1Doch Sarai, Abrams Frau, blieb kinderlos. Sie hatte aber eine ägyptische Sklavin namens Hagar.2Da sagte sie zu Abram: „Du siehst, dass Jahwe mich keine Kinder bekommen lässt. Wenn du dich jedoch mit meiner Sklavin einlässt, komme ich vielleicht durch sie zu einem Kind.“ Abram war einverstanden.3Da gab Sarai ihm ihre ägyptische Sklavin zur Frau. Abram lebte damals schon zehn Jahre im Land Kanaan.4Er schlief mit Hagar, und sie wurde schwanger. Als sie merkte, dass sie schwanger war, begann sie, auf ihre Herrin herabzusehen.5Da sagte Sarai zu Abram: „Du bist Schuld an dem Unrecht, das ich ertragen muss! Ich habe dir meine Sklavin überlassen. Und kaum merkt sie, dass sie schwanger ist, verachtet sie mich. Jahwe richte zwischen dir und mir!“[1]6Abram erwiderte: „Hier ist deine Sklavin. Sie ist ja in deiner Gewalt. Mach mit ihr, was du willst!“ Da behandelte Sarai sie so hart, dass sie ihr davonlief.7Doch der Engel Jahwes[2] fand sie an einer Wasserstelle in der Wüste, bei dem Brunnen, der am Weg nach Schur[3] liegt,8und fragte sie: „Hagar, Sklavin Sarais! Wo kommst du her, und wo willst du hin?“ – „Ich bin meiner Herrin davongelaufen“, erwiderte sie.9Da sagte der Engel Jahwes zu ihr: „Geh zu deiner Herrin zurück und ertrage ihre harte Behandlung!10Ich werde dir so viele Nachkommen schenken, dass man sie nicht mehr zählen kann.“11Dann fügte er hinzu: „Du bist schwanger und wirst einen Sohn bekommen, den du Ismaël, 'Gott hört', nennen sollst, denn Jahwe hat dein Jammern gehört.12Er wird ein Wildesel von Mann sein, im Streit mit allen und von allen bekämpft. Und all seinen Brüdern tanzt er auf der Nase herum.“13Da gab Hagar Jahwe, der mit ihr geredet hatte, den Namen El-Roï. Sie sagte: „Du bist ein Gott, der ‹nach mir› sieht.“ Denn sie fügte hinzu: „Habe ich denn wirklich dem nachgeschaut, der mich angesehen hat?“14Darum nennt man den Brunnen jetzt Beër-Lahai-Roï, 'Brunnen des Lebendigen, der nach mir schaut'. Er liegt zwischen Kadesch und Bered.15Hagar gebar Abram einen Sohn, und Abram nannte ihn Ismaël.16Abram war damals 86 Jahre alt.
1Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar.2-3En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.” Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land.4Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.5Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”6„Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.7Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur.8Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun.9„Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen.10„Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle.11Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.[1] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp.12Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”13Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.”14Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.[2] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.15Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael.16På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.