1David dachte sich: „Eines Tages werde ich doch noch von Saul umgebracht. Es bleibt mir nichts anderes übrig, als mich im Land der Philister in Sicherheit zu bringen. Dann wird Saul aufhören, mich im ganzen Gebiet Israels zu suchen. Dann bin ich vor ihm sicher.“2So zog David mit seinen 600 Mann zu Achisch Ben-Maoch, dem König von Gat.3Er ließ sich mit seinen Männern bei ihm nieder. Jeder hatte seine Familie dabei. Auch Davids beide Frauen waren mitgekommen: Ahinoam aus Jesreel und Abigajil, die Witwe Nabals aus Karmel.4Als Saul erfuhr, dass David nach Gat geflohen war, suchte er ihn nicht länger.5Nun sagte David zu Achisch: „Wenn ich deine Gunst gefunden habe, dann lass mich doch in eine deiner Städte auf dem Land ziehen. Warum soll dein Diener bei dir in der Königsstadt sitzen?“6Darauf überließ ihm Achisch noch am selben Tag Ziklag. Das ist der Grund, warum Ziklag bis heute den Königen von Juda[1] gehört.7Ein Jahr und vier Monate lebte David im Gebiet der Philister.8Von dort aus unternahm David mit seinen Männern Raubzüge gegen die Geschuriter,[2] die Girsiter[3] oder die Amalekiter, die von alters her das Gebiet bis nach Schur[4] und an die Grenze Ägyptens bewohnten.9Bei diesen Überfällen ließ David weder Mann noch Frau am Leben, aber die Schafe, Rinder, Esel, Kamele und auch die Kleidung nahm er als Beute mit.10Wenn Achisch fragte: „Wohin habt ihr heute den Streifzug gemacht?“, dann erwiderte David: „In den Süden von Juda!“ oder: „In den Negev,[5] ins Gebiet der Jerachmeëliter!“ oder: „Ins südliche Gebiet der Keniter!“11David ließ niemand am Leben und brachte auch keinen Gefangenen mit nach Gat, weil er verhindern wollte, dass sie gegen ihn aussagten. So machte David es während seiner ganzen Zeit bei den Philistern.12Achisch glaubte David und dachte: „Er hat sich bei seinem eigenen Volk, bei Israel, verhasst gemacht. Nun wird er für immer mein Diener sein.“
1Men David følte sig stadig ikke tryg ved Saul. Han tænkte: „En skønne dag får Saul ram på mig. Jeg må hellere prøve lykken hos filistrene. Så kan det være, Saul indstiller jagten, og jeg kan være i fred for ham.”2-3David og hans 600 mænd med deres familier flyttede derfor til Gat, hvor de kom til at bo under filisterkongen Akish’ beskyttelse. David havde begge sine koner med sig, Ahinoam fra Jizre’el og Abigajil, Nabals enke, fra Karmel.4Saul fik snart at vide, at David var flygtet til Gat, og han indstillede forfølgelsen.5En dag sagde David til kong Akish: „Herre, hvis du ikke har noget imod det, foretrækker vi at bo i en af byerne på landet frem for her i den kongelige residensby.”6Så gav Akish ham byen Ziklag. Det er baggrunden for, at byen den dag i dag er på Judas kongers hænder.7David og hans mænd boede blandt filistrene i et år og fire måneder.8Det meste af tiden var de på plyndringstogt hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne, de folk, der fra gammel tid har boet nær Shur langs karavanevejen til Egypten.9Når Davids mænd slog ned på en landsby, sørgede de for, at der ikke var nogen overlevende tilbage, og de plyndrede stedet rub og stub for får, geder, køer, æsler, kameler og tøj, før de vendte hjem.10„Hvor gik togtet hen i dag?” plejede Akish at spørge. David svarede, at han havde været i det sydlige Juda, eller i jerahme’elitternes eller kenitternes område.11David udryddede samtlige indbyggere i de landsbyer, han plyndrede, fordi han var bange for, at de ellers ville komme til Gat og afsløre, hvor han i virkeligheden havde været. Al den tid David opholdt sig hos filistrene, spillede han dette dobbeltspil,12og Akish troede på, hvad David sagde og var efterhånden overbevist om, at David havde gjort sig grundigt forhadt blandt sit eget folk. „Nu er han tvunget til at slå sig til ro her og blive i min tjeneste,” tænkte Akish.