1In derselben Weise sollt auch ihr Frauen euch euren Männern unterstellen. Damit werden auch solche Männer gewonnen, die nicht auf das Wort Gottes hören wollen. Das geschieht ohne Worte, einfach durch euer Wesen und Tun,2denn sie beobachten, wie rein und gottesfürchtig ihr lebt.3Ihr sollt nicht durch äußerlichen Schmuck wirken wollen, durch aufwendige Frisuren, durch Gold oder prächtige Kleider.4Gott schätzt besonders den Schmuck, den man nicht sieht, der aber von unvergänglicher Schönheit ist: Freundlichkeit und ein friedfertiges Wesen.5Das ist die Schönheit, mit der die heiligen Frauen sich früher geschmückt haben. Sie haben ihre Hoffnung auf Gott gesetzt und sich ihren Männern willig untergeordnet.6Sara zum Beispiel gehorchte Abraham und nannte ihn „Herr“. Und wenn ihr Gutes tut und euch nicht von Furcht überwältigen lasst, dann seid ihr ihre Töchter geworden.7Ihr Männer müsst euch entsprechend verhalten, damit eure Gebete nicht vergeblich sind. Seid also rücksichtsvoll im Umgang mit euren Frauen, denn sie sind die Schwächeren. Achtet und ehrt sie, denn sie haben genauso wie ihr Anteil am Geschenk des ‹ewigen› Lebens!
Christen untereinander
8Schließlich sage ich euch allen: Seid euch in der gleichen Gesinnung einig, habt Mitgefühl füreinander und begegnet euch in geschwisterlicher Liebe! Seid barmherzig und demütig!9Vergeltet Böses nicht mit Bösem und Schimpfwort nicht mit Schimpfwort, sondern entgegnet gute segnende Worte! Denn Gott hat euch berufen, ein Segen zu sein.10„Denn wer das Leben liebt und gute Tage sehen will, der hüte seine Zunge. Kein böses Wort und keine Lüge verlasse seinen Mund.11Er wende sich vom Bösen ab und tue das Gute und mühe sich um Frieden!12Denn der Herr hat die Gerechten im Blick und für ihre Bitten ein offenes Ohr. Doch wer Böses tut, hat ihn immer gegen sich.“ (Ps 34,12)
Leiden für gute Taten
13Und wer würde euch schaden wollen, wenn ihr euch bemüht, das Gute zu tun?14Wenn ihr aber trotzdem leiden müsst, weil ihr tut, was vor Gott recht ist, dann dürft ihr euch glücklich preisen. „Habt also keine Angst vor ihren Drohungen und lasst euch nicht einschüchtern.15Lasst vielmehr Christus, den Herrn, die Mitte eures Lebens sein!“ Und wenn man euch nach eurer Hoffnung fragt, seid immer zur Rechenschaft bereit! (Jes 8,12)16Doch antwortet freundlich und mit dem gebotenen Respekt. Bewahrt euch ein reines Gewissen! Wenn die Leute euch dann etwas Böses nachsagen, werden sie beschämt, weil euer vorbildliches Leben mit Christus sie Lügen straft.17Auf jeden Fall ist es besser, für gute Taten zu leiden, wenn Gott das so will, als für schlechte.18Auch Christus hat einmal für die Sünden gelitten, der Gerechte starb für die Ungerechten, um uns zu Gott hinführen zu können. Als Mensch wurde er getötet, durch den Geist aber wieder lebendig gemacht.19In diesem Geist hatte er auch schon den ‹in der Sünde› gefangenen Geistern gepredigt,[1] (1Mo 6,3; 1Mo 7,1; Hebr 11,7; 2Petr 2,5)20die zur Zeit Noahs ungehorsam waren. Damals wartete Gott geduldig, bis Noah die Arche fertig gebaut hatte. Doch nur acht Menschen wurden in der Arche durch das Wasser ‹der Sintflut› hindurch gerettet.21Das ist ein Gegenbild für die Taufe, die jetzt auch euch rettet. In einer Taufe wird nicht der körperliche Schmutz abgewaschen. Sie ist vielmehr die an Gott gerichteten Bitte um ein gutes Gewissen. Sie rettet uns durch die Auferstehung von Jesus Christus,22der jetzt auf dem Ehrenplatz an Gottes rechter Seite sitzt und dem nach seinem Weggang in den Himmel die Engel, Gewalten und Mächte unterworfen sind.
1-2I kvinder, som er gift, skal underordne jer under jeres mænd. Derved kan nogle af de mænd, som nægter at tage imod budskabet om Jesus, vindes uden ord, når de lægger mærke til jeres respektfulde og eksemplariske levevis.3Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj,4at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne.5Det var den samme skønhed, der i gamle dage prægede de gudfrygtige kvinder, som satte al deres lid til Gud og underordnede sig deres mænd.6Således adlød Sara sin mand, Abraham, og kaldte ham „herre”. I er hendes „døtre”, hvis I på den måde gør det rette, og så behøver I ikke være bange for, at I bliver truet af jeres mænd.7Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Kristnes indbyrdes forhold
8Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden.9Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet.10Som Skriften siger: „De, der gerne vil have et godt liv og ønsker sig gode dage, skal holde deres tunge i skak og ikke lade løgn komme over deres læber.11De skal holde sig fra det onde, gøre det gode og stræbe efter fred.12Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp, men han er imod dem, der handler ondt.”[1]
Lidelsen set i evighedsperspektiv
13Hvem vil gøre jer fortræd, hvis I er ivrige efter at gøre det gode?14Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det.15Indvi jer helt til at følge Kristus som jeres Herre. Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro.16Gør det med venlighed og respekt og med god samvittighed, så jeres modstandere bliver flove over, at de har gjort nar af jer og talt ondt om jeres kristne livsstil.17Husk, at det er bedre at lide ondt—om Gud vil—for at have gjort noget godt end at blive straffet for at have gjort noget ondt.18Kristus måtte jo også lide, skønt han var uskyldig. Han døde én gang for alle, for at vi kunne få vores synder tilgivet. Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden.19Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring,[2] og han forkyndte budskabet for dem.20Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt.21Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for at blive frelst. Dåben drejer sig ikke om at få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål[3] om en god samvittighed over for Gud, og den får man ved troen på, at Jesus Kristus opstod fra de døde,22og at han blev taget op til Himlen og nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han hersker over både engle og åndelige autoriteter og magter.