1Um diese Zeit hörte auch Herodes ‹Antipas›, der Landesherr[1] ‹von Galiläa›, was man über Jesus erzählte.2„Das ist niemand anderes als Johannes der Täufer“, sagte er zu seinen Leuten. „Er ist von den Toten auferstanden, deshalb gehen solche Kräfte von ihm aus.“3Herodes hatte Johannes nämlich festnehmen und gefesselt ins Gefängnis bringen lassen. Schuld daran war Herodias,[2] die Frau seines Stiefbruders Philippus,4denn Johannes hatte ihm gesagt: „Es ist gegen das Recht, dass du sie hast.“5Herodes hätte ihn am liebsten umgebracht, fürchtete aber das Volk, das Johannes für einen Propheten hielt.6Die Gelegenheit kam, als Herodes Geburtstag hatte. Dabei trat die Tochter der Herodias vor den Gästen als Tänzerin auf. Sie gefiel Herodes so gut,7dass er unter Eid versprach, ihr alles zu geben, was sie sich wünschte.8Da sagte sie, von ihrer Mutter angestiftet: „Ich will, dass du mir hier auf einer Schale den Kopf von Johannes dem Täufer überreichst.“9Der König war bestürzt, aber weil er vor allen Gästen einen Eid abgelegt hatte, befahl er, ihr den Wunsch zu erfüllen,10und ließ Johannes im Gefängnis enthaupten.11Sein Kopf wurde auf einer Schale hereingebracht und dem Mädchen übergeben, das ihn seiner Mutter weiterreichte.12Dann kamen die Jünger des Johannes, holten den Toten und begruben ihn. Anschließend gingen sie zu Jesus und berichteten ihm, was geschehen war.
Jesus speist 5000 Menschen
13Als Jesus das hörte, zog er sich zurück; er fuhr mit dem Boot an eine einsame Stelle, um dort allein zu sein. Aber die Leute in den umliegenden Städten hörten davon und gingen ihm auf dem Landweg nach.14Als Jesus aus dem Boot stieg und die vielen Menschen sah, ergriff ihn tiefes Mitgefühl, und er heilte ihre Kranken.15Am Abend kamen seine Jünger zu ihm und sagten: „Wir sind hier an einem einsamen Fleck und es ist schon spät. Schick die Leute weg, damit sie in den Dörfern etwas zu essen kaufen können.“16Aber Jesus erwiderte: „Sie brauchen nicht wegzugehen. Gebt ihr ihnen doch zu essen!“17„Wir haben aber nur fünf Fladenbrote und zwei Fische hier“, hielten sie ihm entgegen.18„Bringt sie mir her!“, sagte Jesus.19Dann forderte er die Leute auf, sich auf dem Gras niederzulassen, und nahm die fünf Fladenbrote und die zwei Fische in die Hand. Er blickte zum Himmel auf und dankte Gott. Dann brach er die Brote in Stücke und gab sie den Jüngern, damit sie diese an die Leute austeilten.20Und alle aßen sich satt. Zum Schluss sammelten sie ein, was von den Brotstücken übrig geblieben war – zwölf Tragkörbe voll.21Etwa fünftausend Männer hatten an dem Essen teilgenommen, Frauen und Kinder nicht mitgerechnet.
Jesus kommt auf dem Wasser
22Gleich darauf nötigte Jesus seine Jünger, ins Boot zu steigen und an das gegenüberliegende Ufer vorauszufahren. Er wollte inzwischen die Leute nach Hause schicken.23Nachdem er sich von der Menge verabschiedet hatte, stieg er auf den Berg, um ungestört beten zu können. Beim Einbruch der Dunkelheit war Jesus allein an Land.24Das Boot war schon mitten auf dem See und hatte schwer mit den Wellen zu kämpfen, weil ein starker Gegenwind aufgekommen war.25Im letzten Viertel der Nacht[3] kam er dann zu ihnen. Er ging über den See.26Als die Jünger ihn auf dem Wasser gehen sahen, schrien sie vor Entsetzen auf: „Es ist ein Gespenst!“27Sofort rief er ihnen zu: „Erschreckt nicht! Ich bin's! Habt keine Angst!“28Da wagte es Petrus und sagte: „Herr, wenn du es bist, dann befiehl mir, auf dem Wasser zu dir zu kommen!“29„Komm!“, sagte Jesus. Da stieg Petrus aus dem Boot, ging auf dem Wasser und kam auf Jesus zu.30Doch als er merkte, wie stark der Wind war, bekam er es mit der Angst zu tun. Er fing an zu sinken und schrie: „Herr, rette mich!“31Sofort streckte Jesus ihm die Hand hin und hielt ihn fest. „Du Kleingläubiger“, sagte er, „warum hast du gezweifelt?“32Als sie ins Boot gestiegen waren, legte sich der Wind.33Und alle, die im Boot waren, warfen sich vor ihm nieder. „Du bist wirklich Gottes Sohn!“, sagten sie.34Sie fuhren hinüber ans Land und legten in der Nähe von Gennesaret[4] an.35Als die Männer dort Jesus erkannten, verbreiteten sie das in der ganzen Gegend. Schon bald brachten sie alle Kranken zu ihm36und baten ihn, er möge sie nur die Quaste seines Obergewands berühren lassen. Alle, die ihn berührten, wurden völlig geheilt. (4Mo 15,38)
1Da kong Herodes[1] hørte om de mirakler, Jesus udførte, (Mk 6,14; Lk 9,7)2sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.”3-5Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.6En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne.7Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte.8Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!”9Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer,10og Johannes blev halshugget i fængslet.11Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.12Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.
Bespisningen af de 5000
13Da Jesus fik det at vide,[2] gik han op i en båd sammen med disciplene for at tage væk til et øde sted, hvor de kunne være alene. Men en masse mennesker fra de forskellige byer hørte, at han var taget videre, og de fulgte med ham til fods langs bredden af søen. (Mk 6,31; Lk 8,3; Lk 9,10; Lk 13,31; Joh 6,1)14Da Jesus gik i land, så han en stor folkeskare. Han blev fyldt af medlidenhed og helbredte dem, der var syge.15Lidt før det blev mørkt, kom disciplene hen til ham. „Det er ved at blive sent,” sagde de, „og stedet her er øde. Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan nå at tage ind til landsbyerne og købe noget mad.”16„Det er ikke nødvendigt,” svarede Jesus. „I kan give dem noget at spise!”17„Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” svarede disciplene.18„Godt! Kom med dem!” sagde Jesus.19Så bad han folk sætte sig i græsset. Derefter tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Han brækkede brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, og disciplene gav maden videre til folkemængden.20Alle spiste og blev mætte. Og da de tiloversblevne stykker blev samlet sammen, fyldte de 12 kurve.21Der var omkring 5000 mænd, foruden kvinder og børn, som blev bespist.
Disciplenes tøvende tro
22Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. (Mk 6,45; Joh 6,15)23Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.24Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.25Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet.26Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse.27Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”28Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.”29„Kom!” sagde Jesus. Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus.30Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke. „Herre, red mig!” råbte han.31Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”32Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig.33Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.
Helbredelser i Genesaret området
34De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. (Mk 6,53)35Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge.36De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.