1Einige Völker ließ Jahwe im Land bleiben, um durch sie die späteren Generationen der Israeliten zu prüfen, die von den Kämpfen um Kanaan nichts mehr wussten.2Er wollte erkennen, wie sich diese Generationen, die den Krieg nicht mehr kannten, verhalten würden, wenn er sie den Krieg zu führen lehrte.3Dazu gebrauchte er die fünf Fürsten der Philister,[1] alle Kanaaniter und Sidonier[2] und die Hiwiter,[3] die im Libanongebirge[4] zwischen dem Baal-Hermon[5] und Lebo-Hamat[6] wohnen.4Durch sie sollten die Israeliten auf die Probe gestellt werden, damit in Erfahrung gebracht würde, ob sie den Geboten gehorchen, die Jahwe ihren Vorfahren durch Mose gegeben hatte.5Die Israeliten wohnten also unter den Kanaanitern, Hetitern, Amoritern, Perisitern, Hiwitern und Jebusitern.[7]6Und was taten sie? Sie nahmen sich deren Töchter zu Frauen und verheirateten ihre eigenen Töchter mit deren Söhnen. Und sie dienten deren Göttern.
Der Richter Otniël
7Ja, die Israeliten taten, was Jahwe als böse ansah. Sie vergaßen Jahwe, ihren Gott, und dienten den Baalen und den Ascheren.[8]8Da flammte Jahwes Zorn gegen Israel auf, und er lieferte sie der Gewalt von Kuschan-Rischatajim[9] aus, einem König aus dem Aram der beiden Flüsse.[10] Acht Jahre lang mussten die Israeliten ihm dienen. (1Mo 24,10)9Da schrien sie zu Jahwe um Hilfe und er ließ ihnen einen Retter erstehen: Otniël, der Sohn von Kalebs jüngerem Bruder Kenas.10Der Geist Gottes erfüllte ihn, und er wurde Richter in Israel. Dann zog er gegen den Aramäer Kuschan-Rischatajim in den Kampf und brachte ihm eine schwere Niederlage bei, weil Jahwe ihn in seine Gewalt gegeben hatte.11Daraufhin hatte das Land 40 Jahre lang Ruhe vor seinen Feinden, bis Otniël starb.
Der Richter Ehud
12Aber die Israeliten taten weiterhin Böses vor Jahwe. Da gab Jahwe Eglon, dem König der Moabiter,[11] Macht über Israel, weil sie taten, was Jahwe sehr missfiel.13Eglon verbündete sich mit den Ammonitern[12] und Amalekitern.[13] Er besiegte Israel und besetzte die Palmenstadt.[14]14Achtzehn Jahre lang mussten die Israeliten dem Moabiterkönig Eglon Tribut zahlen.15Da schrien sie zu Jahwe um Hilfe und er ließ ihnen einen Retter erstehen: Ehud Ben-Gera, einen Linkshänder aus dem Stamm Benjamin. Die Israeliten hatten ihn ausgewählt, den Tribut an König Eglon zu überbringen.16Da fertigte Ehud sich einen 40 Zentimeter[15] langen und beidseitig geschliffenen Dolch an und gürtete ihn an seine rechte Hüfte unter sein Gewand.17So vorbereitet präsentierte er dem König von Moab den Tribut. Dieser Eglon war übrigens ein sehr fetter Mann.18Nach der Übergabe schickte Ehud die Leute, die die Abgabe getragen hatten, nach Hause.19Das war bei den Götterbildern,[16] die in der Nähe von Gilgal standen. Er selbst aber ging noch einmal zurück. „Ich habe eine geheime Botschaft an dich, o König!“, sagte er. „Pst! Ksch!“, machte Eglon. Da gingen alle Diener des Königs hinaus.20Nun trat Ehud an den König heran – er saß nämlich in dem kühlen Obergemach, das für ihn allein bestimmt war – und sagte: „Eine Sache Gottes[17] habe ich für dich!“ Sogleich erhob sich dieser vom Sitz.21Da fasste Ehud mit der linken Hand den Dolch, der an seiner rechten Seite hing, und stieß ihn dem König in den Bauch.22Die Klinge drang so tief ein, dass das Fett auch den Griff noch umschloss, denn Ehud riss den bis zum Gesäß eingedrungenen Dolch nicht wieder heraus.23Danach verriegelte er die Tür des Obergemachs, stieg durchs Fenster und ging über die Vorhalle hinaus.24Als er gegangen war, kamen Eglons Diener und sahen, dass die Türflügel des Obergemachs verriegelt waren. „Er verrichtet wohl gerade seine Notdurft in der kühlen Kammer“, meinten sie.25Sie warteten aber vergeblich, denn er öffnete die Tür nicht. Schließlich holten sie einen Schlüssel und schlossen auf. Da lag ihr Herr tot auf dem Boden.26Während die Diener gewartet hatten, war Ehud entkommen. Er war schon an den Götterbildern vorbei und konnte sich nach Seïra[18] in Sicherheit bringen.27Sobald er dort angekommen war, blies er überall auf dem Gebirge Efraïm das Signalhorn.[19] Da zogen die Männer Israels hinter ihm her vom Gebirge hinab.28„Folgt mir!“, rief er, „Jahwe hat eure Feinde, die Moabiter, in eure Hand gegeben.“ So folgten sie ihm bis ins Jordantal hinunter und besetzten die Flussübergänge, sodass die Moabiter nicht entkommen konnten.29Damals erschlugen sie an die 10.000[20] Moabiter, alles starke und kriegstüchtige Männer. Keiner entkam.30An diesem Tag musste sich Moab der Gewalt Israels unterwerfen. Daraufhin hatte das Land 80 Jahre lang Ruhe vor seinen Feinden.
Schamgar
31Nach Ehud trat Schamgar Ben-Anat auf. Er erschlug 600 Philister mit einem Stab, der ‹eine scharfe Spitze hatte und normalerweise› zum Antreiben von Rindern verwendet wurde. Auch er rettete die Israeliten vor ihren Feinden.
Richter 3
Bibelen på hverdagsdansk
von Biblica1Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne.2Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere.3De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat.4Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.5Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne,6og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.
Otniel som befrier
7Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera.8Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim[1] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.9Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz.10Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp.11De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.
Ehud som befrier
12Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet.13Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko.14De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.15Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab.16Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe.17Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand,18og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.19Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse.20Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol,21trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen,22så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende.23Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.24Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de.25De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.26Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira.27Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig.28„Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.” Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over.29Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap.30Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.31Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.