2.Samuel 13

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 Davids Sohn Abschalom hatte eine schöne Schwester. Sie hieß Tamar. Eines Tages verliebte sich Amnon, ein anderer Sohn Davids, in sie.2 Amnon begehrte sie so sehr, dass er regelrecht krank wurde. Denn sie war noch unberührt, und er sah keine Möglichkeit, an sie heranzukommen.3 Nun hatte er einen Freund namens Jonadab. Das war der Sohn von Davids Bruder Schima. Er war ein sehr kluger Mann.4 Er sagte zu Amnon: „Was ist los mit dir, Prinz? Warum bist du Morgen für Morgen so elend? Willst du es mir nicht sagen?“ – „Ich habe mich in Tamar, die Schwester meines Bruders Abschalom, verliebt“, erwiderte er.5 Da riet Jonadab ihm: „Leg dich auf dein Bett und stell dich krank. Wenn dann dein Vater nach dir sieht, sag zu ihm: 'Könnte nicht meine Schwester[1] Tamar zu mir kommen und mir die Krankenkost bringen? Wenn sie sie hier vor meinen Augen zubereitet, dass ich zusehen kann, werde ich essen, was sie mir gibt.'“6 Amnon legte sich also hin und stellte sich krank. Als der König ihn besuchte, sagte Amnon zu ihm: „Könnte nicht meine Schwester Tamar kommen und vor meinen Augen zwei Herzkuchen formen? Was sie mir gibt, werde ich essen.“7 Da schickte David jemand zu Tamar ins Haus und ließ ihr sagen: „Geh doch ins Haus deines Bruders Amnon und mach ihm etwas zu essen!“8 So ging Tamar ins Haus Amnons, während er sich hingelegt hatte. Sie nahm Teig, knetete ihn, formte vor seinen Augen die Herzkuchen und backte sie.9 Dann nahm sie die Pfanne und richtete es ihm zu. Aber er weigerte sich zu essen. „Es sollen erst alle hinausgehen!“, verlangte er. Als alle weg waren,10 sagte er zu Tamar: „Bring die Krankenkost ins Schlafzimmer. Ich werde nur essen, wenn du es mir direkt gibst.“ Da nahm Tamar die Herzkuchen, die sie gebacken hatte, und brachte sie ihrem Bruder ans Bett.11 Als sie ihm etwas davon reichte, packte er sie und sagte: „Komm Schwester, schlaf mit mir!“12 „Nicht doch, mein Bruder!“, rief sie. „Zwing mich nicht zu so etwas! Das darf man in Israel nicht tun! Diese Schandtat darfst du nicht begehen!13 Und ich, wo sollte ich mit meiner Schande hin? Und du würdest als einer der Niederträchtigsten in Israel dastehen. Sprich doch mit dem König! Er wird mich dir sicher nicht verweigern.“14 Doch Amnon wollte nicht auf sie hören. Er fiel über sie her und vergewaltigte sie.15 Danach aber wurde Amnon wütend auf sie und fing an, sie regelrecht zu hassen. Sein Hass auf sie war größer als sein Verlangen vorher. „Steh auf und mach dich fort!“, schrie er sie an.16 „Nein, jag mich jetzt nicht weg!“, flehte sie. „Das Unrecht wäre noch schlimmer als das andere, das du mir angetan hast.“ Aber er wollte nicht auf sie hören,17 sondern rief den jungen Mann, der in seinen Diensten stand, und sagte: „Schaff mir die da fort! Los, weg mit ihr! Hinaus! Und schließ die Tür hinter ihr zu!“18 Sie trug ein Kleid mit langen Ärmeln, denn solche Gewänder zogen die Töchter des Königs an, solange sie noch unberührt waren. Als nun der Diener sie hinausbrachte und die Tür hinter ihr zuschloss,19 streute Tamar Staub auf ihren Kopf, zerriss das langärmlige Kleid, das sie anhatte, legte eine Hand auf den Kopf und lief schreiend davon.20 Ihr Bruder Abschalom fragte sie: „War dein Bruder Amnon mit dir zusammen? Nun denn, sprich nicht darüber, meine Schwester. Er ist ja dein Bruder. Nimm dir diese Sache nicht zu Herzen.“ Da blieb Tamar vereinsamt und verstört im Haus ihres Bruders Abschalom wohnen.21 Als König David erfuhr, was geschehen war, wurde er sehr zornig.22 Abschalom aber sprach kein Wort mehr mit Amnon, denn er hasste ihn, weil er seine Schwester Tamar vergewaltigt hatte.23 Zwei Jahre später hatte Abschalom Schafschur in Baal-Hazor in der Nähe von Efraïm.[2] Dazu hatte er alle Königssöhne eingeladen.24 Das kam so: Er war zum König gegangen und hatte gesagt: „Dein Diener hat gerade die Schafscherer bei sich. Darf ich den König und seine Diener einladen, mit mir zu feiern?“25 Aber der König sagte zu ihm: „Nein, mein Sohn. Wir können doch nicht alle zusammen hingehen. Wir wollen dir nicht zur Last fallen.“ Abschalom drängte ihn, aber der König wollte nicht und entließ ihn mit einem Segenswunsch.26 Da sagte Abschalom noch: „Kann nicht wenigstens mein Bruder Amnon mitkommen?“ – „Wozu denn das?“, sagte der König.27 Abschalom aber drängte ihn. Da ließ er schließlich Amnon und alle anderen Königssöhne mitgehen.28 Abschalom befahl seinen Gefolgsleuten: „Passt auf! Wenn der Wein bei Amnon zu wirken beginnt und ich euch sage, dass ihr ihn erschlagen sollt, dann tötet ihn! Habt keine Angst, denn schließlich gebe ich euch den Befehl dazu! Seid mutig und zeigt, dass ihr tapfere Männer seid!“29 Die Leute Abschaloms gehorchten seinem Befehl und töteten Amnon. Da sprangen alle anderen Königssöhne auf, bestiegen ihre Maultiere und flohen.30 Sie waren noch unterwegs, als David schon das Gerücht erreichte, Abschalom hätte alle Königssöhne erschlagen, keiner wäre entkommen.31 Da stand der König auf, riss sein Obergewand ein und warf sich zu Boden. Seine Diener standen mit eingerissenen Gewändern um ihn herum.32 Aber Jonadab, der Sohn von Davids Bruder Schima, sagte: „Mein Herr muss nicht denken, dass all die jungen Männer, die Königssöhne, umgebracht worden sind. Amnon allein wird tot sein. Von dem Tag an, als Tamar vergewaltigt wurde, war es Abschalom doch anzusehen, dass er entschlossen war, sich an Amnon zu rächen.33 Der König nehme sich die Sache nicht so zu Herzen. Er soll nicht glauben, dass alle Königssöhne tot sind. Bestimmt wurde nur Amnon getötet.“34 Abschalom war zu dieser Zeit schon geflohen. Der junge Mann, der Ausschau hielt, sah jetzt auf dem Weg vom Westen eine größere Menschenmenge den Berg herabkommen.35 Da sagte Jonadab zum König: „Schau, die Königssöhne kommen! Es war genauso, wie dein Diener es gesagt hat.“36 Kaum hatte er das ausgesprochen, da waren die Königssöhne auch schon da und fingen an, laut zu weinen. Auch der König und seine Leute brachen in Tränen aus.37 Abschalom war zu Talmai[3] Ben-Ammihud, dem König von Geschur,[4] geflohen. David trauerte die ganze Zeit um seinen Sohn.38 Abschalom war also nach Geschur geflohen. Dort blieb er drei Jahre.39 Dann hörte David auf, gegen Abschalom vorzugehen, denn er hatte sich mit Amnons Tod abgefunden.

2.Samuel 13

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Nogen tid efter skete der følgende: Davids søn Absalom havde en smuk søster, som hed Tamar. En anden af Davids sønner, Tamars halvbror Amnon, forelskede sig i hende.2 Han var helt syg af begær efter hende, men hun var jomfru, og han havde ingen mulighed for at få sin vilje med hende, for det var skik, at kongens døtre blev holdt skarpt adskilt fra de unge mænd.3 Amnon havde imidlertid en snedig ven, hans fætter Jonadab, en søn af Davids bror Shima.4 En dag sagde Jonadab til Amnon: „Hvorfor hænger du med hovedet? Det passer sig ikke for en kongesøn! Fortæl mig, hvad der er i vejen!” „Jeg er forelsket i min halvsøster Tamar,” betroede Amnon ham.5 „Aha,” svarede Jonadab, „det findes der råd for. Nu lægger du dig syg, og når din far kommer for at se til dig, siger du: ‚Lad min søster Tamar komme og lave mad til mig, så tror jeg, at jeg kan spise lidt. Hvis hun får lov at pleje mig, bliver jeg nok snart rask.’ ”6 Amnon gik ind på fætterens plan, og da kongen kom for at se til ham, bad Amnon ham om at sende Tamar ind til ham, så hun kunne bage nogle af sine dejlige kager til ham og selv servere dem for ham.7 Det gik David med til, og han sendte besked til Tamar om at indfinde sig hos Amnon og bage kager til ham.8 Tamar kom så over til Amnons hus, hvor han lå i sengen. Hun æltede dejen og bagte kagerne, mens han så på det.9 Men da de var færdige, og hun havde lagt dem på fadet, klar til, at de kunne blive bragt til ham, nægtede han at spise dem. „Ud, alle sammen!” sagde han til tjenerne, hvorefter de alle gik deres vej.10 Så sagde han til Tamar: „Kom her ind i mit soveværelse med kagerne og server dem for mig.” Så gik hun hen til ham med kagefadet.11 Men da hun var kommet hen til sengen, greb han fat i hende og sagde: „Tamar, kom op til mig i sengen!”12 „Åh nej, bror, lad mig være!” protesterede hun. „Tag mig ikke med vold! Sådan gør man ikke i Israel. Det er tåbeligt at gøre sådan.13 Tænk på mig! Hvordan skulle jeg kunne bære min skam? Og tænk på dig selv! Du ville jo miste din ære og værdighed. Nej, tal hellere med kongen om det, så han kan give sin tilladelse til, at vi gifter os.”14 Men Amnon lod sig ikke overtale, og da han var stærkere end hende, endte det med, at han voldtog hende.15 Men bagefter blussede hadet op i Amnon, så han nu hadede hende mere, end han før havde elsket hende. „Rejs dig og forsvind!” snerrede han.16 „Nej, nej,” græd hun, „hvis du forkaster mig nu, begår du en endnu større forbrydelse imod mig!” Men han ville ikke høre på hende.17 I stedet kaldte han på sin kammertjener. „Smid den kvinde ud og lås døren efter hende!” befalede han.18 Så førte tjeneren hende udenfor og låste døren. Tamar var klædt i en lang kjole med ærmer, sådan som det var skik blandt kongens døtre, der var jomfruer.19 Nu rev hun imidlertid kjolen i stykker og strøede aske på hovedet for at vise sin fortvivlelse, og med hænderne for ansigtet løb hun skrigende gennem paladset.20 Hendes bror Absalom standsede hende og forsøgte at berolige hende. „Har Amnon ligget med dig?” spurgte han. „Ti nu stille, søster. Han er jo din bror. Lad det blive i familien. Tag det dog ikke så tungt.” Så flyttede Tamar over i sin bror Absaloms hus, hvor hun siden levede i ensomhed.21 Da kong David hørte, hvad der var sket, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for Amnon var hans førstefødte søn og hans favorit.[1]22 Men Absalom ville overhovedet ikke tale til Amnon, for han hadede ham af et godt hjerte, fordi han havde voldtaget hans søster.23 Der gik to år. En dag var Absalom og hans folk i færd med at klippe får ved Ba’al-Hatzor tæt ved byen Efraim, og han ville gerne invitere sine brødre til fåreklipningsfest.24 Han gik så til kongen og sagde, „Vi er i gang med fåreklipningen. Vil kongen og hans tjenere ikke komme og holde fest med os?”25 Men kongen svarede: „Nej, min dreng! Det ville være for stor en byrde for dig, hvis vi alle sammen troppede op.” Absalom forsøgte at overtale ham, men kongens beslutning var urokkelig, og han sagde nej tak.26 „Godt,” svarede Absalom, „men hvis du ikke vil komme, kan du i det mindste sende Amnon af sted.” „Hvorfor lige Amnon?” spurgte kongen.27 Absalom blev ved med at presse kong David, så han til sidst sendte alle sønnerne af sted—også Amnon.28 Absalom sagde nu til sine mænd: „Vent til Amnon bliver beruset, og når jeg giver signal, overfalder I ham og slår ham ihjel. I skal ikke være bange for noget. Det er mig, der har givet ordren, og jeg påtager mig det fulde ansvar. I skal bare udføre min ordre.”29 Sådan gik det til, at Amnon blev myrdet. De andre kongesønner sprang skrækslagne på deres muldyr og flygtede.30 Mens de var undervejs tilbage til Jerusalem, nåede det rygte kong David, at Absalom havde myrdet alle kongesønnerne.31 Da sprang kongen op, rev i fortvivlelse sit tøj i stykker og kastede sig med ansigtet mod jorden. De omkringstående tjenere fulgte hans eksempel og flåede deres tøj i stykker.32-33 Men i samme øjeblik ankom Jonadab og sagde: „Nej, det er ikke sandt! Alle kongesønnerne er ikke blevet myrdet, det er kun Amnon! Absalom har haft skumle planer om at myrde Amnon, lige siden han voldtog Tamar!”34 Absalom var i mellemtiden flygtet. Lidt senere fik vagtposten på Jerusalems mur øje på en flok mennesker, der nærmede sig fra nordvest ad vejen, der gik langs bjergsiden. Han skyndte sig at melde det til kongen: „Jeg ser en gruppe mennesker nærme sig på vejen fra Horon.”[2]35 „Der kan du se,” sagde Jonadab til kongen, „nu kommer de! Dine sønner er uskadte! Var det ikke det jeg sagde?”36 Kort efter nåede kongesønnerne grædende og hulkende frem. Da brast også kongen og hans tjenere i gråd.37-39 Absalom flygtede til sin morfar, kong Talmaj af Geshur, der var søn af Ammihud, og blev der i tre år. I mellemtiden voksede Davids længsel efter at se sin søn igen, især efter at han var kommet sig over Amnons død.