David wird König von ganz Israel und zieht nach Jerusalem
1Und alle Stämme Israels kamen zu David nach Hebron und sprachen: Siehe, wir sind dein Gebein und dein Fleisch! (5Mo 17,15; Ri 9,2; 2Sam 19,13; 1Chr 11,1; 1Chr 12,23; Ps 18,44; Spr 16,7)2Schon früher, als Saul noch König über uns war, warst du es, der Israel aus- und einführte. Und der HERR hat zu dir gesagt: Du sollst mein Volk Israel weiden, und du sollst Fürst sein über Israel! (1Sam 13,14; 1Sam 18,16; 2Sam 7,8; Ps 78,71; Jes 55,4)3Und alle Ältesten Israels kamen zu dem König nach Hebron. Und der König David machte mit ihnen einen Bund in Hebron vor dem HERRN. Und sie salbten David zum König über Israel. (1Sam 16,3; 1Sam 16,13; 1Sam 23,18; 2Sam 2,4; 2Kön 11,17; Ps 2,6)4David war 30 Jahre alt, als er König wurde, und er regierte 40 Jahre lang. (1Chr 29,27; Lk 3,23)5In Hebron regierte er über Juda sieben Jahre und sechs Monate; aber in Jerusalem regierte er über ganz Israel und Juda 33 Jahre. (2Sam 2,11; 1Kön 2,11; 1Chr 3,4)6Und der König zog mit seinen Männern nach Jerusalem gegen die Jebusiter, die im Land wohnten. Die aber sprachen zu David und sagten: Du wirst hier nicht hereinkommen, sondern die Blinden und die Lahmen werden dich vertreiben! Denn sie dachten: David kann nicht hier hereinkommen! (Jos 15,63; Ri 1,21; Mt 12,22)7Aber David nahm die Burg Zion ein; das ist die Stadt Davids. (2Sam 6,10; 1Kön 2,10; 1Kön 8,1; 1Kön 11,43)8Und David sprach an jenem Tag: Wer die Jebusiter schlägt und die Wasserleitung erreicht und die Lahmen und Blinden, denen die Seele Davids feind ist, [dem wird eine Belohnung zuteil].[1] Daher sagt man: »Es darf kein Blinder oder Lahmer ins Haus kommen!« (3Mo 21,18; 1Chr 11,6; Mt 21,14)9Und David wohnte in der Burg und nannte sie »Stadt Davids«. Und David baute ringsum vom Millo an einwärts. (2Sam 5,7; 1Kön 9,15; 2Chr 32,5)10Und David wurde immer mächtiger, und der HERR, der Gott der Heerscharen, war mit ihm. (1Mo 39,2; 1Mo 39,21; 1Mo 39,23; 1Sam 18,14; 1Sam 18,28; 2Kön 18,7; Hi 17,9; Spr 4,18)11Und Hiram, der König von Tyrus, sandte Boten zu David und Zedernstämme und Zimmerleute und Maurer, und sie bauten David ein Haus. (1Kön 5,1; 1Chr 14,1)12Und David erkannte, dass der HERR ihn zum König über Israel bestätigt und sein Königreich zu Ansehen gebracht hatte um seines Volkes Israel willen. (2Sam 7,16; 1Kön 10,9; 1Chr 14,2; Est 4,14)13Und David nahm sich noch mehr Nebenfrauen und Frauen aus Jerusalem, nachdem er von Hebron gekommen war, und es wurden ihm noch mehr Söhne und Töchter geboren. (5Mo 17,17)14Und dies sind die Namen derer, die ihm in Jerusalem geboren wurden: Schammua, Schobab, Nathan und Salomo; (2Sam 12,24; 1Chr 3,5; 1Chr 14,4; Mt 1,6; Lk 3,31)15Jibschar, Elischua, Nepheg und Japhija; (1Chr 3,6; 1Chr 14,6)16Elischama, Eljada und Eliphelet. (1Chr 3,7; 1Chr 14,7)
Doppelter Sieg Davids über die Philister
17Als aber die Philister hörten, dass man David zum König über Israel gesalbt hatte, da zogen sie alle herauf, um David herauszufordern. Als David dies erfuhr, zog er zur Bergfeste hinab. (1Sam 22,1; 2Sam 23,14; Ps 91,2)18Die Philister aber waren gekommen und breiteten sich aus im Tal der Rephaiter. (Jos 15,8; 1Chr 11,15)19Und David befragte den HERRN und sprach: Soll ich gegen die Philister hinaufziehen? Und willst du sie in meine Hand geben? Und der HERR sprach zu David: Ziehe hinauf, denn ich werde die Philister gewiss in deine Hand geben! (1Sam 28,6; 1Sam 30,8; 2Sam 2,1; Spr 3,6; Röm 12,2; Eph 5,17)20Und David kam nach Baal-Perazim; und David schlug sie dort und sprach: Der HERR hat meine Feinde vor mir zerrissen, wie das Wasser [einen Damm] zerreißt! Daher nannte man jenen Ort Baal-Perazim. (5Mo 7,5; 5Mo 7,25; 1Chr 14,12; Ps 58,8; Jes 28,21)21Und sie ließen ihre Götzen dort; David aber und seine Männer nahmen sie weg. (5Mo 7,5; 5Mo 7,25; 1Chr 14,12; Jer 43,12)22Aber die Philister zogen nochmals herauf und breiteten sich aus im Tal der Rephaiter. (1Kön 20,22; 1Chr 14,13)23Und David befragte den HERRN. Da sprach er: Ziehe nicht hinauf, sondern umgehe sie und falle ihnen in den Rücken, dass du von den Balsambäumen her an sie herankommst. (Jos 8,2; Jos 8,7; 2Sam 5,19)24Und wenn du in den Wipfeln der Balsambäume das Geräusch eines Einherschreitens hören wirst, dann beeile dich; denn dann ist der HERR vor dir hergezogen, um das Heer der Philister zu schlagen! (Ri 4,14; 2Kön 7,6; 1Chr 14,14)25Und David machte es so, wie es der HERR ihm geboten hatte, und er schlug die Philister von Geba an bis man nach Geser kommt. (Jos 10,32; Jos 18,24; Ps 32,8)
1Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de.2„Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.”3Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.4(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år.5I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der. „Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!”7-9Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.10I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.11Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham.12Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre.14Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon,15Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia,16Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg.18Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.19Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?” Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”20Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[1]21De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.22Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen.23David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[2]24Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”25David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.