Israels Buße und die Hilfe des Herrn gegen die Philister
1So kamen die Leute von Kirjat-Jearim und holten die Lade des HERRN hinauf und brachten sie in das Haus Abinadabs auf dem Hügel, und sie heiligten seinen Sohn Eleasar, damit er die Lade des HERRN hütete. (2Sam 6,3; Ps 132,6)2Und von dem Tag an, da die Lade in Kirjat-Jearim blieb, verging eine lange Zeit, bis 20 Jahre um waren; und das ganze Haus Israel rief wehklagend nach dem HERRN. (Hos 5,15; Sach 12,10; Lk 15,17)3Samuel aber redete zu dem ganzen Haus Israel und sprach: Wenn ihr von ganzem Herzen zu dem HERRN zurückkehren wollt, dann tut die fremden Götter und Astarten aus eurer Mitte und richtet euer Herz zu dem HERRN und dient ihm allein, so wird er euch aus der Hand der Philister erretten! (1Mo 35,2; 5Mo 4,29; 5Mo 6,13; Jos 24,14; Ri 2,13; 1Kön 8,48; 2Chr 30,19; Hi 11,13; Ps 50,15; Spr 23,26; Jes 55,7; Kla 3,40; Joe 2,12; Mt 6,24)4Da schafften die Kinder Israels die Baale und die Astarten hinweg und dienten dem HERRN allein. (Ri 10,16)5Samuel aber sprach: Versammelt ganz Israel nach Mizpa, so will ich für euch zum HERRN beten! (Jos 18,26; 1Sam 7,16; 1Sam 10,17; 1Kön 15,22; 2Kön 25,23; Ps 99,6; Jer 15,1)6Da kamen sie zusammen nach Mizpa und schöpften Wasser und gossen es aus vor dem HERRN; und sie fasteten an jenem Tag und sprachen dort: Wir haben gegen den HERRN gesündigt! Und Samuel richtete die Kinder Israels in Mizpa. (Ri 10,10; Ri 20,26; Neh 9,1; Neh 9,2; Hi 3,24; Ps 51,6; Jer 31,9; Kla 2,19)7Als aber die Philister hörten, dass die Kinder Israels in Mizpa zusammengekommen waren, da zogen die Fürsten der Philister hinauf gegen Israel. Als die Kinder Israels dies hörten, fürchteten sie sich vor den Philistern. (2Mo 14,10)8Und die Kinder Israels sprachen zu Samuel: Lass nicht ab, für uns zu dem HERRN, unserem Gott, zu rufen, dass er uns aus der Hand der Philister errette! (1Sam 7,3; 2Kön 19,4)9Und Samuel nahm ein Milchlamm und opferte es vollständig als Brandopfer dem HERRN; und Samuel schrie zum HERRN für Israel, und der HERR erhörte ihn. (3Mo 1,10; Ps 99,6; Jak 5,16)10Es geschah nämlich, während Samuel das Brandopfer darbrachte, da näherten sich die Philister zum Kampf gegen Israel. Aber an jenem Tag donnerte der HERR mit gewaltiger Stimme gegen die Philister und verwirrte sie, sodass sie vor Israel geschlagen wurden. (Jos 10,10; Ri 4,15; 1Sam 2,10; Ps 18,15)11Da zogen die Männer Israels von Mizpa aus und jagten die Philister und schlugen sie bis unterhalb Beth-Kar. (1Sam 7,13)12Und Samuel nahm einen Stein und stellte ihn zwischen Mizpa und Schen auf, und er gab ihm den Namen Eben-Eser, und sprach: Bis hierher hat der HERR uns geholfen! (1Mo 28,18; Jos 24,26; Ps 90,1; Apg 26,22; 2Kor 1,10)13So wurden die Philister gedemütigt und kamen künftig nicht mehr in das Gebiet Israels. Und die Hand des HERRN war gegen die Philister, solange Samuel lebte. (Ri 13,1; Ri 13,5; 2Sam 8,1)14So kamen die Städte, welche die Philister von Israel weggenommen hatten, wieder an Israel, von Ekron an bis nach Gat; auch ihr [dazugehöriges] Gebiet errettete Israel aus der Hand der Philister. Und es war Friede zwischen Israel und den Amoritern. (Jos 15,45; 1Chr 18,1)15Und Samuel richtete Israel sein Leben lang; (1Sam 1,11; 1Sam 1,28; 1Kön 15,5; Ps 23,6)16und er zog Jahr für Jahr umher und machte die Runde in Bethel, Gilgal und Mizpa und richtete Israel an allen diesen Orten. (Jos 5,9)17Doch kehrte er immer wieder nach Rama zurück; denn dort war sein Haus; und er richtete Israel dort; und er baute dort dem HERRN einen Altar. (1Mo 12,7; 1Mo 13,18; 2Mo 20,24; Ri 21,4; 1Sam 1,1; 1Sam 1,19; 1Sam 8,4; 2Sam 24,25)
1.Samuel 7
Bibelen på hverdagsdansk
von Biblica1Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den.2Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.
Samuel som Israels leder
3Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”4Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Ba’al og Astarte og tilbad Herren alene.5Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”6Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.7Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.8„Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel.9Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind.10Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem.11Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs.12Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer,[1] for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”13Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede.14De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.15Samuel var Israels leder så længe han levede.16En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager.17Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.