Dein Browser ist veraltet. Sollte ERF Bibleserver sehr langsam sein, aktualisiere bitte deinen Browser.

Anmelden
... und alle Funktionen nutzen!

  • Lies mal1. Mose 3
  • Notizen
  • Tags
  • Likes
  • Verlauf
  • Wörterbücher
  • Lesepläne
  • Grafiken
  • Videos
  • Anlässe
  • Spenden
  • Blog
  • Newsletter
  • Partner
  • Hilfe
  • Kontakt
  • Alexa Skill
  • Für Webmaster
  • Datenschutz
  • Erklärung zur Barrierefreiheit
  • Rechte der Betroffenen (DSGVO)
  • Impressum
  • Language: Deutsch
© 2025 ERF
Kostenlos anmelden

Matthäus 14

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden

Der Tod des Täufers

1 Um diese Zeit hörte auch Herodes ‹Antipas›, der Landesherr[1] ‹von Galiläa›, was man über Jesus erzählte. 2 „Das ist niemand anderes als Johannes der Täufer“, sagte er zu seinen Leuten. „Er ist von den Toten auferstanden, deshalb gehen solche Kräfte von ihm aus.“ 3 Herodes hatte Johannes nämlich festnehmen und gefesselt ins Gefängnis bringen lassen. Schuld daran war Herodias,[2] die Frau seines Stiefbruders Philippus, 4 denn Johannes hatte ihm gesagt: „Es ist gegen das Recht, dass du sie hast.“ 5 Herodes hätte ihn am liebsten umgebracht, fürchtete aber das Volk, das Johannes für einen Propheten hielt. 6 Die Gelegenheit kam, als Herodes Geburtstag hatte. Dabei trat die Tochter der Herodias vor den Gästen als Tänzerin auf. Sie gefiel Herodes so gut, 7 dass er unter Eid versprach, ihr alles zu geben, was sie sich wünschte. 8 Da sagte sie, von ihrer Mutter angestiftet: „Ich will, dass du mir hier auf einer Schale den Kopf von Johannes dem Täufer überreichst.“ 9 Der König war bestürzt, aber weil er vor allen Gästen einen Eid abgelegt hatte, befahl er, ihr den Wunsch zu erfüllen, 10 und ließ Johannes im Gefängnis enthaupten. 11 Sein Kopf wurde auf einer Schale hereingebracht und dem Mädchen übergeben, das ihn seiner Mutter weiterreichte. 12 Dann kamen die Jünger des Johannes, holten den Toten und begruben ihn. Anschließend gingen sie zu Jesus und berichteten ihm, was geschehen war. 

Jesus speist 5000 Menschen

13 Als Jesus das hörte, zog er sich zurück; er fuhr mit dem Boot an eine einsame Stelle, um dort allein zu sein. Aber die Leute in den umliegenden Städten hörten davon und gingen ihm auf dem Landweg nach. 14 Als Jesus aus dem Boot stieg und die vielen Menschen sah, ergriff ihn tiefes Mitgefühl, und er heilte ihre Kranken. 15 Am Abend kamen seine Jünger zu ihm und sagten: „Wir sind hier an einem einsamen Fleck und es ist schon spät. Schick die Leute weg, damit sie in den Dörfern etwas zu essen kaufen können.“ 16 Aber Jesus erwiderte: „Sie brauchen nicht wegzugehen. Gebt ihr ihnen doch zu essen!“ 17 „Wir haben aber nur fünf Fladenbrote und zwei Fische hier“, hielten sie ihm entgegen. 18 „Bringt sie mir her!“, sagte Jesus. 19 Dann forderte er die Leute auf, sich auf dem Gras niederzulassen, und nahm die fünf Fladenbrote und die zwei Fische in die Hand. Er blickte zum Himmel auf und dankte Gott. Dann brach er die Brote in Stücke und gab sie den Jüngern, damit sie diese an die Leute austeilten. 20 Und alle aßen sich satt. Zum Schluss sammelten sie ein, was von den Brotstücken übrig geblieben war – zwölf Tragkörbe voll. 21 Etwa fünftausend Männer hatten an dem Essen teilgenommen, Frauen und Kinder nicht mitgerechnet. 

Jesus kommt auf dem Wasser

22 Gleich darauf nötigte Jesus seine Jünger, ins Boot zu steigen und an das gegenüberliegende Ufer vorauszufahren. Er wollte inzwischen die Leute nach Hause schicken. 23 Nachdem er sich von der Menge verabschiedet hatte, stieg er auf den Berg, um ungestört beten zu können. Beim Einbruch der Dunkelheit war Jesus allein an Land. 24 Das Boot war schon mitten auf dem See und hatte schwer mit den Wellen zu kämpfen, weil ein starker Gegenwind aufgekommen war. 25 Im letzten Viertel der Nacht[3] kam er dann zu ihnen. Er ging über den See. 26 Als die Jünger ihn auf dem Wasser gehen sahen, schrien sie vor Entsetzen auf: „Es ist ein Gespenst!“ 27 Sofort rief er ihnen zu: „Erschreckt nicht! Ich bin's! Habt keine Angst!“ 28 Da wagte es Petrus und sagte: „Herr, wenn du es bist, dann befiehl mir, auf dem Wasser zu dir zu kommen!“ 29 „Komm!“, sagte Jesus. Da stieg Petrus aus dem Boot, ging auf dem Wasser und kam auf Jesus zu. 30 Doch als er merkte, wie stark der Wind war, bekam er es mit der Angst zu tun. Er fing an zu sinken und schrie: „Herr, rette mich!“ 31 Sofort streckte Jesus ihm die Hand hin und hielt ihn fest. „Du Kleingläubiger“, sagte er, „warum hast du gezweifelt?“ 32 Als sie ins Boot gestiegen waren, legte sich der Wind. 33 Und alle, die im Boot waren, warfen sich vor ihm nieder. „Du bist wirklich Gottes Sohn!“, sagten sie. 34 Sie fuhren hinüber ans Land und legten in der Nähe von Gennesaret[4] an. 35 Als die Männer dort Jesus erkannten, verbreiteten sie das in der ganzen Gegend. Schon bald brachten sie alle Kranken zu ihm 36 und baten ihn, er möge sie nur die Quaste seines Obergewands berühren lassen. Alle, die ihn berührten, wurden völlig geheilt. (4Mo 15,38) 

© 2025 by Karl-Heinz Vanheiden (Textstand 2025.06)
www.derbibelvertrauen.de

Matthäus 14

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er

1 Da kong Herodes[1] hørte om de mirakler, Jesus udførte, (Mk 6,14; Lk 9,7) 2 sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.” 3-5 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet. 6 En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne. 7 Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. 8 Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” 9 Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, 10 og Johannes blev halshugget i fængslet. 11 Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor. 12 Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket. 

Bespisningen af de 5000

13 Da Jesus fik det at vide,[2] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen. (Mk 6,31; Lk 8,3; Lk 9,10; Lk 13,31; Joh 6,1) 14 Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge. 15 Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.” 16 „Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!” 17 „Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene. 18 „Godt! Kom med dem!” sagde Jesus. 19 Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden. 20 Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve. 21 Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist. 

Disciplenes tøvende tro

22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. (Mk 6,45; Joh 6,15) 23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede. 24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind. 25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” 28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29 „Kom!” sagde Jesus. Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke. „Herre, red mig!” råbte han. 31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?” 32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33 Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de. 

Helbredelser i Genesaret området

34 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. (Mk 6,53) 35 Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. 36 De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt. 

Bibelen på hverdagsdansk TM
(The Bible in Everyday Danish TM)
Copyright © 1985, 1992, 2005, 2013, 2015 by Biblica, Inc.
Used with permission. All rights reserved worldwide.

“Biblica”, “International Bible Society” and the Biblica Logo are trademarks registered in the United States Patent and Trademark Office by Biblica, Inc. Used with permission.