Psalm 78 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

Psalm 78 | Bibelen på hverdagsdansk

Israels Gud—historiens Gud

1 En visdomssang af Asaf. Mit folk, lyt til min belæring, hør nøje efter, hvad jeg siger. 2 Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse. 3 Det er vore forfædres historier, som er fortalt gennem mange generationer. 4 Vi vil fortælle dem til vore børn, som igen skal give dem videre til nye generationer. De skal også høre om Herrens magt, om de forunderlige ting, han har gjort. 5 Han gav sine love til Jakobs slægt, åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel. Han befalede vore forfædre at undervise deres børn derom, 6 så den næste generation ville vide besked, så selv de børn, som endnu ikke var født, til sin tid kunne belære deres børn, 7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud, huske hans vældige gerninger og adlyde hans befalinger, 8 så de ikke bliver som deres forfædre, der var stædige og oprørske, som ikke vendte deres hjerte til Gud, men var troløse og ulydige mod ham. 9 Efraims krigere var udrustet med buer, men flygtede alligevel i kampens hede. 10 De overholdt ikke pagten med Gud, og de nægtede at følge hans lov. 11 De glemte, hvad Gud havde gjort, alle de store undere, han havde udført. 12 Han gjorde mirakler for deres forfædre, da de kom fra Zoans slette i Egypten. 13 Han delte havet og førte dem igennem, vandet stod som en vold på begge sider. 14 Om dagen ledte han dem ved en sky, om natten var der en søjle af ild. 15 Han kløvede ørkenens klipper og skaffede masser af vand. 16 En kilde sprang frem fra klippen, så vandet flød som en flod. 17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud, de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen. 18 De provokerede Gud med vilje, forlangte deres egyptiske livretter. 19 De fornærmede Gud ved at sige: „Kan Gud dække bord i ørkenen? 20 Han slog ganske vist på klippen, så vandet strømmede ud. Men kan han give os brød? Kan han skaffe kød til sit folk?” 21 Da Gud hørte det, blev han vred. Hans vrede blussede op imod Israel, 22 for de havde ikke tillid til deres Gud. De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem. 23 Men han gav befaling til skyerne og åbnede himlens sluser. 24 Han lod det regne ned over dem med manna, han gav dem brød fra himlen at spise. 25 Han gav dem englemad, så de havde rigeligt at spise. 26 Han lod østenvinden fare hen over himlen, styrede søndenvinden med sin mægtige hånd, 27 lod kød hagle ned over dem, fugle så talrige som sandkornene på stranden. 28 Han lod dem falde ned midt i lejren, de lå rundt omkring imellem teltene. 29 Folket spiste sig overmætte, Gud tilfredsstillede deres grådighed. 30 Men mens de endnu havde munden fuld, blev deres grådighed straffet. 31 De blev ramt af Herrens vrede, han dræbte deres stærkeste mænd, gjorde det af med de bedste krigere. 32 Alligevel blev de ved med at synde, til trods for hans mægtige undere. 33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder, de blev alle grebet af rædsel. 34 Når han dræbte en stor del af dem, søgte resten tilbage til ham. De angrede og vendte sig igen til Gud. 35 Så huskede de, at Gud var deres redning, den almægtige Gud var deres befrier. 36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord, deres lovprisning var ikke andet end løgn. 37 Deres hjerter var langt fra Gud, de holdt ikke fast ved hans pagt. 38 Alligevel var Gud barmhjertig, han tilgav deres synd og udslettede dem ikke. Ofte holdt han sin vrede tilbage, lod ikke sit raseri få frit løb. 39 Han vidste jo, at de kun var mennesker, de var som et vindpust, der farer forbi. 40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen? De vakte hans vrede og voldte ham sorg. 41 De provokerede deres Gud gang på gang, de var ulydige mod Israels Herre. 42 De glemte hans underfulde kraft, som befriede dem fra fjendens tyranni. 43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne, gjorde mægtige undere på Zoans slette. 44 Han forvandlede floderne til blod, så vandet ikke kunne drikkes. 45 Han sendte insekter, som stak dem, et mylder af frøer, som ødelagde deres land. 46 Han gav deres afgrøde til græshopperne, hele deres høst blev ædt op. 47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl, deres figentræer med den iskolde regn. 48 Deres kvæg bukkede under for haglene, deres får blev ramt af lynene. 49 Han udøste sin vrede over dem, sendte ødelæggelsen ind over dem. 50 Han gav sin vrede frit løb og sparede ikke egypternes liv, men gjorde dem til ofre for de mange plager. 51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte, symbolet på hver eneste families frugtbarhed. 52 Men han førte sit eget folk i frihed, ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen. 53 Han ledte dem frem i sikkerhed, mens deres fjender blev begravet i havet. 54 Han førte dem til det forjættede land, det bjergland, han havde lovet at give dem. 55 Han drev folkeslag bort foran dem, han uddelte landet til dem ved lodkastning, så Israels stammer kunne bosætte sig der. 56 Men de trodsede igen den almægtige Gud, de adlød ikke hans befalinger. 57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort, de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv. 58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder, æggede ham med deres offerhøje. 59 Gud så deres opførsel og blev meget vred, han følte en stærk lede ved sit folk. 60 Han forlod sin helligdom i Shilo, hvor han havde lovet at bo blandt sit folk. 61 Han tillod, at arken blev taget som bytte, overgav symbolet på sin herlighed til fjenden. 62 Han lod mange blive dræbt i krig, for han var vred på sit udvalgte folk. 63 De tapre krigere døde i deres ungdom, de unge piger havde ingen at gifte sig med. 64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater, enkerne fik ikke lov at synge klagesange. 65 Da rejste Herren sig som af søvne, som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke. 66 Han drev fjenderne på flugt, voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt. 67 Men han forkastede Efraims krigere, de der var efterkommere af Josef. 68 I stedet valgte han Judas stamme, og besluttede sig for Zions bjerg. 69 Dér byggede han sin prægtige helligdom på et fundament, som varer til evig tid. 70 Han udvalgte sin tjener David, som ikke var andet end en fårehyrde. 71 Han fjernede ham fra faderens får og gjorde ham til konge i Israel, til hyrde for sit udvalgte folk. 72 David blev en god og retfærdig konge, han ledte folket med kyndig hånd.

Bibelen på hverdagsdansk TM (The Bible in Everyday Danish TM) Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc. Used with permission. All rights reserved worldwide. “Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.

English Standard Version

Tell the Coming Generation

1 A Maskil* of Asaph. Give ear, O my people, to my teaching; incline your ears to the words of my mouth! 2 I will open my mouth in a parable; I will utter dark sayings from of old, 3 things that we have heard and known, that our fathers have told us. 4 We will not hide them from their children, but tell to the coming generation the glorious deeds of the Lord, and his might, and the wonders that he has done. 5 He established a testimony in Jacob and appointed a law in Israel, which he commanded our fathers to teach to their children, 6 that the next generation might know them, the children yet unborn, and arise and tell them to their children, 7 so that they should set their hope in God and not forget the works of God, but keep his commandments; 8 and that they should not be like their fathers, a stubborn and rebellious generation, a generation whose heart was not steadfast, whose spirit was not faithful to God. 9 The Ephraimites, armed with* the bow, turned back on the day of battle. 10 They did not keep God’s covenant, but refused to walk according to his law. 11 They forgot his works and the wonders that he had shown them. 12 In the sight of their fathers he performed wonders in the land of Egypt, in the fields of Zoan. 13 He divided the sea and let them pass through it, and made the waters stand like a heap. 14 In the daytime he led them with a cloud, and all the night with a fiery light. 15 He split rocks in the wilderness and gave them drink abundantly as from the deep. 16 He made streams come out of the rock and caused waters to flow down like rivers. 17 Yet they sinned still more against him, rebelling against the Most High in the desert. 18 They tested God in their heart by demanding the food they craved. 19 They spoke against God, saying, “Can God spread a table in the wilderness? 20 He struck the rock so that water gushed out and streams overflowed. Can he also give bread or provide meat for his people?” 21 Therefore, when the Lord heard, he was full of wrath; a fire was kindled against Jacob; his anger rose against Israel, 22 because they did not believe in God and did not trust his saving power. 23 Yet he commanded the skies above and opened the doors of heaven, 24 and he rained down on them manna to eat and gave them the grain of heaven. 25 Man ate of the bread of the angels; he sent them food in abundance. 26 He caused the east wind to blow in the heavens, and by his power he led out the south wind; 27 he rained meat on them like dust, winged birds like the sand of the seas; 28 he let them fall in the midst of their camp, all around their dwellings. 29 And they ate and were well filled, for he gave them what they craved. 30 But before they had satisfied their craving, while the food was still in their mouths, 31 the anger of God rose against them, and he killed the strongest of them and laid low the young men of Israel. 32 In spite of all this, they still sinned; despite his wonders, they did not believe. 33 So he made their days vanish like* a breath,* and their years in terror. 34 When he killed them, they sought him; they repented and sought God earnestly. 35 They remembered that God was their rock, the Most High God their redeemer. 36 But they flattered him with their mouths; they lied to him with their tongues. 37 Their heart was not steadfast toward him; they were not faithful to his covenant. 38 Yet he, being compassionate, atoned for their iniquity and did not destroy them; he restrained his anger often and did not stir up all his wrath. 39 He remembered that they were but flesh, a wind that passes and comes not again. 40 How often they rebelled against him in the wilderness and grieved him in the desert! 41 They tested God again and again and provoked the Holy One of Israel. 42 They did not remember his power* or the day when he redeemed them from the foe, 43 when he performed his signs in Egypt and his marvels in the fields of Zoan. 44 He turned their rivers to blood, so that they could not drink of their streams. 45 He sent among them swarms of flies, which devoured them, and frogs, which destroyed them. 46 He gave their crops to the destroying locust and the fruit of their labor to the locust. 47 He destroyed their vines with hail and their sycamores with frost. 48 He gave over their cattle to the hail and their flocks to thunderbolts. 49 He let loose on them his burning anger, wrath, indignation, and distress, a company of destroying angels. 50 He made a path for his anger; he did not spare them from death, but gave their lives over to the plague. 51 He struck down every firstborn in Egypt, the firstfruits of their strength in the tents of Ham. 52 Then he led out his people like sheep and guided them in the wilderness like a flock. 53 He led them in safety, so that they were not afraid, but the sea overwhelmed their enemies. 54 And he brought them to his holy land, to the mountain which his right hand had won. 55 He drove out nations before them; he apportioned them for a possession and settled the tribes of Israel in their tents. 56 Yet they tested and rebelled against the Most High God and did not keep his testimonies, 57 but turned away and acted treacherously like their fathers; they twisted like a deceitful bow. 58 For they provoked him to anger with their high places; they moved him to jealousy with their idols. 59 When God heard, he was full of wrath, and he utterly rejected Israel. 60 He forsook his dwelling at Shiloh, the tent where he dwelt among mankind, 61 and delivered his power to captivity, his glory to the hand of the foe. 62 He gave his people over to the sword and vented his wrath on his heritage. 63 Fire devoured their young men, and their young women had no marriage song. 64 Their priests fell by the sword, and their widows made no lamentation. 65 Then the Lord awoke as from sleep, like a strong man shouting because of wine. 66 And he put his adversaries to rout; he put them to everlasting shame. 67 He rejected the tent of Joseph; he did not choose the tribe of Ephraim, 68 but he chose the tribe of Judah, Mount Zion, which he loves. 69 He built his sanctuary like the high heavens, like the earth, which he has founded forever. 70 He chose David his servant and took him from the sheepfolds; 71 from following the nursing ewes he brought him to shepherd Jacob his people, Israel his inheritance. 72 With upright heart he shepherded them and guided them with his skillful hand.