Mose und Aaron vor dem Pharao – Verschlimmerung der Lage
1Dann gingen Mose und Aaron zum Pharao und sagten: „So spricht Jahwe, der Gott Israels: 'Lass mein Volk ziehen, damit es in der Wüste ein Fest für mich feiern kann!'“2Aber der Pharao erwiderte: „Jahwe, wer soll das denn sein, dass er mir befehlen kann, Israel ziehen zu lassen? Ich kenne Jahwe nicht und werde Israel auch nicht ziehen lassen!“3Da sagten sie: „Der Gott der Hebräer ist uns begegnet. Lass uns drei Tagereisen weit in die Wüste ziehen und Jahwe, unserem Gott, Opfer schlachten, damit er nicht mit Pest oder Schwert über uns herfällt.“4Der Ägypterkönig erwiderte: „Warum wollt ihr das Volk von seiner Arbeit abhalten, Mose und Aaron? Macht euch an die Arbeit!“5Dann fügte er noch hinzu: „Es gibt schon mehr als genug von diesem Volk, und da wollt ihr ihnen auch noch Ruhe von ihren Zwangsarbeiten verschaffen?“6Noch am selben Tag gab der Pharao den ‹ägyptischen› Antreibern und den ‹israelitischen› Vorarbeitern die Anweisung:7„Ab sofort dürft ihr den Leuten kein Häcksel[1] mehr zur Herstellung der Ziegel liefern. Sie sollen sich das Stroh selbst zusammensuchen!8Aber sie müssen genauso viele Ziegel abliefern wie bisher! Ihr dürft ihnen nichts erlassen, denn sie sind faul. Darum schreien sie ja: 'Wir wollen losziehen und unserem Gott Opfer schlachten!'9Die Arbeit muss den Männern Druck machen! Wenn sie dann genug zu schaffen haben, kümmern sie sich nicht um leeres Geschwätz!“10So kamen die Antreiber und die Vorarbeiter des Volkes zu den Israeliten und sagten: „Der Pharao hat befohlen, dass ihr kein Häcksel mehr bekommt.11Geht selbst und sucht euch Stroh, wo ihr es finden könnt! Doch euer Soll wird nicht gekürzt!“12Daraufhin verteilte sich das Volk im ganzen Land Ägypten, um Strohstoppeln für Häcksel zu sammeln.13Und die Antreiber drängten sie: „Ihr müsst jeden Tag genauso viele Ziegel abliefern wie früher, als es noch Häcksel gab!“14Auch die israelitischen Vorarbeiter, die die Antreiber des Pharao eingesetzt hatten, wurden geschlagen und angeschrien: „Warum habt ihr gestern und heute euer Ziegelsoll nicht erfüllt?“15Da gingen die Vorarbeiter der Israeliten zum Pharao und beklagten sich: „Warum tust du das mit deinen Dienern?16Man liefert unseren Leuten kein Häcksel mehr und verlangt dennoch, dass sie Ziegel herstellen. Sie werden sogar geschlagen, und dabei sind deine Leute daran schuld!“17„Faul seid ihr“, erwiderte der Pharao, „faul! Deswegen schreit ihr: 'Wir wollen losziehen und Jahwe Opfer schlachten!'18Macht euch wieder an die Arbeit! Häcksel bekommt ihr nicht, aber euer Soll an Ziegeln müsst ihr erfüllen!“19Da sahen sich die Vorarbeiter der Israeliten in einer üblen Lage, weil man ihnen sagte: „Nichts von eurem täglichen Soll an Ziegeln wird euch erlassen!“20Als sie vom Pharao kamen, trafen sie Mose und Aaron, die auf sie warteten.21„Jahwe möge euch bestrafen!“, sagten sie zu beiden. „Ihr habt uns beim Pharao und seinen Leuten verhasst gemacht. Ihr habt ihnen eine Waffe in die Hand gegeben, mit der sie uns umbringen werden!“22Da wandte sich Mose an Jahwe und sagte: „Herr, warum behandelst du dieses Volk so schlecht? Wozu hast du mich denn hergeschickt?23Seit ich zum Pharao gegangen bin und in deinem Namen gesprochen habe, misshandelt er das Volk nur noch mehr. Und du hast dein Volk keineswegs gerettet!“
1Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”2„Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”3Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”4„Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde!5Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”6Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:7„I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for.8Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud.9De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Moses’ og Arons løgnehistorier.”10Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet.11Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.”12Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.13Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de,14og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.15Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de.16„Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”17Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve.18Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”19De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten.20På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset.21„Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
Guds løfte om udfrielse
22Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her?23Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”