1Saulus, der die Jünger des Herrn immer noch mit großer Wut verfolgte und sie mit dem Tod bedrohte, ging zum Hohen Priester2und erbat sich Schreiben an die Synagogen von Damaskus. Die Briefe würden ihn bevollmächtigen, die Anhänger des ‹neuen› Weges aufzuspüren, um diese Männer und Frauen gefesselt nach Jerusalem zu bringen.3Aber auf dem Weg nach Damaskus, kurz vor der Stadt, strahlte plötzlich ein Licht aus dem Himmel. Es blendete ihn von allen Seiten4und er stürzte zu Boden. Gleichzeitig hörte er, wie eine Stimme zu ihm sagte: „Saul, Saul, warum verfolgst du mich?“5„Wer bist du, Herr?“, fragte er. Doch der sagte: „Ich bin Jesus, den du verfolgst.6Du stehst jetzt auf und gehst in die Stadt! Dort wird man dir sagen, was du tun sollst.“7Die Männer, die ihn auf der Reise begleiteten, standen sprachlos da. Sie hörten zwar eine Stimme, sahen aber niemand.8Saulus richtete sich vom Boden auf. Aber als er die Augen öffnete, konnte er nichts sehen. Man musste ihn an der Hand nach Damaskus führen.9Drei Tage lang war er blind. Er aß nichts und trank nichts.10In Damaskus lebte ein Jünger namens Hananias. Dem erschien der Herr in einer Vision. „Hananias!“, sagte er. „Ja, Herr“, antwortete dieser.11„Steh auf und geh in die 'Gerade Straße' in das Haus von Judas“, befahl ihm der Herr. „Frage dort nach einem Saulus aus Tarsus. Er betet nämlich12und hat in einer Vision einen Mann namens Hananias gesehen, der hereinkam und ihm die Hände auflegte, damit er wieder sehen könnte.“13„Herr“, entgegnete Hananias, „ich habe von vielen Seiten gehört, wie viel Böses dieser Mann deinen Heiligen[1] in Jerusalem angetan hat. (Apg 1,12)14Und auch hier ist er von den Hohen Priestern bevollmächtigt, alle zu verhaften, die deinen Namen anrufen.“15Doch der Herr sagte: „Geh nur hin! Denn gerade ihn habe ich als Werkzeug für mich ausgewählt. Er soll meinen Namen bei Nichtjuden und ihren Königen genauso bekannt machen wie bei den Israeliten.16Ich werde ihm zeigen, wie viel er nun für meinen Namen leiden muss.“17Da ging Hananias in jenes Haus. Er legte Saulus die Hände auf und sagte: „Saul, mein Bruder! Der Herr hat mich geschickt – Jesus, der dir auf dem Weg hierher erschienen ist. Du sollst wieder sehen können und mit dem Heiligen Geist erfüllt werden.“18Im selben Augenblick fiel es Saulus wie Schuppen von den Augen und er konnte wieder sehen. Er stand auf und ließ sich taufen.19Dann aß er etwas und kam wieder zu Kräften.
Er war erst einige Tage bei den Jüngern in Damaskus,20da predigte er auch schon in den Synagogen, dass Jesus der Sohn Gottes ist.21Alle, die ihn hörten, waren fassungslos. „Ist das nicht der Mann, der in Jerusalem alle erbarmungslos verfolgte, die diesen Namen anrufen?“, sagten sie. „Und ist er nicht deswegen hierhergekommen, um sie als Gefangene den Hohen Priestern auszuliefern?“22Saulus aber trat umso entschiedener auf und brachte die Juden von Damaskus durcheinander, weil er ihnen beweisen konnte, dass Jesus der Messias ist.
Saulus wird nach Hause geschickt
23Aber danach war eine geraume Zeit vergangen.[2] Da fassten die Juden ‹in Damaskus› den Beschluss, Saulus zu beseitigen. (Gal 1,17)24Doch er erfuhr davon. Tag und Nacht bewachten sie die Stadttore, um ihn nicht entkommen zu lassen.25Seine Anhänger aber ließen ihn eines Nachts in einem Korb die Stadtmauer hinab.26Als Saulus dann nach Jerusalem kam, versuchte er, sich dort den Jüngern anzuschließen. Aber sie alle hatten Angst vor ihm, weil sie nicht glauben konnten, dass er ein Jünger geworden war.27Da nahm sich Barnabas seiner an. Er brachte ihn zu den Aposteln und erzählte ihnen, wie Saulus auf seiner Reise den Herrn gesehen und wie der Herr zu ihm gesprochen hatte. Er schilderte auch, wie mutig Saulus in Damaskus im Namen von Jesus aufgetreten war.28Da ging Saulus mit ihnen ein und aus in Jerusalem und trat ‹auch hier› unerschrocken im Namen des Herrn auf.29Er redete und diskutierte auch mit den griechisch sprechenden Juden. Doch sie versuchten ihn umzubringen.30Als die führenden Brüder in der Gemeinde das erfuhren, brachten sie ihn nach Cäsarea und schickten ihn von dort nach Tarsus weg.
Zwischenbilanz in Israel
31Nun erlebte die Gemeinde in ganz Judäa, Galiläa und Samarien eine friedliche Zeit. Die Christen wurden gefestigt und lebten ganz in Ehrfurcht vor dem Herrn. Der Heilige Geist stand ihnen bei, und so vermehrte sich ihre Zahl.
Petrus in Judäa
32Auf einer Reise durch das ganze Gebiet kam Petrus zu den Heiligen in Lydda.[3]33Dort traf er einen Mann namens Äneas an, der seit acht Jahren gelähmt im Bett lag.34Petrus sagte zu ihm: „Äneas, Jesus, der Messias, heilt dich jetzt! Steh auf und mach dein Bett selbst!“ Im selben Augenblick stand Äneas auf.35Alle Bewohner von Lydda und der ganzen Scharon-Ebene[4] sahen ihn gesund umherlaufen. Da wandten sie sich dem Herrn zu.36In Joppe[5] lebte eine Jüngerin mit Namen Tabita. Das heißt so viel wie „Gazelle“. Sie tat viel Gutes und half den Armen, wo sie nur konnte.37Nun war sie gerade in dieser Zeit krank geworden und gestorben. Man wusch den Leichnam und bahrte ihn im oberen Stockwerk des Hauses auf.38Als die Jünger in Joppe gehört hatten, dass Petrus sich in Lydda aufhielt, schickten sie sofort zwei Männer zu ihm und ließen ausrichten: „Bitte komm so schnell wie möglich zu uns.“ Von Joppe war es nicht weit[6] nach Lydda.39Petrus ging sofort mit ihnen. Als er angekommen war, führten sie ihn gleich in das Obergemach. Dort hatten sich viele Witwen eingefunden. Weinend traten sie zu Petrus und zeigten ihm die Unter- und Obergewänder, die Tabita für sie gemacht hatte, als sie noch lebte.40Doch Petrus schickte alle hinaus. Dann kniete er nieder und betete. Schließlich wandte er sich zu dem Leichnam und sagte: „Tabita, steh auf!“ Da öffnete sie die Augen. Und als sie Petrus erblickte, setzte sie sich auf.41Er fasste sie an der Hand und half ihr auf die Füße. Dann rief er die Witwen und die anderen Heiligen herein und gab ihnen Tabita lebend zurück.42Bald wusste ganz Joppe, was geschehen war, und viele kamen zum Glauben an den Herrn.43Petrus blieb noch lange in der Stadt und wohnte während dieser Zeit bei einem Gerber namens Simon.
1Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem2og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til „Vejen”,[1] både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger. (Joh 14,6)3Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen.4Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”5„Hvem er du, Herre?” spurgte han. Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren[2] Jesus, som du forfølger!6Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”7De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen.8Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus.9I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.10I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: „Ananias!” „Ja, Herre,” svarede han.11„Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede,12og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”13„Jamen, Herre,” udbrød Ananias, „jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem.14Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”15„Gør det nu alligevel,” sagde Herren, „for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger.16Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”17Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: „Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.”18Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt.
Saul i Damaskus
19Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter. Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage,20og i synagogerne begyndte han straks at forkynde, at Jesus virkelig er Guds Søn.21Alle, der hørte ham, blev meget forbavsede og spurgte hinanden: „Er det ikke den mand, som i Jerusalem bekæmpede de mennesker, som tror på Jesus? Kom han ikke netop hertil i samme ærinde for at arrestere dem og føre dem som fanger til ypperstepræsten?”22Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.23Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel.24Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham.25Derfor hjalp nogle af hans disciple ham en nat ud af byen, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i bymuren.
Saul i Jerusalem og Tarsos
26Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel.27Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus.28Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus.29Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel.30Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos.31Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.
Peter udfører to store mirakler
32Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda.33I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år.34Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme.35Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.36I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk.37Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal.38Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt.39Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem.40Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op.41Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live.42Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren.43Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.