1Mange år senere begyndte Johannes Døber at prædike ude i Judæas ødemark. Hans budskab lød sådan her: (Mark 1,1; Luk 3,1; Joh 1,19)2„I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”3Det er ham, der tales om i profeten Esajas’ bog, dér hvor der står: „Der lyder en stemme i ødemarken: ‚Ban vej for Herren! Gør jer klar til hans komme!’ ”[1] (Es 40,3)4Johannes’ profetkappe var vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Hans mad bestod af græshopper og honning fra vilde bier.5Folk fra Jerusalem og hele egnen omkring Jordanfloden—ja fra hver eneste del af Judæa—kom ud i ødemarken for at høre ham.6Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden.7Men da han så, at mange farisæere og saddukæere[2] også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf?8Bevis med jeres liv, at I virkelig har taget afstand fra jeres synder.9Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’[3] Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten her til børn af Abraham!10Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og det træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.11Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med[4] Helligåndens kraft[5] og med ild.12Han har kasteskovlen i hånden for at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Jesus bliver døbt med vand og Helligånd
13Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. (Mark 1,9; Luk 3,21)14Men Johannes ville ikke gøre det: „Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!” protesterede han. „Hvorfor kommer du så til mig?”15„Gør det nu,” sagde Jesus, „for på den måde gør vi Guds vilje.” Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.16I samme øjeblik Jesus efter dåben steg op af vandet, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra.17Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.”[6]
1 Za těch dnů vystoupil Jan Křtitel a kázal v judské poušti:2 „Čiňte pokání, neboť se přiblížilo království nebeské.“3 To je ten, o němž je řečeno ústy proroka Izaiáše: ‚Hlas volajícího na poušti: Připravte cestu Páně, vyrovnejte mu stezky!‘ 4 Jan měl na sobě šat z velbloudí srsti, kožený pás kolem boků a potravou mu byly kobylky a med divokých včel.5 Tehdy vycházel k němu celý Jeruzalém i Judsko a celé okolí Jordánu,6 vyznávali své hříchy a dávali se od něho v řece Jordánu křtít. 7 Ale když spatřil, že mnoho farizeů a saduceů přichází ke křtu, řekl jim: „Plemeno zmijí, kdo vám ukázal, že můžete utéci před nadcházejícím hněvem?8 Neste tedy ovoce, které ukazuje, že činíte pokání.9 Nemyslete si, že můžete říkat: ‚Náš otec je Abraham!‘ Pravím vám, že Bůh může Abrahamovi stvořit děti z tohoto kamení.10 Sekera už je na kořeni stromů; a každý strom, který nenese dobré ovoce, bude vyťat a hozen do ohně.11 Já vás křtím vodou k pokání; ale ten, který přichází za mnou, je silnější než já – nejsem hoden ani toho, abych mu zouval obuv; on vás bude křtít Duchem svatým a ohněm.12 Lopata je v jeho ruce; a pročistí svůj mlat, svou pšenici shromáždí do sýpky, ale plevy spálí neuhasitelným ohněm.“
— Ježíšův křest
13 Tu přišel Ježíš z Galileje k Jordánu za Janem, aby se dal od něho pokřtít.14 Ale on mu bránil a říkal: „Já bych měl být pokřtěn od tebe, a ty jdeš ke mně?“15 Ježíš mu odpověděl: „Připusť to nyní; neboť tak je třeba, abychom naplnili všecko, co Bůh žádá.“ Tu mu Jan již nebránil.16 Když byl Ježíš pokřtěn, hned vystoupil z vody, a hle, otevřela se nebesa a spatřil Ducha Božího, jak sestupuje jako holubice a přichází na něho.17 A z nebe promluvil hlas: „Toto je můj milovaný Syn, jehož jsem si vyvolil.“