1Damals kamen Pharisäer und Gesetzeslehrer aus Jerusalem zu Jesus und fragten:2„Warum halten deine Jünger nicht die überlieferten Vorschriften[1] ein und waschen sich nicht die Hände vor dem Essen?“3Jesus entgegnete: „Und ihr, warum haltet ihr euch mit euren Überlieferungen nicht an Gottes Gebote?4Gott hat doch gesagt: 'Ehre Vater und Mutter!' und: 'Wer Vater oder Mutter verflucht, wird mit dem Tod bestraft!' (2Mo 20,12; 2Mo 21,17; 3Mo 20,9; 5Mo 5,16)5Ihr aber lehrt, dass man zu seinem Vater oder seiner Mutter sagen kann: 'Was du von mir bekommen müsstest, habe ich als Opfer für Gott bestimmt.'6Dann brauche man seine Eltern nicht mehr zu unterstützen. So setzt ihr Gottes Wort durch eure Vorschriften außer Kraft.7Ihr Heuchler! Auf euch trifft genau zu, was Jesaja geweissagt hat:8Dieses Volk ehrt mich mit den Lippen, / aber sein Herz ist weit von mir weg.9Ihr Dienst an mir ist ohne Wert, / denn ihre Lehren haben sich Menschen erdacht.'“ (Jes 29,13)10Dann rief Jesus die Menge wieder zu sich und sagte: „Hört mir zu und versteht, was ich euch sage!11Nicht das, was der Mensch durch den Mund aufnimmt, macht ihn vor Gott unrein, sondern das, was aus seinem Mund hervorgeht, verunreinigt ihn.“12Da kamen die Jünger zu ihm und sagten: „Weißt du, dass die Pharisäer sich sehr über deine Worte geärgert haben?“13Jesus erwiderte: „Jede Pflanze, die mein himmlischer Vater nicht selbst gepflanzt hat, wird ausgerissen werden.14Lasst sie! Sie sind blinde Blindenführer. Und wenn ein Blinder einen Blinden führt, fallen beide in die Grube.“15Da bat ihn Petrus: „Erkläre uns doch, was du mit deinem Bild vorhin meintest!“16„Habt ihr das auch nicht begriffen?“, erwiderte Jesus.17„Versteht ihr nicht, dass alles, was in den Mund kommt, in den Magen geht und im Abort wieder ausgeschieden wird?18Doch was aus dem Mund herauskommt, kommt aus dem Herzen. Das macht den Menschen unrein.19Denn aus dem Herzen des Menschen kommen die bösen Gedanken und mit ihnen alle Arten von Mord, Ehebruch, sexueller Unmoral, Diebstahl, Falschaussagen und Verleumdungen.20Das ist es, was den Menschen vor Gott unrein macht; aber wenn er mit ungewaschenen Händen isst, wird er nicht unrein.“
Der Glaube einer Nichtjüdin
21Jesus brach von dort auf und zog sich in die Gegend von Tyrus und Sidon zurück.22Da kam eine Frau auf ihn zu und rief: „Herr, du Sohn Davids, hab Erbarmen mit mir! Meine Tochter wird von einem bösen Geist furchtbar gequält.“ Es war eine Kanaaniterin aus jener Gegend.23Aber Jesus gab ihr keine Antwort. Schließlich drängten ihn seine Jünger: „Fertige sie doch ab, denn sie schreit dauernd hinter uns her!“24Er entgegnete: „Ich bin nur zu den verlorenen Schafen des Hauses Israel gesandt.“25Da kam die Frau näher und warf sich vor Jesus nieder. „Herr“, sagte sie, „hilf mir!“26Er entgegnete: „Es ist nicht recht, den Kindern das Brot wegzunehmen und es den Haushunden vorzuwerfen.“27„Das ist wahr, Herr“, erwiderte sie, „aber die Hündchen unter dem Tisch dürfen doch die Brotkrumen fressen, die ihre Herren fallen lassen.“28Da sagte Jesus zu ihr: „Frau, dein Vertrauen ist groß! Was du willst, soll geschehen!“ Von diesem Augenblick an war ihre Tochter gesund.
4000 Menschen werden satt
29Jesus zog weiter und ging zum See von Galiläa zurück. Dort stieg er auf einen Berg und setzte sich.30Da strömten Scharen von Menschen herbei und brachten Gelähmte, Blinde, Krüppel, Stumme und viele andere Kranke zu ihm und warfen sie ihm fast vor die Füße. Er heilte sie alle,31sodass die Leute nicht aus dem Staunen herauskamen. Stumme konnten sprechen, Krüppel wurden gesund, Gelähmte konnten gehen und Blinde sehen. Da priesen sie den Gott Israels.32Dann rief Jesus die Jünger zu sich und sagte: „Diese Leute tun mir sehr leid. Seit drei Tagen sind sie hier bei mir und haben nichts zu essen. Ich will sie nicht hungrig nach Hause schicken, damit sie nicht unterwegs zusammenbrechen.“33„Wo sollen wir denn hier in der Einöde so viel Brot hernehmen, um diese Menschen alle satt zu machen?“, fragten die Jünger.34Doch Jesus fragte zurück: „Wie viele Brote habt ihr?“ – „Sieben“, antworteten sie, „und ein paar kleine Fische.“35Da forderte er die Leute auf, sich auf die Erde zu setzen.36Er nahm die sieben Fladenbrote und die Fische, dankte Gott, brach sie in Stücke und gab sie den Jüngern. Die verteilten sie an die Menge.37So hatten alle zu essen und wurden satt. Am Schluss sammelten sie auf, was übrig geblieben war: sieben Körbe voll.38Viertausend Männer hatten an der Mahlzeit teilgenommen, Frauen und Kinder nicht mitgerechnet.39Als Jesus die Leute dann nach Hause geschickt hatte, stieg er ins Boot und fuhr in die Gegend von Magadan.[2]
1En dag kom nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at få en samtale med Jesus. (Mk 7,1)2„Hvorfor overtræder dine disciple de regler, vores forfædre har pålagt os?” begyndte de. „De vasker jo ikke hænder på den foreskrevne måde, før de spiser!”3Jesus svarede: „Og hvorfor overtræder I Guds befalinger for at kunne følge jeres egne traditioner?4Gud har jo sagt: ‚Du skal ære din far og din mor!’ og: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø!’[1] (2Mo 20,12)5Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’6så behøver man ikke at ære sine forældre. På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner.7I er nogle hyklere! Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:8‚Dette folk ærer mig i det ydre, men deres hjerte er fjernt fra mig.9Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud.’[2]” (Jes 29,13)
Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?
10Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter og prøv at forstå, hvad jeg siger: (Mk 7,14)11Det er ikke det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent i Guds øjne, men det er det, som kommer ud gennem munden!”12Derefter kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne følte sig stødt over det, du sagde lige før?”13Jesus svarede: „Alle de planter, som min Far ikke har plantet, bliver rykket op med rode.14Lad dem bare være. De er blinde vejledere for blinde. Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”15Peter bad nu Jesus forklare, hvad han mente med den billedtale, han lige havde brugt.16„I har åbenbart stadig svært ved at forstå billederne,” sagde Jesus.17„Så hør her: Al den mad, der kommer ind gennem munden, fortsætter ned i maven og forsvinder ud igen.18Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre,19dvs. de onde tanker, som fører til mord,[3] utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder.20Det er den slags ting, der gør mennesket urent—ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer.”
En ikke-jødisk kvindes tro
21Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon. (Mk 7,24)22En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”23Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.”24Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.”25Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”26Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”27„Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”28„Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.
Mange helbredelser blandt ikke-jøder
29Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise. (Mk 7,31)30Store folkeskarer kom til ham. Blandt dem var mange lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Og Jesus helbredte dem alle!31Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkeskaren blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.
Bespisningen af de 4000 ikke-jøder
32Jesus kaldte nu disciplene hen til sig. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Jeg vil ikke sende dem af sted uden at give dem noget, for så kan de falde om af udmattelse på vejen hjem.” (Mk 8,1)33„Men vi kan da umuligt skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.34„Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus. „Syv brød og nogle småfisk,” svarede de.35Så fik han folk til at sætte sig på jorden.36Derefter tog han de syv brød og fiskene, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkeskaren.37-38Alle spiste og blev mætte. 4000 mænd, foruden kvinder og børn, havde fået noget at spise, og da resterne blev samlet ind efter måltidet, var der nok til at fylde syv kurve.39Så sendte Jesus folk hjem, hvorefter han og disciplene gik om bord i en båd og sejlede til området omkring Magadan.[4]