von Karl-Heinz Vanheiden1wie das Feuer Reisig entfacht / und wie es Wasser wallen macht; / dass deine Feinde merken, wer du bist, / dass die Völker vor Angst vergehen,2wenn du furchterregende Taten vollbringst, / die niemand von dir erwartet hat! / Ja, führest du doch herab, dass die Berge erbebten vor dir!3Noch nie hat man so etwas gehört, / noch niemals so etwas erlauscht, / noch nie hat ein Auge einen Gott gesehen wie dich, / der an denen, die auf ihn hoffen, so gewaltige Dinge tut![1] (1Kor 2,9)4Ach, kämst du doch dem entgegen, / der freudig tut, was recht vor dir ist, / und bei seinem Tun an dich denkt! / Nun aber traf uns dein Zorn, / denn wir haben uns versündigt an dir. / Seit jeher sind wir treulos gewesen!5Wir alle sind von Unrecht befleckt, / selbst unsere gerechten Taten sind besudelt wie ein schmutziges Gewand. / Wie Laub sind wir alle verwelkt, / unsere Schuld trägt uns fort wie der Wind.6Es gab niemand, der deinen Namen anrief, / der sich aufraffte, um festzuhalten an dir. / Denn du hattest dich verborgen vor uns, / uns ausgeliefert unserer Schuld.7Trotzdem bist du unser Vater, Jahwe! / Du bist der Töpfer, wir sind der Ton; / wir alle sind Gefäße deiner Hand.8O Jahwe, zürne nicht so sehr, / denk nicht für immer an unsere Schuld! / Schau bitte her, wir sind doch dein Volk!9Die Städte deines heiligen Landes sind zerstört, / Zion ist verwüstet, / Jerusalem ein Trümmerberg.10Unser heiliges und herrliches Haus, in dem unsere Väter dich lobten, ist ein Raub der Flammen geworden. / Alles, was uns lieb und wert war, ist zerstört.11Kannst du dabei noch an dich halten, Jahwe? / Schaust du all dem schweigend zu? / Erniedrigst du uns ganz und gar?
Jesaja 64
Bibelen på hverdagsdansk
von Biblica1Det ville få folkeslagene til at skælve af angst og fjenderne til at frygte dit herlige navn, som når ild sætter kvas i brand og bringer vand i kog.2For du gjorde engang undere, vi ikke ventede, og bjergene skælvede, da du viste dig.3Intet øre har hørt, og intet øje har set en gud som dig, for du griber ind og hjælper dem, som sætter deres lid til dig.4Du hjælper dem, som med glæde gør din vilje og følger dine veje. Men vi syndede imod dig, og du blev vred. Evig og altid har vi været onde og ulydige.[1]5Vi blev alle urene af synd. Selv det bedste, vi gjorde, var kun beskidte handlinger. Vi blev som visne blade, der blev fejet bort af vores synd som af vinden.6Ingen bad dig om hjælp eller holdt sig nær til dig. Derfor vendte du dig bort og overlod os til den straf, vi fortjente.7Men Herre, du er stadig vores Far! Vi er leret, og dine hænder har formet os. Vi er dit værk.8Vær ikke alt for vred på os, Herre. Husk ikke for evigt på vores synd. Vi er jo dit udvalgte folk.9Se, dine hellige byer er blevet jævnet med jorden, Zion ligner en øde ørken, Jerusalem ligger i ruiner.10Vores hellige og prægtige tempel, hvor vores forfædre lovpriste dig, er brændt ned til grunden. Det sted, vi elskede over alt andet, er nu kun en ruinhob.11Vil du stadig ikke gribe ind, Herre? Vil du stiltiende se på, at vi bliver straffet så hårdt?”