Synopse der Evangelien

Vergleiche ähnliche Bibelstellen (Bibelen på hverdagsdansk):

Matthäus 16

Peters åbenbaring om Jesus som Messias

13  Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”

14  „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”

15  „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

16  Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”

17  „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig!

18  Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter, og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen vil aldrig kunne få magten over den.

19  Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”

20  Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.

Markus 8

Peters åbenbaring om Jesus som Messias

27  Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”

28  „Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”

29  „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?” Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”

30  Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.

Lukas 9

Peters åbenbaring om Jesus som Messias

18  En dag var Jesus alene sammen med disciplene, og han tilbragte en tid i bøn. Derefter spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”

19  De svarede: „Nogle siger, at du er Johannes Døber, andre, at du er Elias, og andre igen, at en anden af de gamle profeter må være genopstået fra de døde.”

20  „Og hvad siger I?” spurgte han. „Hvem tror I, at jeg er?” „Du er Messias, den frelser, Gud har sendt!” svarede Peter.

21  Jesus forbød dem strengt at omtale ham på den måde over for andre, og han tilføjede:

Johannes 6

67  Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”

68  Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv,

69  og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!”