Johannes 20 | En Levende Bok

Jesus står opp fra de døde

1 Tidlig på søndag morgenen, som er dagen etter hviledagen, mens det ennå var mørkt, kom Maria Magdalena til graven og oppdaget at steinen var rullet bort fra inngangen. 2 Hun sprang da straks fra stedet og begynte å lete etter Simon Peter og den disippelen som Jesus elsket* og sa: ”De har flyttet Herren Jesus fra graven, og vi vet ikke hvor de har lagt ham.” 3 Peter og den andre disippelen sprang av sted til graven for å se etter. Den andre disippelen sprang fortere enn Peter og kom først fram. 5 Han bøyde seg ned og så inn i graven. Der så han lintøyet ligge, men han gikk ikke inn. 6 Litt etter kom Simon Peter, og han gikk inn i graven. Han så også lintøyet som lå der. 7 I tillegg lå også det svøpet som hadde dekket hodet på den døde. Det var rullet sammen og lå for seg selv. 8 Da gikk også den andre disippelen inn, han som hadde kommet først til graven. Han så og trodde. 9 Før dette hadde de ikke skjønt det Gud hadde forutsagt i Skriften* om at Jesus måtte dø og så bli levende igjen.

Jesus viser seg for Maria Magdalena

10 Etterpå gikk de to disiplene hjem. 11 Men Maria sto og gråt utenfor graven. Hun bøyde seg framover og så inn i graven. 12 Da fikk hun se to hvitkledde engler som satt der kroppen til Jesus hadde ligget. En ved hodeplassen og en ved fotenden. 13 Englene spurte henne: ”Hvorfor gråter du?” Hun svarte: ”De har tatt bort Herren min. Nå vet jeg ikke hvor de har lagt ham.” 14 Da hun hadde sagt dette, så hun seg om og fikk øye på en som sto der, men at det var Jesus skjønte hun ikke. 15 Jesus spurte henne: ”Hvorfor gråter du? Hvem leter du etter?” Hun trodde det var gartneren og svarte: ”Dersom det er du som har båret ham bort, da si meg hvor du har lagt ham, slik at jeg kan hente ham.” 16 Jesus sa til henne: ”Maria.” Straks vendte hun seg mot ham og utbrøt: ”Rabbuni!” Det er arameisk* og betyr mester. 17 Jesus sa: ”Ikke rør meg, for jeg har ennå ikke vendt tilbake til min Far i himmelen. Men gå til brødrene mine og si at jeg skal vende tilbake til min Far i himmelen og deres Far i himmelen, til min Gud og deres Gud.” 18 Maria Magdalena gikk da til disiplene og fortalte at hun hadde sett Herren Jesus, og hun fortalte alt han hadde sagt.

Jesus viser seg for disiplene

19 Dette skjedde på søndagen, som er den første dagen i uken. Samme kvelden samlet disiplene seg bak låste dører av frykt for de religiøse lederne. Plutselig sto Jesus midt iblant dem og sa: ”Fred være med dere alle!” 20 Så viste han hendene sine og siden sin. Gleden gikk ut over alle grenser da disiplene fikk se Herren Jesus. 21 Jesus sa igjen: ”Fred være med dere! På samme måten som min Far i himmelen har sendt meg, sender jeg nå dere.” 22 Så pustet han på dem og sa: ”Ta imot Guds Hellige Ånd.* 23 Jeg gir dere i oppdrag å fortelle alle mennesker at Gud har tilgitt syndene deres, men også å fortelle med dypt alvor at det går an å stelle seg slik at de ikke får noen tilgivelse.*”

Jesus viser seg for Tomas

24 En av disiplene, han som het Tomas og ble kalt Tvillingen, hadde ikke vært sammen med de andre da Jesus kom. 25 Disiplene sa til ham: ”Vi har sett Herren Jesus.” Men Tomas svarte: ”Dersom jeg ikke får se skaden etter spikrene i hendene hans og får ta på sårene med fingrene mine, og om jeg ikke får røre ved såret i siden hans med hendene mine, da kan jeg ikke tro.” 26 Neste søndag* var disiplene igjen samlet. Denne gangen var Tomas sammen med de andre. Til tross for at dørene var låste, sto Jesus plutselig midt iblant dem og sa: ”Fred være med dere!” 27 Han sa til Tomas: ”Her er hendene mine. Ta på sårene med fingrene dine. Se, her er siden min. Ta på såret med hendene dine. Ikke tvil lenger, men tro!” 28 Da utbrøt Tomas: ”Min Herre og min Gud.” 29 Jesus sa til ham: ”Nå tror du fordi du har sett meg. Lykkelige er dem som ikke har sett meg, men likevel tror.”

Hensikten med denne boken

30 Disiplene fikk se Jesus gjøre mange andre mirakler i tillegg til dem som er skrevet ned i denne boken. 31 De som står her, er skrevet ned for at dere skal tro at Jesus er Messias, den lovede kongen og Guds sønn, og for at dere skal få liv i ham ved å tro på ham.

Český ekumenický překlad

— Prázdný hrob

1 První den po sobotě, když ještě byla tma, šla Marie Magdalská k hrobu a spatřila, že kámen je od hrobu odvalen. 2 Běžela k Šimonu Petrovi a k tomu učedníkovi, kterého Ježíš miloval, a řekla jim: „Vzali Pána z hrobu, a nevíme, kam ho položili.“ 3 Petr a ten druhý učedník vstali a šli k hrobu. 4 Oba dva běželi, ale ten druhý učedník předběhl Petra a byl u hrobu první. 5 Sehnul se a viděl tam ležet lněná plátna, ale dovnitř nevešel. 6 Po něm přišel Šimon Petr a vešel do hrobu. Uviděl tam ležet lněná plátna, 7 ale šátek, jímž ovázali Ježíšovu hlavu, neležel mezi plátny, nýbrž byl svinut na jiném místě. 8 Potom vešel dovnitř i ten druhý učedník, který přišel k hrobu dřív; spatřil vše a uvěřil. 9 Dosud totiž nevěděli, že podle Písma musí vstát z mrtvých. 10 Oba učedníci se pak vrátili domů.

— Zjevení Marie Magdalské

11 Ale Marie stála venku před hrobem a plakala. Přitom se naklonila do hrobu 12 a spatřila dva anděly v bílém rouchu, sedící na místě, kde předtím leželo Ježíšovo tělo, jednoho u hlavy a druhého u nohou. 13 Otázali se Marie: „Proč pláčeš?“ Odpověděla jim: „Odnesli mého Pána a nevím, kam ho položili.“ 14 Po těch slovech se obrátila a spatřila za sebou Ježíše; ale nepoznala, že je to on. 15 Ježíš jí řekl: „Proč pláčeš? Koho hledáš?“ V domnění, že je to zahradník, mu odpověděla: „Jestliže tys jej, pane, odnesl, řekni mi, kam jsi ho položil, a já pro něj půjdu.“ 16 Ježíš jí řekl: „Marie!“ Obrátila se a zvolala hebrejsky „Rabbuni“, to znamená ‚Mistře‘. 17 Ježíš jí řekl: „Nedotýkej se mne, dosud jsem nevystoupil k Otci. Ale jdi k mým bratřím a pověz jim, že vystupuji k Otci svému i Otci vašemu a k Bohu svému i Bohu vašemu.“ 18 Marie Magdalská šla k učedníkům a oznámila jim: „Viděla jsem Pána a toto mi řekl.“

— Dvojí zjevení v Jeruzalémě

19 Téhož dne večer – prvního dne po sobotě – když byli učedníci ze strachu před Židy shromážděni za zavřenými dveřmi, přišel Ježíš, postavil se uprostřed nich a řekl: „Pokoj vám.“ 20 Když to řekl, ukázal jim ruce a bok. Učedníci se zaradovali, když spatřili Pána. 21 Ježíš jim znovu řekl: „Pokoj vám. Jako mne poslal Otec, tak já posílám vás.“ 22 Po těch slovech na ně dechl a řekl jim: „Přijměte Ducha svatého. 23 Komu odpustíte hříchy, tomu jsou odpuštěny, komu je neodpustíte, tomu odpuštěny nejsou.“ 24 Tomáš, jinak Didymos, jeden z dvanácti učedníků, nebyl s nimi, když Ježíš přišel. 25 Ostatní učedníci mu řekli: „Viděli jsme Pána.“ Odpověděl jim: „Dokud neuvidím na jeho rukou stopy po hřebech a dokud nevložím do nich svůj prst a svou ruku do rány v jeho boku, neuvěřím.“ 26 Osmého dne potom byli učedníci opět uvnitř a Tomáš s nimi. Ač byly dveře zavřeny, Ježíš přišel, postavil se doprostřed a řekl: „Pokoj vám.“ 27 Potom řekl Tomášovi: „Polož svůj prst sem, pohleď na mé ruce a vlož svou ruku do rány v mém boku. Nepochybuj a věř!“ 28 Tomáš mu odpověděl: „Můj Pán a můj Bůh.“ 29 Ježíš mu řekl: „Že jsi mě viděl, věříš. Blahoslavení, kteří neviděli, a uvěřili.“

— První dovětek

30 Ještě mnoho jiných znamení učinil Ježíš před očima učedníků, a ta nejsou zapsána v této knize. 31 Tato však zapsána jsou, abyste věřili, že Ježíš je Kristus, Syn Boží, a abyste věříce měli život v jeho jménu.

Johannes 20 | En Levende Bok Český ekumenický překlad