Israel verzagt vor den Philistern. Sauls eigenmächtiges Opfer
1Saul war ein Jahr König gewesen, und nachdem er zwei Jahre über Israel regiert hatte, (Ps 65,12; Lk 13,8)2da erwählte sich Saul 3 000 Mann aus Israel, davon waren 2 000 mit Saul in Michmas und auf dem Bergland von Bethel, und 1 000 mit Jonathan in Gibea-Benjamin; das übrige Volk aber ließ er gehen, jeden in sein Zelt. (1Sam 10,5; 1Sam 10,10; 1Sam 10,26; 1Sam 13,5; 1Sam 13,16; 1Sam 13,23; 1Sam 14,5; 1Sam 14,31; Neh 11,31; Jes 10,28)3Und Jonathan schlug den Wachtposten der Philister, der bei Geba war, und die Philister hörten es. Saul aber ließ im ganzen Land das Schopharhorn blasen und sagen: Die Hebräer sollen es hören! (Jos 18,24; Ri 3,27; Ri 6,34; 2Sam 5,25)4Und ganz Israel hörte sagen: Saul hat den Philisterposten geschlagen; auch hat sich Israel bei den Philistern verhasst gemacht! Und das Volk wurde zusammengerufen, um Saul nach Gilgal zu folgen. (1Mo 34,30; 2Mo 5,21; Jos 5,9; 1Sam 10,8; 1Sam 11,14; Sach 11,8)5Die Philister versammelten sich aber, um gegen Israel zu kämpfen: 30 000 Streitwagen, 6 000 Reiter und Kriegsvolk [so zahlreich] wie der Sand am Ufer des Meeres; die zogen herauf und lagerten sich bei Michmas, östlich von Beth-Awen. (Jos 7,2; Ri 7,12; Ps 33,16; Hos 4,15)6Als nun die Männer von Israel sahen, dass sie in Not waren — denn das Volk war bedrängt —, da versteckte sich das Volk in Höhlen und Dickichten, in Felsklüften, Gewölben und Zisternen. (Ri 6,2; Ri 10,9)7Auch gingen [einige] Hebräer über den Jordan in das Land Gad und Gilead. Saul aber war noch in Gilgal; und das ganze Volk hinter ihm war verzagt. (Jos 8,11)8Und er wartete sieben Tage lang, bis zu der von Samuel bestimmten Zeit, aber Samuel kam nicht nach Gilgal. Und das Volk verließ ihn und zerstreute sich. (1Sam 10,8; Hebr 10,36)9Da sprach Saul: Bringt das Brandopfer und die Friedensopfer zu mir! Und er brachte das Brandopfer dar. (Spr 19,2; Kla 3,26; Hab 2,3; Mt 14,31)10Und es geschah, als er gerade damit fertig war, das Brandopfer darzubringen, siehe, da kam Samuel. Da ging Saul hinaus, ihm entgegen, um ihn zu grüßen. (Rut 2,4; 1Sam 15,13; Ps 129,8)11Samuel aber sprach: Was hast du getan? Saul antwortete: Als ich sah, dass das Volk mich verließ und sich zerstreute, und dass du nicht kamst zur bestimmten Zeit, und dass die Philister bei Michmas versammelt waren, (1Mo 4,10; Jos 7,19; 2Kön 5,25; 2Kor 4,18; 2Kor 5,7)12da sprach ich: Nun werden die Philister zu mir nach Gilgal herabkommen, und ich habe das Angesicht des HERRN noch nicht erbeten! Da wagte ich’s und brachte das Brandopfer dar! (1Sam 15,22; Jes 5,21; Jes 30,1)13Samuel aber sprach zu Saul: Du hast töricht gehandelt! Du hast das Gebot des HERRN, deines Gottes, das er dir geboten hat, nicht gehalten! Denn sonst hätte er jetzt dein Königtum über Israel auf ewig bestätigt; (4Mo 27,14; 1Sam 26,21; 2Chr 16,9; Mt 13,12)14nun aber wird dein Königtum keinen Bestand haben. Der HERR hat sich einen Mann nach seinem Herzen ausgesucht; dem hat der HERR geboten, über sein Volk Fürst zu sein, weil du nicht gehalten hast, was dir der HERR gebot! (1Sam 13,13; 1Sam 15,28; 1Sam 16,7; 1Sam 16,12; Offb 3,11)15Und Samuel machte sich auf und ging von Gilgal hinauf nach Gibea-Benjamin. Saul aber musterte das Volk, das [noch] bei ihm war, etwa 600 Mann. (1Sam 13,2; 1Sam 14,2)16Und Saul und sein Sohn Jonathan und das Volk, das noch bei ihm war, lagen in Gibea-Benjamin; die Philister aber hatten sich bei Michmas gelagert. (1Sam 13,2; 1Sam 13,3; Neh 11,31)17Und der Verheerungszug zog in drei Abteilungen aus dem Lager der Philister aus; die eine Abteilung nahm den Weg nach Ophra, nach dem Gebiet von Schual hin; (Jos 18,23; Jos 19,3)18die andere Abteilung aber nahm den Weg nach Beth-Horon, und die dritte den Weg zu dem Gebiet, das über das Tal Zeboim hinweg zur Wüste hinunterblickt. (Jos 10,10; Neh 11,34)19Aber im ganzen Land Israel war kein Schmied zu finden, denn die Philister hatten gesagt: Damit sich die Hebräer nicht Schwerter und Speere machen! (Ri 5,8; 2Kön 24,14)20So musste ganz Israel zu den Philistern hinabgehen, wenn jemand seine Pflugschar, seinen Spaten, sein Beil oder seine Sichel zu schärfen hatte, (Pred 10,10; Jes 54,16; Jer 24,1)21wenn die Schneiden an den Pflugscharen, an den Spaten und den Gabeln und den Beilen abgestumpft waren, und um die Ochsenstachel gerade zu richten.22Und so kam es, dass am Tag der Schlacht weder Schwert noch Speer zu finden war in der Hand des ganzen Volkes, das mit Saul und Jonathan war; [nur] für Saul und seinen Sohn Jonathan war etwas vorhanden. (1Sam 13,19; 1Sam 17,47; 1Sam 17,50; Sach 4,6)23Und ein Vorposten der Philister rückte bis zum Pass von Michmas vor. (1Sam 13,5; 1Sam 14,1; 1Sam 14,4)
1Saul var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 42 år.[1] (Apg 13,21)2Han udvalgte 3000 af de bedste israelitiske krigere og tog de 2000 med sig til Mikmas i bjergområdet ved Betel, mens han lod de 1000 blive hos sin søn Jonatan, der tog til Geba.[2] Resten af hæren sendte han hjem.3-4Jonatan angreb og udslettede filistrenes garnison i Geba. Rygtet om denne israelitiske oprørshandling nåede hurtigt til filistrenes hjemland, og Saul skyndte sig at sende bud rundt i hele Israel om, at han havde udryddet filistrenes garnison, og at man kunne forvente, at filistrene nu ville gå til modangreb. Derfor indkaldte han hele Israels hær til at samles ved Gilgal.5I mellemtiden samlede filistrene en mægtig hær på 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og lige så mange fodfolk, som der er sandkorn ved stranden. Denne hær rykkede frem og slog lejr ved Mikmas øst for Bet-Aven.6Da israelitterne fik øje på fjendens enorme hær, mistede de totalt modet og nogle gemte sig i klippehuler, grotter, kløfter, gravhuler eller tomme vandreservoirer.7Andre krydsede Jordanfloden og undslap til Gads og Gileads land. Saul blev i Gilgal med sine mest loyale krigere, som dog rystede af skræk.8Han ventede på Samuel i syv dage, som han havde fået besked på. Men Samuel kom ikke til Gilgal som ventet, og Sauls mænd begyndte at forlade ham.9Da besluttede Saul at ofre brændofferet og takofferet uden Samuel.10Netop som han var færdig med det, kom Samuel. Saul gik ham i møde for at byde ham velkommen.11Men Samuel udbrød: „Hvad har du dog gjort?” „Hvad skulle jeg ellers stille op?” indvendte Saul. „Mændene begyndte at desertere, du kom ikke til den tid, vi havde aftalt, og filistrene gjorde klar til kamp ved Mikmas.12Så tænkte jeg: ‚Filistrene kan angribe, hvad øjeblik det skal være, og jeg har endnu ikke bedt Herren om hjælp.’ Derfor tog jeg mod til mig og ofrede selv brændofferet i stedet for at vente på dig.”13„Hvor var det tåbeligt af dig at overtræde Herren, din Guds, bud!” udbrød Samuel. „Havde du bare adlydt ham, ville han have ladet dig og dine efterkommere bevare kongemagten i Israel for altid.14Men nu har din ulydighed kostet dig kongedømmet. Herren ønsker nemlig en mand, han kan stole på. Han har allerede udvalgt den mand, som skal være konge for hans folk i stedet for dig, for du har overtrådt hans bud.”15Derefter forlod Samuel Gilgal og tog til Gibea.[3] Men Saul og de 600 mand, der var tilbage af hans hær, tog af sted for at møde fjendehæren.16Saul og Jonatan og deres 600 mand slog lejr i Geba tæt ved Mikmas, hvor filistrenes hær lå.17I mellemtiden rykkede tre afdelinger ud fra filistrenes lejr. Den ene satte kursen mod Ofra i Shual-området,18den anden søgte i retning af Bet-Horon, og den tredje mod området over Zeboimdalen i ørkenen.19På den tid fandtes der ikke en eneste smed i hele Israel, for filistrene ville forhindre hebræerne i at ruste sig med sværd og spyd.20Derfor var israelitterne tvunget til at opsøge en filistersmed, hver gang de skulle have slebet deres plovskær, hakker, økser eller segl.21Prisen for en slibning var 2/3 shekel for plovskær og hakker, 1/3 shekel for økser, segl og pigstave.22Denne situation var årsag til, at der ikke fandtes et eneste sværd eller spyd i hele Israels hær, bortset fra Sauls og Jonatans.23I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.