Hiob 30 | Bibelen på hverdagsdansk

Jobs nuværende elendighed

1 Men ak, nu er jeg til grin for de unge, hvis fædre var samfundets udskud. Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde, end jeg plejede at have for dem. 2 De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde, havde hverken energi eller kræfter til noget som helst. 3 De var udtærede af sult og søgte efter føde i ødemarken. 4 De levede af planter fra vildmarken, og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.* 5 De var udstødt af samfundet, hængt ud som tyveknægte. 6 De holdt til i de stejle kløfter og i vildmarkens klippehuler. 7 De brølede som dyr i buskene og søgte ly i tornekrattet. 8 De var samfundets udskud, blev ikke regnet for noget som helst. 9 Og nu håner deres børn mig! De synger spotteviser om mig. 10 De afskyr mig og holder sig på afstand, alt imens de spytter efter mig. 11 Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt, mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst. 12 De angriber mig fra alle sider og generer mig på alle måder. 13 De spærrer vejen for mig og ødelægger mit liv totalt, uden at nogen hindrer dem. 14 De myldrer imod mig som fjender, der er trængt igennem fæstningsmuren. 15 Jeg lever i konstant rædsel og frygt. Min anseelse er borte med blæsten, min værdighed forsvundet som en sky. 16 Mit hjerte er knust af sorg, min sjæl tynges ned af depression. 17 Natten gnaver i mine knogler, jeg kan ikke sove for smerter. 18 Du lagde din stærke hånd på mig, Gud, du greb mig i kraven. 19 Du kastede mig ud som affald, og her sidder jeg i støv og aske. 20 Jeg råbte til dig om hjælp, men du svarede mig ikke. Jeg bad til dig, men du hørte mig ikke. 21 Du behandlede mig grusomt, slog mig med din vældige magt. 22 Du slyngede mig ud i en voldsom vind, jeg blev kastebold for stormen. 23 Du førte mig til gravens rand, hvor jeg ved, at alt levende skal ende. 24 Råber man ikke om hjælp, når man er i nød? Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet? 25 Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke? Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød? 26 Jeg forventede et lykkeligt liv, men blev overvældet af ulykke. Jeg glædede mig til en lys fremtid, men endte i et kulsort mørke. 27 Smerterne piner min sjæl og min krop, lidelserne fylder min dag og mine tanker. 28 Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin, jeg klager min nød for mine venner. 29 Jeg hyler som en sjakal over min smerte, jamrer som en struds i min nød. 30 Min hud er blevet mørk og skaller af, min krop fortæres af feber. 31 Lyren bliver kun brugt til klagesange, fløjten spiller kun sørgelige strofer.

English Standard Version

1 “But now they laugh at me, men who are younger than I, whose fathers I would have disdained to set with the dogs of my flock. 2 What could I gain from the strength of their hands, men whose vigor is gone? 3 Through want and hard hunger they gnaw the dry ground by night in waste and desolation; 4 they pick saltwort and the leaves of bushes, and the roots of the broom tree for their food.* 5 They are driven out from human company; they shout after them as after a thief. 6 In the gullies of the torrents they must dwell, in holes of the earth and of the rocks. 7 Among the bushes they bray; under the nettles they huddle together. 8 A senseless, a nameless brood, they have been whipped out of the land. 9 “And now I have become their song; I am a byword to them. 10 They abhor me; they keep aloof from me; they do not hesitate to spit at the sight of me. 11 Because God has loosed my cord and humbled me, they have cast off restraint* in my presence. 12 On my right hand the rabble rise; they push away my feet; they cast up against me their ways of destruction. 13 They break up my path; they promote my calamity; they need no one to help them. 14 As through a wide breach they come; amid the crash they roll on. 15 Terrors are turned upon me; my honor is pursued as by the wind, and my prosperity has passed away like a cloud. 16 “And now my soul is poured out within me; days of affliction have taken hold of me. 17 The night racks my bones, and the pain that gnaws me takes no rest. 18 With great force my garment is disfigured; it binds me about like the collar of my tunic. 19 God* has cast me into the mire, and I have become like dust and ashes. 20 I cry to you for help and you do not answer me; I stand, and you only look at me. 21 You have turned cruel to me; with the might of your hand you persecute me. 22 You lift me up on the wind; you make me ride on it, and you toss me about in the roar of the storm. 23 For I know that you will bring me to death and to the house appointed for all living. 24 “Yet does not one in a heap of ruins stretch out his hand, and in his disaster cry for help?* 25 Did not I weep for him whose day was hard? Was not my soul grieved for the needy? 26 But when I hoped for good, evil came, and when I waited for light, darkness came. 27 My inward parts are in turmoil and never still; days of affliction come to meet me. 28 I go about darkened, but not by the sun; I stand up in the assembly and cry for help. 29 I am a brother of jackals and a companion of ostriches. 30 My skin turns black and falls from me, and my bones burn with heat. 31 My lyre is turned to mourning, and my pipe to the voice of those who weep.

Hiob 30 | Bibelen på hverdagsdansk English Standard Version

Jobs nuværende elendighed