2.Mose 17

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Und die ganze Gemeinde der Kinder Israels zog aus der Wüste Sin ihre Tagereisen, nach dem Befehl des HERRN, und sie lagerte sich in Rephidim; aber da hatte das Volk kein Wasser zu trinken. (2Mo 16,1; 4Mo 33,12)2 Darum stritt das Volk mit Mose, und sie sprachen: Gebt uns Wasser, dass wir trinken! Mose sprach zu ihnen: Was streitet ihr mit mir? Warum versucht ihr den HERRN? (2Mo 17,7; 5Mo 6,16; Ps 78,18; Ps 78,41; Ps 95,8)3 Als nun das Volk dort nach Wasser dürstete, da murrten sie gegen Mose und sprachen: Warum hast du uns aus Ägypten heraufgeführt, um uns und unsere Kinder und unser Vieh vor Durst sterben zu lassen? (2Mo 14,11; 2Mo 16,2)4 Da schrie Mose zum HERRN und sprach: Was soll ich mit diesem Volk tun? Es fehlt nicht viel, und sie werden mich noch steinigen! (4Mo 14,10; 4Mo 16,19; 1Sam 30,6; Ps 50,15; Ps 99,6; Joh 8,59; Joh 10,31; Apg 7,57; Apg 14,19)5 Und der HERR sprach zu Mose: Tritt hin vor das Volk und nimm etliche Älteste von Israel mit dir und nimm den Stab in deine Hand, mit dem du den Nil geschlagen hast, und geh hin. (2Mo 7,20; 4Mo 20,8)6 Siehe, ich will dort vor dir auf dem Felsen am Horeb stehen; und du sollst den Felsen schlagen, und es wird Wasser herauslaufen, damit das Volk zu trinken hat. Und Mose tat dies vor den Augen der Ältesten Israels. (5Mo 8,15; Neh 9,15; Ps 105,41)7 Da gab man dem Ort den Namen Massa und Meriba, wegen der Herausforderung der Kinder Israels, und weil sie den HERRN versucht und gesagt hatten: Ist der HERR in unserer Mitte oder nicht? (1Mo 28,16; 5Mo 4,7; Jos 22,31; Ps 95,8; Jes 12,6; Mi 3,11)8 Da kam Amalek und kämpfte gegen Israel in Rephidim. (1Mo 36,12; 1Mo 36,16; 1Chr 4,43)9 Und Mose sprach zu Josua[1]: Erwähle uns Männer und zieh aus, kämpfe gegen Amalek! Morgen will ich auf der Spitze des Hügels stehen, mit dem Stab Gottes in meiner Hand. (2Mo 4,20; 2Mo 33,11; 4Mo 13,8; 4Mo 13,16; Ri 7,4)10 Und Josua machte es so, wie Mose ihm sagte, und er kämpfte gegen Amalek. Mose aber und Aaron und Hur stiegen auf die Spitze des Hügels. (2Mo 24,14)11 Und es geschah, solange Mose seine Hand aufhob, hatte Israel die Oberhand; wenn er aber seine Hand sinken ließ, hatte Amalek die Oberhand. (Ps 44,5; Lk 18,11; Röm 15,30; Jak 5,16)12 Aber die Hände Moses wurden schwer, darum nahmen sie einen Stein und legten den unter ihn, und er setzte sich darauf. Aaron aber und Hur stützten seine Hände, auf jeder Seite einer. So blieben seine Hände fest, bis die Sonne unterging. (Jos 8,26; Ps 69,4; Mt 26,40)13 Und Josua überwältigte Amalek und sein Volk mit der Schärfe des Schwertes. (Jos 10,28; Jos 10,32; Jos 10,37; Jos 10,42; Jos 11,12)14 Da sprach der HERR zu Mose: Schreibe das zum Gedenken in ein Buch und präge es den Ohren Josuas ein: Ich will das Andenken Amaleks ganz und gar austilgen unter dem Himmel! (4Mo 24,20; 5Mo 25,19)15 Und Mose baute einen Altar und nannte ihn »Der HERR ist mein Kriegsbanner«. (Ps 60,6; Jes 11,10; Jes 18,3; Jes 49,22)16 Und er sprach: Weil eine Hand [zum Schwur erhoben] ist auf dem Thron des HERRN, soll der Krieg des HERRN gegen Amalek währen von Geschlecht zu Geschlecht! (Hi 15,25; Jes 22,14; Jer 3,17; Jer 17,12; Sach 2,8; Mt 18,6)

2.Mose 17

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 På Herrens befaling forlod Israels folk nu Sins ørken og flyttede fra sted til sted. På et tidspunkt kom de til Refidim, men der var intet vand der.2 Igen klagede folket til Moses. „Giv os vand!” forlangte de. „Hvorfor anklager I mig!” spurgte Moses. „Hvorfor udfordrer I Guds tålmodighed?”3 Men folket led af tørst, så de blev ved at klage: „Hvorfor førte du os ud af Egypten? Var det, for at vi skulle dø af tørst sammen med vores familier og husdyr?”4 Da bad Moses til Herren: „Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er jo lige ved at stene mig!”5 Herren svarede: „Tag nogle af Israels ledere med dig og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så.6 Jeg vil stå foran dig på klippen ved Horebs bjerg. Og når du slår på klippen, vil der strømme vand ud af den, så alle kan få noget at drikke.” Det gjorde Moses så for øjnene af Israels ledere, og vandet strømmede frem.7 Moses gav derfor det pågældende sted navnet Massa,[1] men det blev også kaldt Meriba, for det var her, Israels folk skændtes med Herren og provokerede ham ved at sige: „Vil Herren sørge for os—eller vil han ikke?”8 Mens israelitterne opholdt sig ved Refidim, gjorde nogle amalekitiske krigere sig klar til at angribe dem.9 Moses sagde da til Josva: „Udvælg dig nogle mænd og gå i morgen imod amalekitterne. Jeg stiller mig oppe på toppen af højen med Guds stav i hånden.”10 Så rykkede Josva ud for at kæmpe imod amalekitterne. Og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen.11 Så længe Moses løftede hænderne med staven op i luften, fik israelitterne overtaget, men så snart han sænkede hænderne for at hvile, fik amalekitterne overtaget.12 Da Moses blev træt af at holde armene i vejret, fandt Aron og Hur en sten, som han kunne sidde på, og så stillede de sig på hver sin side af Moses og holdt hans arme i vejret. På den måde var hans arme løftet lige til solnedgang.13 Sådan besejrede Josva og hans mænd amalekitternes hær.14 Derefter sagde Herren til Moses: „Nedskriv beretningen om denne begivenhed i en bog, så den altid vil huskes, og lad aldrig Josva glemme, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitterne.”15 Moses byggede et alter her, som han kaldte „Herren kæmper for mig.”[2]16 „Amalekitterne satte sig op mod Herren,” sagde Moses. „Derfor vil Herren kæmpe mod dem fra slægt til slægt.”