Abram befreit Lot (und Sodoms Beute). Der Segen Melchisedeks.
1In dieser Zeit führten die Könige Amrafel von Schinar, Arjoch von Ellasar, Kedor-Laomer von Elam sowie der Völkerkönig Tidal[1]2Krieg gegen die Könige Bera von Sodom, Birscha von Gomorra, Schinab von Adma, Schemeber von Zebojim und den König von Bela, das heute Zoar heißt.[2]3Diese fünf hatten sich verbündet und waren in das Tal Siddim gezogen, wo heute das Salzmeer[3] ist.4Zwölf Jahre waren sie Kedor-Laomer untertan gewesen, doch im dreizehnten hatten sie gegen seine Herrschaft rebelliert.5Jetzt im vierzehnten Jahr rückten Kedor-Laomer und die mit ihm verbündeten Könige heran. Zuerst besiegten sie die Refaïter bei Aschterot-Karnajim,[4] die Susiter bei Ham,[5] die Emiter in der Ebene von Kirjatajim[6]6und die Horiter, die im Bergland von Seïr[7] bis nach El-Paran am Rand der Wüste lebten.7Dann zogen sie ‹in nordwestlicher Richtung› bis nach En-Mischpat, das jetzt Kadesch[8] heißt, und verwüsteten das ganze Gebiet der Amalekiter und auch die Gegend von Hazezon-Tamar,[9] die von Amoritern[10] besiedelt war.8Im Tal Siddim stellten sich ihnen die fünf Stadtkönige entgegen9und kämpften gegen die vier angreifenden Könige.10Nun war das Siddimtal voll von Asphaltgruben,[11] und als die Könige von Sodom und Gomorra flohen, gerieten sie da hinein. Die anderen Könige flohen ins Gebirge.11Die Sieger plünderten Sodom und Gomorra und nahmen alle Lebensmittelvorräte mit.12Auch Abrams Neffen Lot, der inzwischen in Sodom wohnte, schleppten sie mit und dazu seinen ganzen Besitz.13Einer von denen, die entkommen konnten, berichtete dem Hebräer Abram, was geschehen war. Abram wohnte damals noch unter den Terebinthen des Amoriters Mamre. Das war ein Bruder von Eschkol und Aner, Abrams Verbündeten.14Als Abram hörte, dass sein Neffe in Gefangenschaft geraten war, rief er seine Gefolgsleute zusammen, solche, die in seinen Zelten geboren waren, insgesamt 318 Mann.[12] Mit ihnen verfolgte er den Heerhaufen. In Dan[13] holte er sie ein15und überfiel sie in der Nacht. Er hatte seine Männer in zwei Gruppen geteilt. So schlug er sie in die Flucht und verfolgte sie noch bis nach Hoba, das nördlich von Damaskus liegt.16Er nahm ihnen die ganze Beute ab und befreite seinen Neffen Lot, die Frauen und alle anderen Gefangenen.17Als Abram nach seinem Sieg über Kedor-Laomer und die anderen Könige zurückkehrte, zog ihm der König von Sodom entgegen ins Schawetal, das heute Königstal[14] heißt. (2Sam 18,18)18Auch Melchisedek,[15] der König von Salem,[16] kam dorthin und brachte Brot und Wein mit. Er war Priester Gottes, des Höchsten, (Ps 76,3; Hebr 7,2)19und segnete Abram. Er sagte:
„Gesegnet sei Abram von Gott, dem Höchsten, dem Himmel und Erde gehören.20Und gepriesen sei Gott, der Höchste, der deine Feinde dir ausgeliefert hat.“
Abram gab ihm den zehnten Teil von aller Beute.21Da sagte der König von Sodom zu Abram: „Gib mir meine Leute zurück, alles andere kannst du behalten!“22Doch Abram hob seine Hand und sagte: „Ich schwöre bei Jahwe, bei Gott, dem Höchsten, dem Himmel und Erde gehören:23Nicht einen Faden oder Schuhriemen werde ich von dem behalten, was dir gehört! Du sollst niemals sagen können: 'Ich habe Abram reich gemacht.'24Ich nehme nichts für mich. Nur das behalte ich, was meine Männer verzehrt haben und was meinen Bundesgenossen Aner, Eschkol und Mamre zusteht. Die sollen ihren Anteil an der Beute erhalten.“
1På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim,2kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela—også kaldet Zoar.3De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav.[1]4I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør,5og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten6og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant,7vendte de om og kom til En-Mishpat—det senere Kadesh—hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.8Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod9kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem.10Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene.11Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort.12De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig—for han boede jo i Sodoma.13En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner—Abrams allierede.14Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan.15Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus.16Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.
Melkizedek velsigner Abram
17Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen.18Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med.19-20Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.21Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”22Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber,23at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig.24Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”