1En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger.2Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.3Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer.4Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort.5Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom,6så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn,7for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger,8så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham.9Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede.10De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov.11De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført.12Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten.13Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider.14Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild.15Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand.16En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod.17Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.18De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter.19De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen?20Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?”21Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel,22for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.23Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser.24Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise.25Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise.26Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,27lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden.28Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene.29Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed.30Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet.31De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere.32Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere.33Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel.34Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud.35Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier.36Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn.37Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt.38Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb.39Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi.40Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg.41De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre.42De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni.43De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette.44Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes.45Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land.46Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op.47Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn.48Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene.49Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem.50Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager.51Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed.52Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.53Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet.54Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem.55Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der.56Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger.57De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.58De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje.59Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk.60Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.61Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.62Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk.63De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med.64Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange.65Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.66Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.67Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef.68I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg.69Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid.70Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde.71Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk.72David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.
English Standard Version
Tell the Coming Generation
1A Maskil* of Asaph. Give ear, O my people, to my teaching; incline your ears to the words of my mouth!2I will open my mouth in a parable; I will utter dark sayings from of old,3things that we have heard and known, that our fathers have told us.4We will not hide them from their children, but tell to the coming generation the glorious deeds of the Lord, and his might, and the wonders that he has done.5He established a testimony in Jacob and appointed a law in Israel, which he commanded our fathers to teach to their children,6that the next generation might know them, the children yet unborn, and arise and tell them to their children,7so that they should set their hope in God and not forget the works of God, but keep his commandments;8and that they should not be like their fathers, a stubborn and rebellious generation, a generation whose heart was not steadfast, whose spirit was not faithful to God.9The Ephraimites, armed with* the bow, turned back on the day of battle.10They did not keep God’s covenant, but refused to walk according to his law.11They forgot his works and the wonders that he had shown them.12In the sight of their fathers he performed wonders in the land of Egypt, in the fields of Zoan.13He divided the sea and let them pass through it, and made the waters stand like a heap.14In the daytime he led them with a cloud, and all the night with a fiery light.15He split rocks in the wilderness and gave them drink abundantly as from the deep.16He made streams come out of the rock and caused waters to flow down like rivers.17Yet they sinned still more against him, rebelling against the Most High in the desert.18They tested God in their heart by demanding the food they craved.19They spoke against God, saying, “Can God spread a table in the wilderness?20He struck the rock so that water gushed out and streams overflowed. Can he also give bread or provide meat for his people?”21Therefore, when the Lord heard, he was full of wrath; a fire was kindled against Jacob; his anger rose against Israel,22because they did not believe in God and did not trust his saving power.23Yet he commanded the skies above and opened the doors of heaven,24and he rained down on them manna to eat and gave them the grain of heaven.25Man ate of the bread of the angels; he sent them food in abundance.26He caused the east wind to blow in the heavens, and by his power he led out the south wind;27he rained meat on them like dust, winged birds like the sand of the seas;28he let them fall in the midst of their camp, all around their dwellings.29And they ate and were well filled, for he gave them what they craved.30But before they had satisfied their craving, while the food was still in their mouths,31the anger of God rose against them, and he killed the strongest of them and laid low the young men of Israel.32In spite of all this, they still sinned; despite his wonders, they did not believe.33So he made their days vanish like* a breath,* and their years in terror.34When he killed them, they sought him; they repented and sought God earnestly.35They remembered that God was their rock, the Most High God their redeemer.36But they flattered him with their mouths; they lied to him with their tongues.37Their heart was not steadfast toward him; they were not faithful to his covenant.38Yet he, being compassionate, atoned for their iniquity and did not destroy them; he restrained his anger often and did not stir up all his wrath.39He remembered that they were but flesh, a wind that passes and comes not again.40How often they rebelled against him in the wilderness and grieved him in the desert!41They tested God again and again and provoked the Holy One of Israel.42They did not remember his power* or the day when he redeemed them from the foe,43when he performed his signs in Egypt and his marvels in the fields of Zoan.44He turned their rivers to blood, so that they could not drink of their streams.45He sent among them swarms of flies, which devoured them, and frogs, which destroyed them.46He gave their crops to the destroying locust and the fruit of their labor to the locust.47He destroyed their vines with hail and their sycamores with frost.48He gave over their cattle to the hail and their flocks to thunderbolts.49He let loose on them his burning anger, wrath, indignation, and distress, a company of destroying angels.50He made a path for his anger; he did not spare them from death, but gave their lives over to the plague.51He struck down every firstborn in Egypt, the firstfruits of their strength in the tents of Ham.52Then he led out his people like sheep and guided them in the wilderness like a flock.53He led them in safety, so that they were not afraid, but the sea overwhelmed their enemies.54And he brought them to his holy land, to the mountain which his right hand had won.55He drove out nations before them; he apportioned them for a possession and settled the tribes of Israel in their tents.56Yet they tested and rebelled against the Most High God and did not keep his testimonies,57but turned away and acted treacherously like their fathers; they twisted like a deceitful bow.58For they provoked him to anger with their high places; they moved him to jealousy with their idols.59When God heard, he was full of wrath, and he utterly rejected Israel.60He forsook his dwelling at Shiloh, the tent where he dwelt among mankind,61and delivered his power to captivity, his glory to the hand of the foe.62He gave his people over to the sword and vented his wrath on his heritage.63Fire devoured their young men, and their young women had no marriage song.64Their priests fell by the sword, and their widows made no lamentation.65Then the Lord awoke as from sleep, like a strong man shouting because of wine.66And he put his adversaries to rout; he put them to everlasting shame.67He rejected the tent of Joseph; he did not choose the tribe of Ephraim,68but he chose the tribe of Judah, Mount Zion, which he loves.69He built his sanctuary like the high heavens, like the earth, which he has founded forever.70He chose David his servant and took him from the sheepfolds;71from following the nursing ewes he brought him to shepherd Jacob his people, Israel his inheritance.72With upright heart he shepherded them and guided them with his skillful hand.
Diese Website verwendet Cookies, um Ihnen die bestmögliche Nutzererfahrung bieten zu können.