Apostelgeschichte 12

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 Um diese Zeit ging König Herodes[1] gegen Mitglieder der Gemeinde vor und ließ sie misshandeln.2 Jakobus, den Bruder von Johannes, ließ er enthaupten.3 Als er merkte, dass das den Juden gefiel, ließ er auch Petrus festnehmen. Das geschah während des Festes der ungesäuerten Brote.[2]4 Er ließ ihn ins Gefängnis schaffen und von vier Gruppen zu je vier Soldaten bewachen. Nach dem Passafest wollte er ihn vor dem Volk aburteilen.5 Während Petrus streng bewacht im Gefängnis saß, betete die Gemeinde inständig für ihn zu Gott.6 In der Nacht vor der von Herodes geplanten Verurteilung schlief Petrus zwischen zwei Soldaten. Er war an jeden mit einer Kette gefesselt, während zwei andere vor der Tür seiner Zelle Wache hielten.7 Plötzlich stand ein Engel des Herrn vor ihm und ein helles Licht erfüllte die Zelle. Er stieß Petrus in die Seite, um ihn zu wecken. „Steh schnell auf!“, sagte er. Sofort fielen ihm die Ketten von den Handgelenken ab.8 „Binde den Gürtel um und zieh deine Sandalen an!“, befahl der Engel. Petrus tat es. Dann sagte der Engel: „Wirf den Mantel über und komm!“9 Und Petrus folgte ihm hinaus. Doch er wusste nicht, ob es Wirklichkeit war, was er mit dem Engel erlebte. Er meinte zu träumen.10 Sie gingen an der ersten Wache vorbei, dann an der zweiten und kamen an das eiserne Tor, das in die Stadt führte. Das öffnete sich ihnen von selbst. Sie traten hinaus und gingen eine Gasse hinunter. Da verschwand der Engel neben ihm plötzlich.11 Jetzt kam Petrus zu sich. „Nun weiß ich wirklich, dass der Herr seinen Engel geschickt hat“, sagte er. „Er hat mich vor Herodes gerettet und vor dem, was die Juden sich erhofften.“12 Als ihm das klar geworden war, ging er zum Haus der Maria, der Mutter von Johannes Markus.[3] Dort waren viele zusammengekommen, um zu beten.13 Als Petrus an die Tür im Hofeingang klopfte, kam eine Dienerin und wollte nachsehen, wer da wäre. Sie hieß Rhode.14 Als sie die Stimme des Petrus erkannte, lief sie gleich ins Haus und rief: „Es ist Petrus! Petrus steht vor dem Tor!“ Vor lauter Freude hatte sie vergessen, das Tor zu öffnen.15 „Du bist wohl nicht ganz bei Verstand“, sagten sie zu ihr. Doch sie behauptete steif und fest, dass es Petrus sei. Da meinten sie: „Dann ist es sein Engel.“16 Aber Petrus klopfte unaufhörlich weiter, bis sie schließlich aufmachten. Als sie ihn sahen, gerieten sie vor Staunen außer sich.17 Doch er brachte sie mit einer Handbewegung zum Schweigen und erzählte ihnen dann, wie der Herr ihn aus dem Gefängnis herausgeführt hatte. „Berichtet das auch Jakobus[4] und den Brüdern!“, bat er sie. Dann ging er hinaus und verließ die Stadt.18 Als es Tag wurde, gerieten die Soldaten in große Bestürzung. Keiner wusste, was mit Petrus geschehen war.19 Und als Herodes ihn holen lassen wollte, war er nirgends zu finden. Da verhörte er die Wachen und befahl, sie abzuführen. Anschließend begab er sich von Judäa wieder in seine Residenzstadt Cäsarea.20 Damals lag Herodes im Streit mit den Bewohnern von Tyrus und Sidon.[5] Nun schickten sie gemeinsam eine Abordnung zu ihm, nachdem es ihnen gelungen war, Blastus, den königlichen Palastverwalter, als Fürsprecher zu gewinnen. So baten sie um Frieden, weil ihr Gebiet von den Lebensmittellieferungen des königlichen Landes abhängig war.21 An einem bestimmten Tag ‹sollte die Beilegung des Streits verkündet werden›. Herodes legte ein königliches Prachtgewand an und nahm auf der Tribüne ‹des Theaters› Platz. Dann hielt er eine feierliche Ansprache.22 Das versammelte Volk aber schrie begeistert: „So spricht ein Gott und nicht ein Mensch!“23 In diesem Augenblick schlug ihn ein Engel des Herrn, weil er sich als Gott verehren ließ. Und von Würmern zerfressen verendete er.24 Immer mehr Menschen hörten das Wort Gottes und kamen zum Glauben.25 Nachdem Barnabas und Saulus ihre Aufgabe in Jerusalem erfüllt hatten, kehrten sie in Begleitung von Johannes Markus ‹nach Antiochia› zurück.

Apostelgeschichte 12

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa[1] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem,2 og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge.3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi.5 Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.6 Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren.7 Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder.8 „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!”9 Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete.10 De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.11 Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”12 Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér.13 Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var.14 Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor.15 „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!”16 Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse.17 Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob[2] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.[3]18 Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af.19 Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.20 Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig.21 Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem.22 Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!”23 I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.24 Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker.25 Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.