1[1] Dem Chorleiter. Ein Lehrgedicht von den Söhnen Korachs.[2]2Wie ein Hirsch nach klarem Wasser lechzt, / so sehne ich mich nach dir, mein Gott.3Meine Seele dürstet nach Gott, / nach dem lebendigen Gott. / Wann darf ich wieder kommen, / wann vor seinem Angesicht stehn?4Tränen waren Tag und Nacht mein Brot, / denn sie sagten täglich zu mir: / „Wo ist denn nun dein Gott?“5Darüber denke ich nach, / und es bricht mir das Herz. / Wie gern zog ich mit der fröhlichen Schar, / mitten im Lärm der feiernden Menge, / und führte sie mit Jubel und Dank in Gottes Haus.6Was bist du so verwirrt, meine Seele, / was stöhnst du in mir? / Hoffe auf Gott! / Denn ich werde ihn noch loben / für das Heil von seinem Angesicht.7Mein Gott, ich bin ganz aufgelöst. / Darum denke ich an dich / aus dem Land des Jordan, / der Hermongipfel und des Kleinen Bergs.[3]8Die Tiefe ruft der Tiefe zu / beim Tosen deiner Wasserströme. / All deine Wogen und Wellen / gehen über mich hin.9Am Tag bietet Jahwe seine Gnade auf, / nachts ist sein Lied bei mir, / ein Gebet zum Gott meines Lebens.10Sagen will ich zu Gott, meinem Fels: / „Warum hast du mich vergessen? / Warum laufe ich trauernd umher, / bedrückt durch den Feind?“11Mörderische Qual in meinen Knochen / ist der Hohn meiner Bedränger, / die mich täglich fragen: „Wo ist denn dein Gott?“12Was bist du so verwirrt, meine Seele, / was stöhnst du in mir? / Hoffe auf Gott! / Denn ich werde ihn noch preisen, / ihn, meine Hilfe und meinen Gott!
1Til korlederen: En visdomssang[1] af Koras slægt.2Som hjorten tørster efter rindende vand, sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.3Jeg længes efter at se den levende Gud, hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?4Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig: „Hvor bliver din Gud af?”5Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang, da jeg var med i den store flok. Vi gik i procession til Guds hus, det var festdage med glædesråb og lovsang.6Men hvorfor være så trist og nedtrykt? Hvorfor længes efter gamle dage? Jeg vil hellere sætte min lid til Gud. Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.7Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud, mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde, ved foden af Hermonbjerget.8Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl. Jeg råber til dig fra min dybe nød, jeg håber at overdøve vandfaldets torden.9Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde. Hver nat synger jeg lovsange til ham. Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.10Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham: „Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”11Det skærer mig i hjertet, når mine fjender håner mig. De siger til mig dagen lang: „Hvor bliver din Gud af?”12Men så siger jeg til mig selv: „Vær ikke mismodig og nedtrykt. Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.” Når Gud har reddet mig, vil jeg synge en takkesang til ham.