (1.Mos 15,6)4Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave.5Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro.6I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:7„Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet, hvis synderegister er slettet ud.8Lykkelige er de mennesker, som Herren ikke tilregner skyld.”[2] (Salm 32,1)9Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro,10og det skete, før han blev omskåret.11Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro.12Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.13Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro.14Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud.15Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.16Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror.17Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[3] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. (1.Mos 17,4)18-19Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud.20Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud.21Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.22Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham,23som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham.24Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde.25Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.
1 Co tedy řekneme o Abrahamovi, našem tělesném praotci? Čeho dosáhl?2 Kdyby Abraham dosáhl spravedlnosti svými skutky, měl by se čím chlubit – ale ne před Bohem!3 Co říká Písmo? ‚Uvěřil Abraham Bohu, a bylo mu to počítáno za spravedlnost.‘4 Kdo se vykazuje skutky, nedostává mzdu z milosti, nýbrž z povinnosti.5 Kdo se nevykazuje skutky, ale věří v toho, který dává spravedlnost bezbožnému, tomu se jeho víra počítá za spravedlnost.6 Vždyť i David prohlašuje za blahoslaveného člověka, jemuž Bůh připočítává spravedlnost bez skutků: 7 ‚Blaze těm, jimž jsou odpuštěny nepravosti a jejich hříchy přikryty. 8 Blaze tomu, jemuž Hospodin nepočítá hřích.‘ 9 Platí toto blahoslavenství jen pro ty, kdo jsou obřezáni, či také pro ty, kdo nejsou obřezáni? Čteme přece: ‚Abrahamovi byla víra počítána za spravedlnost.‘10 Kdy mu byla započtena? Byl už obřezán, nebo ještě nebyl? Nebylo to po obřízce, nýbrž ještě před ní.11 Znamení obřízky přijal jako pečeť spravedlnosti z víry, kterou měl ještě před obřízkou. Tak se stal otcem všech neobřezaných, kteří věří a jimž je spravedlnost připočtena,12 i otcem těch obřezaných, kteří nejsou jen obřezáni, nýbrž také jdou ve stopách víry našeho otce Abrahama – víry, kterou měl ještě před obřízkou. 13 Zaslíbení, že dostane svět za dědictví, nebylo dáno Abrahamovi a jeho potomstvu na základě zákona, nýbrž na základě spravedlnosti z víry.14 Kdyby dědici byli ti, kteří stavějí na zákoně, byla by víra zbavena smyslu a zaslíbení zrušeno.15 Zákon s sebou nese Boží hněv: kde není zákon, není ani přestoupení zákona.16 Proto mluvíme o spravedlnosti z víry, aby bylo jasné, že je to spravedlnost z milosti. Tak zůstane v platnosti zaslíbení dané veškerému potomstvu Abrahamovu – nejen těm, kdo stavějí na zákoně, ale i těm, kdo následují Abrahama vírou. On je otcem nás všech,17 jak je psáno: ‚ustanovil jsem tě za otce mnohých národů.‘ Je naším otcem před tváří toho, v nějž uvěřil, před Bohem, který dává život mrtvým a povolává v bytí to, co není.18 On uvěřil a měl naději, kde už naděje nebylo; tím se stal ‚otcem mnohých národů‘ podle slova: ‚tak četné bude tvé potomstvo.‘19 Neochabl ve víře, i když pomyslil na své již neplodné tělo – vždyť mu bylo asi sto let – i na to, že Sára již nemůže mít dítě;20 nepropadl pochybnosti o Božím zaslíbení, ale posílen vírou vzdal čest Bohu v pevné jistotě,21 že Bůh je mocen učinit, co zaslíbil.22 Proto mu to ‚bylo počítáno za spravedlnost‘.23 To, že mu to ‚bylo počítáno‘, nebylo napsáno jen kvůli němu,24 nýbrž také kvůli nám, jimž má být započteno, že věříme v toho, který vzkřísil z mrtvých Ježíše, našeho Pána,25 jenž byl vydán pro naše přestoupení a vzkříšen pro naše ospravedlnění.