1Das Fest der ungesäuerten Brote, das man auch Passa nennt, stand unmittelbar bevor.2Die Hohen Priester und die Gesetzeslehrer suchten nach einer Gelegenheit, Jesus umbringen zu können. Sie wollten das aber heimlich tun, weil sie das Volk fürchteten.3Da fuhr der Satan in Judas, der zu den zwölf Jüngern gehörte und Iskariot genannt wurde.4Er ging zu den Hohen Priestern und den Hauptleuten ‹der Tempelwache› und machte ihnen einen Vorschlag, wie er Jesus an sie ausliefern könnte.5Sie freuten sich und versprachen ihm eine Geldsumme als Belohnung.6Judas war einverstanden und suchte von da an nach einer günstigen Gelegenheit, Jesus an sie auszuliefern, ohne dass das Volk etwas merkte.7Es kam nun der erste Tag vom Fest der ungesäuerten Brote, an dem das Passalamm geschlachtet werden musste.8Jesus schickte Petrus und Johannes in die Stadt. „Geht und bereitet das Passamahl für uns vor!“, sagte er.9„Wo sollen wir das tun?“, fragten sie.10„Hört zu! Wenn ihr in die Stadt kommt, werdet ihr einen Mann sehen, der einen Wasserkrug trägt. Folgt ihm in das Haus, in das er hineingeht,11und sagt dort zu dem Hausherrn: 'Der Rabbi lässt fragen, wo der Raum ist, in dem er mit seinen Jüngern das Passa feiern kann.'12Er wird euch einen großen, mit Polstern ausgelegten Raum im Obergeschoss zeigen. Dort bereitet alles für uns vor!“13Die beiden Jünger machten sich auf den Weg und fanden alles genauso, wie Jesus es ihnen gesagt hatte, und bereiteten das Passa vor.14Als es dann so weit war, legte sich Jesus mit den Aposteln zu Tisch15und sagte: „Ich habe mich sehr nach diesem Passamahl mit euch gesehnt, bevor ich leiden muss.16Denn ich sage euch: Ich werde nicht mehr davon essen, bis es im Reich Gottes seine ganze Erfüllung findet.“17Dann nahm er einen Kelch, sprach das Dankgebet und sagte: „Nehmt ihn und trinkt alle daraus!18Denn ich sage euch: Bis zu dem Tag, an dem Gott seine Herrschaft aufrichtet, werde ich keinen Wein mehr trinken.“19Jesus nahm dann ein Fladenbrot und dankte Gott. Er brach es, reichte es den Jüngern und sagte: „Das ist mein Leib, der für euch hingegeben wird. Tut dies als Erinnerung an mich!“20Ebenso nahm er den Kelch nach dem Essen und sagte: „Dieser Kelch ist der neue Bund, der sich gründet auf mein Blut, das für euch vergossen wird.21Doch wisst, der Verräter hat seine Hand mit mir auf dem Tisch.[1] (Mt 26,23; Mk 14,20)22Der Menschensohn geht zwar den Weg, der ihm bestimmt ist, aber wehe dem Menschen, der ihn ausliefern wird!“23Da fingen die Jünger an, sich gegenseitig zu fragen, wer von ihnen wohl so etwas tun würde.24Es kam aber auch zu einem Streit unter den Jüngern, wer von ihnen als Größter gelten könne.25Da sagte Jesus: „In der Welt herrschen die Könige über ihre Völker, und die Mächtigen lassen sich Wohltäter nennen.26Doch bei euch soll es nicht so sein. Im Gegenteil: Der Größte unter euch soll so wie der Geringste sein, und der Führende so wie der Dienende.27Wer ist denn größer: der, der zu Tisch liegt, oder der, der ihn bedient? Natürlich der am Tisch! Aber ich bin unter euch wie der Dienende.28Doch ihr seid in allem, was ich durchmachen musste, treu bei mir geblieben.29Dafür werde ich euch an der Herrschaft beteiligen, die mir mein Vater übertragen hat.30Ihr werdet in meinem Reich an meinem Tisch essen und trinken und auf Thronen sitzen, um die zwölf Stämme Israels zu richten.“
Prophetische Worte
31Dann sagte der Herr: „Simon, Simon, der Satan hat euch haben wollen, um euch durchsieben zu können wie den Weizen.32Doch ich habe für dich gebetet, dass du deinen Glauben nicht verlierst. Wenn du also später umgekehrt und zurechtgekommen bist, stärke den Glauben deiner Brüder!“33„Herr“, sagte Petrus, „ich bin bereit, mit dir ins Gefängnis und sogar in den Tod zu gehen.“34Doch Jesus erwiderte: „Ich sage dir, Petrus: Noch heute Nacht, bevor der Hahn kräht, wirst du dreimal geleugnet haben, mich überhaupt zu kennen.“35Dann fragte Jesus die Jünger: „Als ich euch ohne Geldbeutel, Vorratstasche und Sandalen aussandte, habt ihr da etwas entbehren müssen?“ – „Nein, gar nichts“, antworteten sie.36„Aber jetzt“, sagte er, „nehmt Geldbeutel und Vorratstasche mit, wenn ihr sie habt. Und wer nichts davon hat, soll seinen Mantel verkaufen und sich ein Schwert kaufen.37Denn das sage ich euch: Auch dieses Schriftwort muss sich noch an mir erfüllen: 'Er wurde unter die Verbrecher gezählt.' Und das trifft jetzt ein.“ (Jes 53,12)38Die Jünger sagten: „Herr, hier sind zwei Schwerter.“ – „Das genügt“, sagte er.
Auf dem Ölberg
39Dann verließ er die Stadt und ging wie gewohnt zum Ölberg. Die Jünger folgten ihm.40Als er dort war, sagte er zu seinen Jüngern: „Betet darum, dass ihr nicht in Versuchung geratet.“41Dann zog er sich ungefähr einen Steinwurf weit von den Jüngern zurück. Er kniete sich hin und betete:42„Vater, wenn du willst, nimm diesen Kelch von mir weg! Doch nicht mein Wille soll geschehen, sondern der deine.“43Da erschien ihm ein Engel vom Himmel und stärkte ihn.44Jesus betete mit solcher Anspannung, dass sein Schweiß wie Blut auf den Erdboden tropfte.45Als er vom Gebet aufstand und wieder zu den Jüngern kam, fand er sie vor Kummer eingeschlafen.46„Wie könnt ihr nur schlafen?“, sagte er. „Steht auf und betet, damit ihr nicht in Versuchung kommt!“47Kaum hatte er das gesagt, tauchte eine große Schar von Männern auf, an ihrer Spitze Judas, einer der Zwölf. Er ging auf Jesus zu und wollte ihn mit einem Kuss begrüßen.48„Judas“, sagte Jesus zu ihm, „mit einem Kuss verrätst du den Menschensohn?“49Als die, die bei Jesus waren, merkten, in welcher Absicht die Männer gekommen waren, fragten sie: „Herr, sollen wir kämpfen? Wir haben die Schwerter dabei.“50Einer von ihnen ging auch gleich auf den Sklaven des Hohen Priesters los und schlug ihm das rechte Ohr ab.51Aber Jesus rief: „Hört auf damit!“ Er berührte das Ohr und heilte den Mann.52Zu den Hohen Priestern, den Hauptleuten der Tempelwache und den Ältesten, die gegen ihn angerückt waren, sagte er: „Bin ich denn ein Verbrecher, dass ihr mit Schwertern und Knüppeln auszieht, um mich zu verhaften?53Ich war doch täglich bei euch im Tempel. Da habt ihr mich nicht festgenommen. Aber das ist eure Stunde und die der Finsternismacht.“
Im Palast des Hohen Priesters
54Sie packten Jesus, führten ihn ab und brachten ihn in den Palast des Hohen Priesters. Petrus folgte ihnen mit großem Abstand.55In der Mitte des Innenhofs brannte ein Feuer, um das herum sich einige hingesetzt hatten. Petrus setzte sich mitten unter sie.56Eine Dienerin bemerkte ihn im Schein des Feuers, blickte ihn scharf an und sagte: „Der da war auch mit ihm zusammen!“57Aber Petrus stritt es ab: „Frau, den Mann kenne ich gar nicht!“58Kurz danach schaute ihn jemand anderes an und sagte: „Du musst auch einer von ihnen sein.“ – „Mensch!“, sagte Petrus. „Das stimmt nicht.“59Etwa eine Stunde später behauptete ein Dritter: „Natürlich war der mit ihm zusammen, er ist ja auch ein Galiläer!“60Aber Petrus wehrte ab: „Ich weiß gar nicht, wovon du redest, Mensch!“ In diesem Augenblick, noch während Petrus redete, krähte der Hahn.61Der Herr wandte sich um und blickte Petrus an. Da erinnerte sich Petrus an das, was der Herr zu ihm gesagt hatte: „Bevor der Hahn heute kräht, wirst du mich dreimal verleugnen.“62Und er ging hinaus und fing an, bitterlich zu weinen.63Die Männer, die Jesus bewachten, trieben ihren Spott mit ihm und schlugen ihn.64Sie verhüllten sein Gesicht und sagten: „Du bist ja ein Prophet. Sag uns doch, wer dich geschlagen hat!“65Viele solcher Schmähungen brachten sie gegen ihn vor.
Vor dem Hohen Rat
66Als es Tag wurde, versammelten sich die Ältesten des Volkes, die Hohen Priester und die Gesetzeslehrer, die zum Hohen Rat gehörten, zu einer Sitzung. Sie ließen Jesus vorführen67und forderten ihn auf: „Wenn du der Messias bist, dann sag es uns!“ Jesus erwiderte: „Wenn ich es euch sage, so würdet ihr mir doch nicht glauben,68und wenn ich euch frage, antwortet ihr ja nicht.69Doch von jetzt an wird der Menschensohn an der rechten Seite des allmächtigen Gottes sitzen.“70Da riefen sie alle: „Dann bist du also der Sohn Gottes?“ – „Ihr sagt es“, erwiderte er, „ICH BIN es.“71Da riefen sie: „Was brauchen wir noch Zeugen? Wir haben es ja selbst aus seinem Mund gehört!“
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen
1Tiden for påskefesten[1] nærmede sig. (Mt 26,1; Mk 14,1)2Ypperstepræsterne og de skriftlærde drøftede, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel, uden at der blev uroligheder.
Judas beslutter at forråde Jesus
3Da fór Djævelen i Judas Iskariot, som var en af de Tolv. (Mt 26,14; Mk 14,10)4Han opsøgte ypperstepræsterne og lederne af det vagtmandskab, der hørte til templet, og han forklarede dem, hvordan han kunne forråde Jesus til dem.5Det var de glade for at høre, og de lovede ham en vis sum penge.6Judas accepterede, og fra det øjeblik ventede han på en gunstig anledning, hvor Jesus ikke var omgivet af en masse mennesker.
Forberedelsen til påskemåltidet
7Så kom den første dag under påskefesten, hvor påskelammet skulle slagtes. (Mt 26,17; Mk 14,12)8Jesus kaldte på Peter og Johannes. „Gå ind til byen og gør klar til, at vi sammen kan fejre påskemåltidet,” sagde han.9„Hvor vil du have, at vi skal gå hen og gøre det hele parat?” spurgte de.10„Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, hvor han går ind,11og sig til husets ejer: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’12Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”13Da de kom ind i byen, fandt de det hele, sådan som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.
Påskemåltidet påbegyndes
14Da tiden var inde, gik Jesus derhen sammen med apostlene, og de lagde sig omkring bordet for at begynde måltidet.[2]15Jesus sagde til dem: „Af hele mit hjerte har jeg længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide,16for jeg siger jer: Det er det sidste påskemåltid, jeg tager del i, indtil der bliver den fuldkomne påske i Guds rige.”17Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sagde: „Tag denne vin og del den imellem jer,18for jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin igen, før Guds rige kommer.”
Jesus indstifter den nye pagt
19Senere tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det over, gav det videre til disciplene og sagde: „Dette brød er mit legeme, som ofres for jer. Spis det til minde om mig.” (Mt 26,26; Mk 14,22; 1Kor 11,23)20Efter måltidet tog han vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som udgydes for jer. Det besegler den nye pagt.”
Jesus forudsiger Judas’ forræderi
21Jesus fortsatte: „Men en af jer, som spiser sammen med mig, vil forråde mig. (Mt 26,21; Mk 14,18; Joh 13,21)22Menneskesønnen skal dø, sådan som Gud har bestemt det. Men ve det menneske, som forråder mig!”23Straks begyndte disciplene at diskutere hvem af dem, der kunne finde på at gøre sådan noget.
Lederskab i Guds rige
24Disciplene diskuterede også hvem af dem, der var bedst egnet som leder. (Mt 19,28; Mt 20,25; Mk 10,42)25Da sagde Jesus til dem: „Denne verdens magthavere hundser med dem, de har under sig, og selv en diktator ynder at kalde sig folkets velgører.26Sådan skal I ikke opføre jer. De, der er ledere iblandt jer, skal være villige til at tjene dem, de er ledere for. De, som har højest rang iblandt jer, skal stå på lige fod med dem, som har den laveste rang.27Ude i verden er det sådan, at den, der bliver beværtet, er større end den, som tjener ved bordet. Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.28I har trofast stået sammen med mig i mine prøvelser.29Med den autoritet, som min Far har givet mig, lover jeg jer nu,30at I skal få lov til at sidde til bords i mit rige, ja, I skal få lov til at sidde på troner og regere over Israels 12 stammer.”
Jesus forudsiger, at Peter vil tage afstand fra ham
31Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, (Mt 26,33; Mk 14,29; Joh 13,36)32men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”33„Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”34„Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
Hårde tider forude
35Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.36„Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et.37Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’[3] vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.” (Ps 22,1; Ps 22,17; Jes 53,1; Jes 53,12)38„Se, Herre! Vi har to sværd!” „Nok om det,” svarede Jesus.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane
39Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. (Mt 26,36; Mk 14,32)40Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.”41Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad:42„Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!”43Da viste en engel sig for ham og styrkede ham.44Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende.[4]45Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse.46„Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
47Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. (Mt 26,47; Mk 14,43; Joh 18,3)48„Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.49Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?”50Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af.51„Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.52Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig!53Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”
Jesus føres bort, og Peter nægter at kendes ved ham
54Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. (Mt 26,57; Mt 26,69; Mk 14,53; Mk 14,66; Joh 18,12; Joh 18,25)55Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det.56En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”57„Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.58Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han. „Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.59En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”60Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du taler om!” Netop da var der en hane, der galede.61Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”62Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Jesus bliver hånet af vagterne
63Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. (Mt 26,67; Mk 14,65)64De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?”65Også på mange andre måder hånede de ham.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere
66Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, (Mt 26,59; Mk 14,55; Joh 18,19)67og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.” „I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus.68„Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget.69Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”70Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?” Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”71„Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”