Josua 14

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Das ist es aber, was die Söhne Israels im Land Kanaan als Erbe erhielten, was Eleasar, der Priester, und Josua, der Sohn Nuns, und die Familienhäupter aus den Stämmen der Söhne Israels unter sie ausgeteilt haben, (4Mo 32,28; 4Mo 34,17; Jos 11,23; Ps 16,6; Ps 136,21)2 als sie es durch das Los unter sie teilten, wie es der HERR durch Mose geboten hatte in Bezug auf die neun Stämme und den halben Stamm. (4Mo 26,55; 4Mo 33,54; 4Mo 34,13)3 Denn den zwei Stämmen und dem halben Stamm hatte Mose ihr Erbteil jenseits des Jordan gegeben; den Leviten aber hatte er kein Erbteil in ihrer Mitte gegeben. (4Mo 34,14; Jos 13,8; Jos 13,14; Jos 13,33)4 Denn die Söhne Josephs bildeten zwei Stämme, Manasse und Ephraim. Den Leviten aber gab man keinen Teil am Landbesitz, sondern nur Städte, in denen sie wohnen konnten, und deren Weideplätze für ihr Vieh, das sie besaßen. (1Mo 48,5; 4Mo 35,2; Jos 21,2; 1Chr 5,1; 1Chr 5,2)5 Wie es der HERR dem Mose geboten hatte, so machten es die Söhne Israels und verteilten das Land. (4Mo 34,13)6 Da traten die Söhne Judas vor Josua in Gilgal, und Kaleb, der Sohn Jephunnes, der Kenisiter, sprach zu ihm: Du weißt, was der HERR zu Mose, dem Mann Gottes, meinet- und deinetwegen in Kadesch-Barnea gesagt hat. (4Mo 13,6; 4Mo 13,26; 4Mo 14,24; 4Mo 32,12; 5Mo 1,36; 5Mo 33,1; 1Chr 23,14; Ps 90,1)7 Ich war 40 Jahre alt, als mich Mose, der Knecht des HERRN, von Kadesch-Barnea aussandte, das Land auszukundschaften, und ich brachte ihm Bericht, so wie es mir ums Herz war. (4Mo 13,30; 4Mo 14,6)8 Aber meine Brüder, die mit mir hinaufgezogen waren, machten dem Volk das Herz verzagt; ich aber folgte dem HERRN, meinem Gott, ganz nach. (2Mo 23,2; 4Mo 13,31; 4Mo 14,1; 4Mo 14,24; 5Mo 1,36; Ps 1,1; Mt 7,13)9 Da schwor mir Mose an jenem Tag und sprach: »Das Land, auf das du mit deinem Fuß getreten bist, soll dein Erbteil sein und das deiner Kinder auf ewig, denn du bist dem HERRN, meinem Gott, ganz nachgefolgt!« (Jos 1,3; Ps 37,9)10 Und nun, siehe, der HERR hat mich leben lassen, wie er es mir zugesagt hatte. Und es sind nunmehr 45 Jahre, seit der HERR dies zu Mose sagte, als Israel in der Wüste wanderte. Und nun siehe, ich bin heute 85 Jahre alt, (4Mo 14,30; 4Mo 14,33; Jos 11,18; Jos 24,29)11 und ich bin noch heute so stark, wie ich war an dem Tag, als mich Mose aussandte; wie meine Kraft damals war, so ist sie auch jetzt, zu kämpfen und aus- und einzuziehen. (2Mo 17,9; 5Mo 31,7; 5Mo 33,25; Ps 103,5; Jes 40,31)12 Und nun, so gib mir dieses Bergland, von dem der HERR geredet hat an jenem Tag; denn du hast an jenem Tag gehört, dass die Enakiter darauf wohnen und dass es große und feste Städte hat; vielleicht wird der HERR mit mir sein, dass ich sie vertreibe, so wie der HERR geredet hat! (4Mo 13,28; 4Mo 13,33; 5Mo 9,1; Jos 1,5; Jos 1,9; 1Sam 14,6; 2Chr 14,10; Ps 44,4; Röm 8,31)13 Da segnete ihn Josua und gab Kaleb, dem Sohn des Jephunne, Hebron als Erbteil. (Jos 15,13; Jos 22,6; Ri 1,20)14 Daher wurde Hebron das Erbteil Kalebs, des Sohnes Jephunnes, des Kenisiters, bis zu diesem Tag, weil er dem HERRN, dem Gott Israels, gänzlich nachgefolgt war. (Jos 14,9; 1Kor 15,58)15 Aber Hebron hieß vor Zeiten »Stadt Arbas«. Der war der größte Mann unter den Enakitern. — Und das Land ruhte aus vom Krieg. (1Mo 23,2; Jos 11,23; Jos 15,13)

Josua 14

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Det følgende er de landområder, israelitterne fik i Kana’an. Det var Josva og præsten Eleazar, der sammen med stammernes overhoveder fordelte dem2 ved lodtrækning imellem de resterende ni en halv stammer, sådan som Herren havde befalet Moses.3-4 Området øst for Jordanfloden havde Moses allerede fordelt imellem de to en halv stammer. Josefs efterkommere udgjorde på det tidspunkt to stammer, Manasses stamme og Efraims stamme. Levitterne fik ingen jord, kun nogle byer at bo i og de omliggende græsmarker til deres hornkvæg og småkvæg.5 Fordelingen af landet var således helt i overensstemmelse med de retningslinier, Herren havde givet Moses.6 En delegation fra Judas stamme kom under Kalebs ledelse til Josva i Gilgal. „Husker du, hvad Herren sagde til Moses om os to, mens vi endnu var i Kadesh-Barnea?” spurgte Kaleb.7 „Jeg var 40 år gammel, dengang Moses sendte os fra Kadesh-Barnea ind i Kana’an for at udspionere landet. Da vi kom tilbage, aflagde jeg rapport til ham efter bedste overbevisning.8 Den rapport, som de andre spioner aflagde, gjorde imidlertid folket bange, så de ikke havde mod til at indtage landet. Men jeg stolede på Herren min Gud af hele mit hjerte.9 Den dag lovede Moses mig: ‚Den del af Kana’ans land, som du har været inde i, skal altid tilhøre dig og dine efterkommere, fordi du har vist Herren fuld lydighed.’ ”10 „Nu er jeg 85 år gammel,” fortsatte Kaleb, „og i de 45 år, der er gået, siden Herren talte til Moses om det her, har Herren bevaret mig gennem alt, inklusive den lange ørkenvandring.11 I dag er jeg lige så stærk som dengang, Moses sendte os ind i landet. Jeg har den samme livskraft og kan stadig håndtere mine våben.12 Derfor vil jeg anmode dig om at overdrage mig det højland, som Herren lovede mig. Du husker nok, at anakitterne bor der i store befæstede byer. Men ved Herrens hjælp skal jeg nok få jaget dem bort, som han lovede.”13 Så velsignede Josva ham, og han gav ham højsletten med Hebron som arvelod.14 Sådan kom Hebron til at tilhøre Kalebs slægt, og det gør den stadig, fordi han viste Herren fuld lydighed.15 Hebron blev tidligere kaldt Kirjat-Arba efter Arba, som var den største af de anakitiske kæmper. Josva førte nu ikke flere krige.