1.Könige 19

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Und Ahab erzählte der Isebel alles, was Elia getan hatte, und wie er alle Propheten mit dem Schwert umgebracht hatte. (1Kön 18,40)2 Da sandte Isebel einen Boten zu Elia und ließ ihm sagen: Die Götter sollen mir dies und das tun, wenn ich morgen um diese Zeit mit deinem Leben nicht so verfahre wie du mit ihrem Leben! (Rut 1,17; 1Kön 20,10; Ps 37,12; Apg 23,12)3 Und als er das sah, machte er sich auf und ging fort um seines Lebens willen; und er kam nach Beerscheba, das zu Juda gehört, und ließ seinen Burschen dort zurück. (1Mo 21,31; 1Sam 27,1)4 Er selbst aber ging hin in die Wüste, eine Tagereise weit, und er kam und setzte sich unter einen Ginsterstrauch. Und er erbat für sich den Tod und sprach: Es ist genug! So nimm nun, HERR, mein Leben, denn ich bin nicht besser als meine Väter! (4Mo 11,15; Jon 4,3; Jon 4,8)5 Und er legte sich und schlief ein unter dem Ginsterstrauch. Und siehe, ein Engel rührte ihn an und sprach zu ihm: Steh auf und iss! (Mt 6,8; Mt 6,25; Apg 12,7; Hebr 1,14)6 Und als er sich umsah, siehe, da war bei seinem Kopf ein auf heißen Steinen gebackener Brotfladen und ein Krug Wasser. Und als er gegessen und getrunken hatte, legte er sich wieder schlafen. (1Kön 17,6; Jes 33,16)7 Und der Engel des HERRN kam zum zweiten Mal und rührte ihn an und sprach: Steh auf und iss, denn der Weg ist [sonst] zu weit für dich! (5Mo 1,31; Ps 119,1; Jes 42,16)8 Und er stand auf und aß und trank, und er ging in der Kraft dieser Speise 40 Tage und 40 Nächte lang, bis an den Berg Gottes, den Horeb. (2Mo 3,1; 5Mo 1,2; 5Mo 9,9; Mt 4,2)9 Und er ging dort in eine Höhle hinein und blieb dort über Nacht. Und siehe, das Wort des HERRN kam zu ihm, und Er sprach zu ihm: Was willst du hier, Elia? (1Mo 16,8; 2Mo 33,22; Joh 1,39; Hebr 11,38)10 Er sprach: Ich habe heftig geeifert für den HERRN, den Gott der Heerscharen, denn die Kinder Israels haben deinen Bund verlassen und deine Altäre niedergerissen und deine Propheten mit dem Schwert umgebracht, und ich allein bin übrig geblieben; und sie trachten danach, mir das Leben zu nehmen! (4Mo 25,11; 1Sam 20,1; 1Sam 22,23; 1Kön 18,22; Ps 69,10; Ps 78,37; Ps 119,139; Jer 31,32; Hos 6,7; Mi 7,2; Mt 26,4; Joh 2,17; Joh 7,1; Joh 7,19)11 Er aber sprach: Komm heraus und tritt auf den Berg vor den HERRN! Und siehe, der HERR ging vorüber; und ein großer, starker Wind, der die Berge zerriss und die Felsen zerbrach, ging vor dem HERRN her; der HERR aber war nicht in dem Wind. Und nach dem Wind kam ein Erdbeben; aber der HERR war nicht in dem Erdbeben. (Ps 68,9; Ps 104,4; Hes 1,4; Nah 1,3; Nah 1,6; Hag 2,6; Mt 27,54; Apg 2,2; Offb 16,18)12 Und nach dem Erdbeben kam ein Feuer; aber der HERR war nicht in dem Feuer. Und nach dem Feuer kam die Stimme eines sanften Säuselns. (5Mo 4,11; Ps 97,3; Sach 4,6; Joh 3,8; 1Kor 1,25; Jak 3,17; 1Petr 3,4)13 Und es geschah, als Elia dieses hörte, da verhüllte er sein Angesicht mit seinem Mantel, und er ging hinaus und trat an den Eingang der Höhle. Und siehe, da kam eine Stimme zu ihm, die sprach: Was willst du hier, Elia? (2Mo 3,6; 1Kön 19,9; Jes 6,2; Lk 5,9)14 Er sprach: Ich habe heftig geeifert für den HERRN, den Gott der Heerscharen, denn die Kinder Israels haben deinen Bund verlassen, deine Altäre niedergerissen und deine Propheten mit dem Schwert umgebracht; und ich allein bin übrig geblieben, und sie trachten danach, mir das Leben zu nehmen! (1Kön 19,10; Röm 11,4)15 Aber der HERR sprach zu ihm: Kehre wieder auf deinen Weg zurück zur Wüste und wandere nach Damaskus, und geh hinein und salbe Hasael zum König über Aram! (2Kön 8,8; 2Kön 10,32)16 Auch sollst du Jehu, den Sohn Nimsis, zum König über Israel salben; und Elisa, den Sohn Saphats, von Abel-Mechola, sollst du zum Propheten salben an deiner Stelle. (1Kön 4,12; 1Kön 19,19; 2Kön 9,1)17 Und es soll geschehen, wer dem Schwert Hasaels entflieht, den soll Jehu töten; und wer dem Schwert Jehus entflieht, den soll Elisa töten. (2Kön 9,24; 2Kön 10,6; Ps 75,11)18 Ich aber habe in Israel siebentausend übrig bleiben lassen, nämlich alle, die ihre Knie nicht gebeugt haben vor Baal und deren Mund ihn nicht geküsst hat! (Jes 6,13; Hos 13,2; Mt 26,49; Lk 22,47; Röm 11,4)19 Und er ging von dort hinweg und fand Elisa, den Sohn Saphats; der pflügte mit zwölf Joch Rindern vor sich her, und er selbst war beim zwölften. Und Elia ging zu ihm und warf seinen Mantel über ihn. (2Mo 3,1; Ri 6,11; 2Kön 1,8; 2Kön 2,8; 2Kön 2,13; Am 7,14)20 Er aber verließ die Rinder und lief Elia nach und sprach: Lass mich noch meinen Vater und meine Mutter küssen, dann will ich dir nachfolgen! Er aber sprach zu ihm: Geh hin [und] kehre wieder zurück! Denn was habe ich dir getan? (Lk 9,59)21 Da wandte er sich von ihm und nahm ein Joch Rinder und opferte sie und kochte das Fleisch mit dem Geschirr der Rinder und gab es dem Volk, dass sie aßen; dann machte er sich auf und folgte Elia nach und diente ihm. (2Mo 4,23; 2Mo 18,12; Jos 24,15; 2Sam 24,22; Mt 4,10; Lk 5,29; Joh 12,26; Phil 2,22; Kol 3,23)

1.Könige 19

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned,2 sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”3 Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der4 og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”5 Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen.6 Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.7 For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”8 Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,[1] indtil han kom til Horeb, Guds bjerg.9 Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned. Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”10 „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”11 „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.” Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet.12 Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen.13 Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”14 Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”15 Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram.16 Jehu, Nimshis sønnesøn,[2] skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger. (2Kön 9,2)17 Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa.18 Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”19 Så gik Elias af sted. Undervejs mødte han Elisa, der var i færd med at pløje sin mark. Han havde 12 spand okser i gang med hver sin plov og en mand til at styre hvert spand. Selv styrede han det sidste spand okser. Elias gik hen til ham og kastede sin profetkappe over hans skuldre, hvorefter han gik videre.20 Elisa lod okserne stå, løb efter Elias og sagde til ham: „Giv mig lov til først at sige farvel til min far og mor—så vil jeg følge dig!” Elias svarede: „Gør du bare det, for det er en stor byrde, jeg har lagt på dine skuldre.”21 Så gik Elisa tilbage og slagtede sine to okser. Af træet fra ploven og åget lavede han et bål til at stege kødet over. Så kaldte han sine mænd sammen, og de spiste. Derefter tog han afsked og fulgte efter Elias for at stå i lære som profet.