1Und der Engel des HERRN kam von Gilgal herauf nach Bochim und sprach: Ich habe euch aus Ägypten heraufgeführt und euch in das Land gebracht, das ich euren Vätern zugeschworen habe; und ich sagte: Ich will meinen Bund mit euch nicht aufheben ewiglich! (1Mo 17,7; 1Mo 22,11; Jos 23,3; Ri 2,5; Ri 6,12; Ps 89,35)2Ihr aber sollt mit den Einwohnern dieses Landes keinen Bund machen, sondern ihre Altäre niederreißen. Aber ihr habt meiner Stimme nicht gehorcht! Warum habt ihr das getan? (2Mo 34,12; 5Mo 7,2; Ri 2,20; Ps 106,34)3So habe ich nun auch gesagt: Ich will sie nicht vor euch vertreiben, damit sie euch zu Fangnetzen und ihre Götter euch zum Fallstrick werden! (2Mo 23,33; 4Mo 33,55; Jos 23,13; Ps 106,36)4Als nun der Engel des HERRN diese Worte zu allen Kindern Israels redete, da erhob das Volk seine Stimme und weinte. (Esr 10,1; Spr 15,31; Spr 27,5; 2Kor 7,10)5Daher nannten sie den Ort Bochim; und sie brachten dort dem HERRN Opfer dar. (1Mo 35,8; Ri 6,24; 1Sam 7,9)
Ungehorsam und Niederlagen der neuen Generation. Die Richter
6Als nämlich Josua das Volk entlassen hatte, zogen die Kinder Israels jeder in sein Erbteil, um das Land in Besitz zu nehmen. (Jos 22,6)7Und das Volk diente dem HERRN, solange Josua lebte und solange die Ältesten da waren, die Josua überlebten, welche alle die großen Werke des HERRN gesehen hatten, die er an Israel getan hatte. (Jos 24,16; Jos 24,31)8Als aber Josua, der Sohn Nuns, der Knecht des HERRN, im Alter von 110 Jahren gestorben war, (Jos 24,29)9da begruben sie ihn im Gebiet seines Erbteils, in Timnat-Heres, auf dem Bergland Ephraim, nördlich vom Berg Gaasch. (Jos 24,30)10Und als auch jene ganze Generation zu ihren Vätern versammelt war, kam eine andere Generation nach ihnen auf, die den HERRN nicht kannte, noch die Werke, die er an Israel getan hatte. (Ri 2,7; 1Sam 2,12; 2Sam 7,12; 1Chr 28,9; Hos 4,1; 2Thess 1,8; Tit 1,16)11Da taten die Kinder Israels, was böse war in den Augen des HERRN, und sie dienten den Baalen; (4Mo 25,3; Ri 2,3; Ri 3,7; Ri 4,1; Ri 6,1; 2Kön 1,1; Eph 5,10; Kol 1,10)12und sie verließen den HERRN, den Gott ihrer Väter, der sie aus dem Land Ägypten herausgeführt hatte, und folgten anderen Göttern nach, von den Göttern der Völker, die um sie her wohnten, und beteten sie an und erzürnten den HERRN; (5Mo 6,12; 5Mo 6,15; 5Mo 31,16)13denn sie verließen den HERRN und dienten dem Baal und den Astarten. (Ri 2,11; 2Kön 23,13; 1Kor 10,21)14Da entbrannte der Zorn des HERRN über Israel, und er gab sie in die Hand von Räubern, die sie beraubten; und er verkaufte sie in die Hand ihrer Feinde ringsum, sodass sie vor ihren Feinden nicht mehr bestehen konnten. (5Mo 28,25; Jos 7,12; 2Kön 13,3; Hi 4,9; Ps 41,12)15Überall, wohin sie zogen, war die Hand des HERRN gegen sie zum Unheil, wie der HERR es ihnen gesagt und wie der HERR es ihnen geschworen hatte; so wurden sie hart bedrängt. (3Mo 26,17; 5Mo 28,15; Ri 10,9)16Doch erweckte der HERR Richter, die sie aus den Händen derer retteten, die sie beraubten. (Ri 2,18; Ri 3,10; Rut 1,1; 1Sam 12,11; Neh 9,27; Ps 106,43; Apg 13,20)17Aber auch ihren Richtern gehorchten sie nicht, sondern sie hurten mit anderen Göttern und beteten sie an und wichen bald ab von dem Weg, auf dem ihre Väter im Gehorsam gegen die Gebote des HERRN gegangen waren; sie handelten nicht ebenso. (2Mo 32,8; 2Mo 34,15; 2Chr 36,16; Ps 81,12; Jer 3,6; Jer 6,16)18Wenn aber der HERR ihnen Richter erweckte, so war der HERR mit dem Richter und errettete sie aus der Hand ihrer Feinde, solange der Richter lebte; denn der HERR hatte Mitleid wegen ihrer Wehklage über ihre Bedränger und Unterdrücker. (2Mo 2,24; 5Mo 30,3; Jos 1,5; Ps 103,13; Hos 11,8)19Wenn aber der Richter starb, so handelten sie wiederum verderblich, mehr als ihre Väter, indem sie anderen Göttern nachfolgten, um ihnen zu dienen und sie anzubeten; sie ließen nicht ab von ihrem Treiben und ihrem halsstarrigen Wandel. (Ri 3,12; Ri 4,1; Ri 8,33; Jer 16,12; Apg 7,51)20Darum entbrannte der Zorn des HERRN über Israel, und er sprach: Weil dieses Volk meinen Bund übertreten hat, den ich ihren Vätern geboten habe, und sie meiner Stimme nicht folgen, (Jos 23,16; Ri 2,14; Ps 78,10)21so will auch ich in Zukunft niemand mehr von den Völkern, die Josua bei seinem Tod übrig gelassen hat, vor ihnen vertreiben, (Jos 23,13)22damit ich Israel durch sie prüfe, ob sie den Weg des HERRN bewahren und darin wandeln werden, wie ihre Väter ihn bewahrten, oder nicht! (5Mo 8,2; Ri 2,7; Ri 3,1; Ri 3,4; 2Chr 32,31; Ps 66,10)23So ließ der HERR diese Völker verbleiben und vertrieb sie nicht schnell aus ihrem Besitz, wie er sie auch nicht in die Hand Josuas gegeben hatte. (Ri 2,3)
1Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer.2I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten?3Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”4Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd,5og derfor kaldte man det sted for Bokim.[1] Derefter bragte de ofre til Herren.6Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig.7I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel.8Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år9og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Ga’ashbjerget.10Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel,11og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne.12-13De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede.14Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land.15Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød.16Så greb Herren ind og gav dem ledere—de såkaldte dommere—der skulle redde dem fra deres fjender.17Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud.18Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne.19Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.20Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger,21vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde.22I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”23Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.