1Dann rief Jakob alle seine Söhne zu sich und sagte:
„Versammelt euch, damit ich verkünde, / was euch begegnet in künftiger Zeit.2Kommt und hört, ihr Jakobssöhne, / hört auf euren Vater Israel!3Ruben, du mein Erstgeborener, / meine Stärke und der Erstling meiner Kraft! / Erster an Hoheit und Erster an Macht.4Du brodeltest wie Wasser. / Du sollst nicht der Erste sein, / denn du bestiegst das Bett deines Vaters, / da hast du es entweiht, / du, der mein Lager bestieg!5Die Brüder Simeon und Levi, / ihre Waffen sind Werkzeuge der Gewalt.6Mit ihren Plänen habe ich nichts zu tun, / meine Ehre ist nicht eins mit ihrer Schar, / denn im Zorn haben sie Männer gemordet, / mutwillig Stiere gelähmt.7Verflucht sei ihr zorniges Wüten, / weil es roh und grausam ist! / Ich teile sie unter Jakob auf, / ich zerstreue sie in Israel.8Dich, Juda, preisen deine Brüder, / weil du den Feind im Nacken packst! / Dir beugen sich die Söhne deines Vaters.9Du gleichst dem jungen Löwen, Juda. / Vom Raub kommst du, mein Sohn, herauf. / Er kauert hingestreckt, / dem Löwen und der Löwin gleich. / Wer wagt ihn aufzustören?10Nie weicht das Zepter von Juda, / der Herrscherstab von seinem Schoß, / bis der kommt, dem er gehört. / Und ihm werden die Völker gehorchen.11Am Weinstock bindet er sein Reittier fest, / sein Eselsfohlen an der Edelrebe. / Sein Gewand wäscht er in Wein, / in Traubenblut den Mantel.12Die Augen sind dunkler als Wein, / die Zähne weißer als Milch.13Sebulon wohnt nah am Meer, / an der Küste bei den Schiffen, / den Rücken an Sidon[1] gelehnt.14Issachar ist ein knochiger Esel, / der zwischen seinen Sattelkörben liegt.[2]15Er sah die schöne Ruhe / und dieses freundliche Land, / da beugte er seine Schulter zum Tragen / und leistete Zwangsarbeit.16Dan wird Richter sein in seinem Volk / wie nur einer von Israels Stämmen.17Dan ist wie eine Schlange am Weg, / eine Hornotter am Pfad. / Sie beißt das Pferd in die Fesseln, / sein Reiter stürzt rücklings herab.18– Ich warte auf deine Hilfe, Jahwe! –19Gad wird von Räuberscharen umdrängt, / doch er bedrängt ihre Ferse.20Aschers Nahrung ist die beste, die es gibt, / er liefert Speise für den Tisch des Königs.21Naftali, die flüchtige Hirschkuh, / versteht sich auf gefällige Rede.22Ein junger Fruchtbaum ist Josef, / ein junger Fruchtbaum am Quell, / seine Zweige ranken über die Mauer.23Da reizten ihn die Bogenschützen, / feindselig beschossen sie ihn.24Aber sein Bogen bleibt fest, / mit rascher Hand schießt er zurück, / gelenkt von den Händen des Mächtigen, / von Jakobs Gott, / dem Hirten und dem Stein von Israel,25vom Gott deines Vaters, der dir hilft, / dem Allmächtigen, der dich segnet. / Er segnet dich mit Regen aus dem Himmel / und mit Wasser aus der Tiefe, / mit Überfluss aus Mutterbrüsten / und Fruchtbarkeit vom Mutterschoß.26Der Segen deines Vaters übertrifft den Segen der uralten Berge / und das Begehrenswerte der ewigen Hügel. / Dieser Segen sei auf Josefs Haupt, / dem Auserwählten seiner Brüder.27Benjamin ist wie ein reißender Wolf: / Am Morgen noch frisst er den Raub, / am Abend schon teilt er die Beute.“28Diese alle sind die Stämme Israels, zwölf an der Zahl, und das ist es, was ihr Vater zu ihnen sagte, als er sie segnete. Jeden von ihnen bedachte er mit dem Segen, der ihm zukam.29Dann befahl er ihnen: „Wenn ich zu meinem Volk eingeholt worden bin, begrabt mich bei meinen Vätern in der Höhle, die auf dem Feld des Hetiters Efron liegt;30in der Höhle auf dem Feld Machpela östlich von Mamre im Land Kanaan auf dem Grundstück, das Abraham als Grabstätte für seine Familie von dem Hetiter Efron erworben hat.31Dort wurden Abraham und seine Frau Sara begraben; dort liegen Isaak und Rebekka, und auch Lea habe ich dort beigesetzt.32Das Feld und die Höhle darauf sind unser rechtmäßiges Eigentum, das wir von den Hetitern erworben haben.“33Nachdem Jakob seinen Söhnen diese Anweisungen gegeben hatte, zog er seine Füße aufs Bett herauf. Er starb und wurde im Tod mit seinen Vorfahren vereint.
1Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.2Kom og hør, I Jakobs sønner, lyt til Israel, jeres far!3Ruben, du min ældste søn, det første skud på stammen, ypperlig i rang og styrke,4men uregerlig som havets bølger. Du mistede din forret som førstefødt, for du gik i seng med din fars kone. Hvilken skændig handling at vanære sin far sådan.5Simeon og Levi, to alen af ét stykke, mænd af vold og vrede ord.6Jeres planer og motiver kan jeg ikke acceptere, i galskab myrdede I mennesker og lemlæstede okser for sjov.7Forbandet være jeres hidsighed, forbandet jeres vrede og vold. I bliver adskilt i Israel, spredt ud over landet.8Juda, dine brødre vil juble, når du tilintetgør dine fjender. Ja, dine brødre skal bøje sig for dig.9Juda er en løve, der vogter over sit bytte. Når han hviler sig, hvem tør da vække ham?10Scepteret skal tilhøre Juda, og han skal herske, indtil den rette hersker kommer,[1] han, som alle folkeslag skal lyde.11Han binder sit æsel til en vinstok og vasker sit tøj i druesaft.12Hans øjne er mørkere end rødvin, hans tænder hvidere end mælk.13Zebulon vil havne ved havet, hans land bliver hjemsted for skibe, det strækker sig helt til Sidon.14Issakar er stærk som et æsel, han hviler sig mellem kvægfoldene.15Når han opdager, hvor godt et sted, han har fundet og hvor frugtbart landet er, tager han villigt åget på skuldrene og arbejder hårdt for føden.16Dan skaffer sit folk deres ret så godt som nogen af Israels stammer.17Han er som en slange på stien, hugger i hestens hæl, så rytteren styrter.18Åh Gud, du er vores redning!19Gad bliver angrebet af omstrejfende bander, men han forfølger og udplyndrer dem.20Asher får en overflod af afgrøder og kan levere til kongens hof.21Naftali løber frit omkring, kommer gerne med smukke ord.[2]22Josef er som en vinstok, plantet ved kilden, hvis ranker spreder sig over muren.23Han blev beskudt med bitterheds pile, hans modstandere behandlede ham hårdt,24men han holdt sin bue med fasthed, hans stærke arme rystede ikke. Han blev hjulpet af Jakobs mægtige Gud, og igennem det blev han en hyrde, en frelser for Israels folk.25Din fars Gud er din hjælper, og den Almægtige velsigner dig med himlens velsignelser ovenfra og jordens velsignelser nedenfra, med ægteskabelige glæder og med mange børn.26Den velsignelse, du får fra din far, overgår de ældgamle bjerges velsignelser og det, de evige høje kan tilbyde. Må disse velsignelser hvile på Josefs hoved, på issen af fyrsten blandt brødre.27Benjamin er som en ulv på rov. Han æder af sit bytte om morgenen og deler ud af sit overskud om aftenen.”28Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.
Jakobs død og begravelse
29Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kana’ans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron.30-32I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.”33Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.