1Jahwe sagte zu mir: „Geh hinunter in den Palast des Königs von Juda und rufe diese Botschaft aus:2Höre, was Jahwe dir zu sagen hat, König von Juda, der auf dem Thron Davids sitzt. Höre es mitsamt deinen Dienern und dem Volk, das durch diese Tore kommt!3So spricht Jahwe: Sorgt für Recht und Gerechtigkeit, befreit die Beraubten aus der Gewalt ihrer Unterdrücker! Bedrängt weder Fremde noch Waisen und Witwen, und misshandelt sie nicht! Vergießt hier kein unschuldiges Blut!4Nur wenn ihr euch wirklich daran haltet, werden auch weiterhin Könige durch diese Tore einziehen, Könige, die auf dem Thron Davids sitzen; mit Pferd und Wagen werden sie fahren, sie und ihre Diener und das Volk.5Wenn ihr aber nicht auf diese Worte hört, dann schwöre ich bei mir selbst: Dieser Palast wird zu einem Trümmerhaufen werden!'“6Denn so spricht Jahwe über den Palast der Könige von Juda: „Du warst schön wie Gilead und wie der Gipfel des Libanon. Trotzdem mache ich eine Wüste aus dir, einen unbewohnten Ort.7Ich schicke dir eine Abrisskolonne mit ihren Werkzeugen. Die werden deine herrlichen Zedernstämme herausbrechen und ins Feuer werfen.8Menschen aus vielen Ländern werden dann hier vorüberziehen und sich fragen: 'Warum hat Jahwe dieser großen Stadt das angetan?'9Dann wird man ihnen antworten: 'Weil sie den Bund mit Jahwe, ihrem Gott, gebrochen haben. Sie haben sich vor anderen Göttern niedergeworfen und sie verehrt.'“
Trauer um Schallum
10Weint nicht um den Toten,[1] trauert nicht um ihn. Weint vielmehr über den, der fortziehen muss,[2] denn er wird seine Heimat nie wiedersehen.11Denn so spricht Jahwe über Schallum Ben-Joschija, den König von Juda, der seinem Vater auf dem Thron folgte und die Stadt verlassen musste: „Er wird niemals wieder hierher zurückkehren!12Er wird dort sterben, wohin man ihn verschleppt hat. Dieses Land wird er nie wiedersehen!“
Gegen König Jojakim
13Wehe dem, der seinen Palast mit unrechten Mitteln erbaut, / der ihn aufstockt mit Unrecht, / der die Leute umsonst arbeiten lässt, / sie nicht entlohnt,14der sagt: „Ich baue mir einen Riesenpalast / mit geräumigen Zimmern im Obergeschoss!“ / Er setzt ihm hohe Fenster ein, / täfelt ihn mit Zedernholz / und streicht ihn mit roter Farbe an.15Bist du dadurch König, dass du wetteifern kannst mit Prachtbauten aus Zedernholz? Hat dein Vater nicht auch gut gegessen und getrunken und trotzdem für Recht und Gerechtigkeit gesorgt? Ging es ihm damals nicht gut?16Den Unterdrückten und Armen verhalf er zum Recht. Deshalb stand es gut! „Sieht man nicht gerade daran, ob jemand mich kennt?“, spricht Jahwe.17Aber du hast nichts anderes im Sinn als deinen eigenen Vorteil. Dafür vergießt du das Blut unschuldiger Menschen, wendest Erpressung an und gebrauchst Gewalt.18Darum spricht Jahwe über König Jojakim Ben-Joschija von Juda: „Für ihn wird es keine Totenklage geben: 'Ach, Bruder, ach, Schwester!' Niemand wird um ihn klagen: 'Ach, unser König, ach, seine Majestät!'19Man wird ihn wie einen toten Esel verscharren; man schleift ihn fort und wirft ihn weit draußen vor den Toren Jerusalems hin.“[3]20„Ersteig den Libanon und schreie! / Lass deine Stimme auf dem Baschan erschallen / und rufe vom Gebirge Abarim[4] herab, / dass all deine Liebhaber zerschmettert sind.21Als es dir noch gut ging, sprach ich dich an. / Aber du sagtest: 'Lass mich in Ruhe!' / Das war schon immer deine Art, / nie hörtest du auf mich!22Der Wind wird deine Hirten weiden, / und deine Liebhaber werden verbannt. / Schmach und Schande wirst du ernten / wegen all deiner Bosheit.23Noch thronst du wie auf dem Libanon, / wohnst in Palästen aus Zedern. / Wie erbärmlich wirst du sein, / wenn die Schmerzen über dich kommen / wie die Wehen über die Frau!“
Gegen König Jojachin
24„So wahr ich lebe“, spricht Jahwe, „selbst wenn du ein Siegelring an meiner rechten Hand wärst, Konja[5] Ben-Jojakim, König von Juda, würde ich dich doch von dort wegreißen. (2Kön 24,6)25Ich werde dich deinen Todfeinden ausliefern, vor denen du Angst hast, und zwar den Chaldäern und ihrem König Nebukadnezzar von Babylon.26Dich und deine Mutter werde ich in ein fremdes Land schleudern, aus dem keiner von euch beiden stammt. Dort werdet ihr sterben.27Eure Heimat werdet ihr nie wiedersehen, so sehr ihr euch auch danach sehnt.“28Ist dieser Konja denn ein zerbrochener Krug, ein Ding, das keinem gefällt? Warum werden er und seine Kinder in ein Land fortgeschleudert, das keiner von ihnen kennt?29O Land, Land, Land! Höre das Wort Jahwes!30So spricht Jahwe: „Halte diesen Mann als kinderlos in der Chronik fest, als einen, der sein Leben lang nur Misserfolg hat. Denn keinem seiner Nachkommen wird es gelingen, auf dem Thron Davids zu sitzen und Juda zu regieren.“
1Herren sagde til mig: „Gå hen til paladset og sig til Judas konge, Jojakim:2Hør, hvad Herren siger til dig, Judas konge, som sidder på Davids trone. Lad også dine embedsmænd og alle andre i paladset høre det.3Herren siger: Vær retfærdig og gør altid det rigtige. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Du må ikke mishandle eller udnytte de forsvarsløse fremmede, enkerne eller de forældreløse. Du må ikke slå uskyldige mennesker ihjel.4Hvis du vil adlyde mig, vil Davids slægt fortsat få lov at sidde på tronen i Jerusalem, og de vil sammen med deres embedsmænd og øvrige følge kunne køre ud og ind ad paladsets porte i de kongelige kareter.5Men hvis du ikke vil lytte til min advarsel, sværger jeg højtideligt på, at dit fornemme palads vil blive til en dynge ruiner.6Hør, hvad Herren siger om kongepaladset: I mine øjne var du som det frugtbare Gilead og Libanons grønne skove. Men jeg vil ødelægge dig, så du kommer til at ligne en mennesketom ødemark.7Jeg sender mænd til at begå hærværk imod dig, bevæbnet med økser og brækjern. De skal nedrive dine mure, hugge dine prægtige cedertræsbjælker i stykker og kaste dem på bålet.8Folk fra fjerne lande skal gå forbi denne ruinby og udbryde: ‚Hvorfor ødelagde Herren så prægtig en by?’9Og man vil svare: ‚Fordi byens indbyggere brød pagten med Herren, deres Gud, og dyrkede andre guder.’10Græd ikke over den konge, som allerede er død,[1] men græd over ham, der føres bort i eksil og aldrig mere får sit fædreland at se. (2Kön 23,31)11Hør, hvad Herren siger om Judas kong Joahaz, der efterfulgte sin far Josias, og som blev ført i eksil:12Han vil dø i det fremmede og aldrig se sit eget land igen.13Kong Jojakim, du er en ond konge. Du udbygger dit flotte palads, tvinger dine landsmænd til at arbejde for dig, men betaler dem ikke for det.14Du siger: ‚Jeg bygger et prægtigt palads med store sale ovenpå, mange vinduer og cedertræspaneler på væggene, dekoreret med rødlige farver.’15Men man bliver ikke en stor konge, bare fordi man ejer store rigdomme. Hvorfor mon det gik din far så godt? Fordi han var fair og retfærdig, og derfor velsignede Gud ham.16Han sørgede for, at de fattige og nødstedte fik hjælp, og derfor gik det ham godt. Sådan handler de, der kender Herren.17Men du derimod, du er egoistisk, grisk og uærlig. Du myrder uskyldige mennesker, undertrykker de fattige og hersker brutalt.18Derfor vil Herren straffe dig, kong Jojakim af Juda, som efterfulgte din far Josias. Hverken din familie eller dine undersåtter vil sørge over din død.19Du får ingen værdig begravelse, men dit lig slæbes ud af byen og smides på lossepladsen.”
Jerusalems og Judas skæbne
20„Åh, mit folk,” siger Herren, „I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.21Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‚Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig.22Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab.23I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”
Dommen over Jekonja
24„Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja[2] af Juda, Jojakims søn. „Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk.25Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær.26Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land.27I vil længes tilbage til jeres fædreland, men aldrig se det igen.”28Hvorfor er kong Jekonja blevet som en revnet krukke, ingen vil eje? Hvorfor skal både han og hans børn føres i eksil til fjerne lande?29Åh, mit stakkels land og mit stakkels folk! Hør, hvad Herren siger:30„Lad Jekonja gå over i historien, som om han var en barnløs konge, for ingen af hans børn vil nogensinde sidde på Davids trone og herske i Juda. Han vil blive husket som en mislykket konge.”