1Von David.
Gepriesen sei Jahwe, mein Fels, / der meine Hände das Kämpfen lehrt, / meine Finger den Waffengebrauch.2Meine Gnade und meine Burg, / meine Festung und mein Retter, / mein Schild und der, bei dem ich sicher bin, / der mir mein Volk unterwirft.3Was ist der Mensch, Jahwe, dass du an ihn denkst, / das kleine Menschlein, dass du Acht darauf hast?4Der Mensch ist wie ein Hauch, / sein Leben wie ein Schatten, der vorüberfliegt.5Neige deinen Himmel, Jahwe, und steige herab! / Berühre die Berge, dass Rauch aufsteigt!6Lass Blitze blitzen und zerstreue den Feind! / Schieß deine Pfeile und verwirre sie!7Streck deine Hände vom Himmel herab, / reiß mich heraus aus der tödlichen Flut, / rette mich aus fremder Männer Gewalt!8Mit ihren Worten betrügen sie / und mit ihrer Hand schwören sie falsch.9Gott, ich singe dir ein neues Lied, / auf der zehnsaitigen Harfe spiele ich dir:10„Er gibt den Königen Sieg, / auch David, seinem Diener, / und entreißt ihn dem tödlichen Schwert.“11Rette mich aus fremder Männer Gewalt! / Denn mit ihren Worten betrügen sie / und mit ihrer Hand schwören sie falsch.12Unsere Söhne seien wie junge Bäume, / großgezogen in ihrer Jugend. / Unsere Töchter seien Ecksäulen gleich, / geschnitzt für einen Palast.13Unsere Scheunen seien gut gefüllt, / uns mit Vorräten aller Art zu versorgen. / Unser Kleinvieh möge sich tausendfach mehren, / zehntausendfach auf unseren Weiden.14Unsere Kühe mögen trächtig sein / und ohne Riss und Fehlgeburt kalben. / Auf unseren Plätzen höre man kein Klagegeschrei.15Wohl dem Volk, dem es so ergeht! / Wie glücklich ist das Volk, das Jahwe zum Gott hat!
1Af David. Lovet være du, Herre, du er min urokkelige Klippe. Du træner mine hænder til kamp, du styrker mine fingre til krig.2Du er min trofaste beskytter, mit skjold, min tilflugt og befrier. Jeg søger ly og hjælp hos dig, for du giver mig sejr over de fremmede folkeslag.3Hvad er et menneske, at du tænker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det.4Et menneskes liv er flygtigt som et åndepust, som en skygge passerer livet forbi.5Skub himlens forhæng til side og stig ned, sæt din fod på bjergene, så de hylles i røg.6Send dine lyn, Herre, spred fjenderne, jag dem på flugt med dine pile.7Ræk hånden ned til mig fra himlen, træk mig op af det frådende dyb. Red mig fra dette hav af fjender, befri mig fra de fremmedes magt.8De er fulde af løgn, og de sværger gerne falsk.9Jeg vil synge en ny sang til dig, Gud, spille for dig på en ti-strenget harpe.10For du gav dine konger sejr, du hjalp din tjener David.11Red mig fra det dødbringende sværd, fra fremmede folkeslags herredømme. De er jo fulde af løgn og sværger gerne falsk.12Gid vore sønner må vokse sig stærke og stå ranke som store træer. Gid vore døtre må vokse sig smukke som de kunstfærdige søjler i paladset.13Gid vore lader må blive fulde af al slags afgrøde og vore får formere sig i tusindvis, så de står tæt på alle vore marker.14Gid vore køer må få masser af kalve. Jeg beder om, at byens porte ikke bliver brudt ned, at ingen af os bliver taget til fange, og at vi bliver skånet for jamren på torvene.15Velsignet er det folk, som oplever dette. Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.