1.Mose 14

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 In dieser Zeit führten die Könige Amrafel von Schinar, Arjoch von Ellasar, Kedor-Laomer von Elam sowie der Völkerkönig Tidal[1]2 Krieg gegen die Könige Bera von Sodom, Birscha von Gomorra, Schinab von Adma, Schemeber von Zebojim und den König von Bela, das heute Zoar heißt.[2]3 Diese fünf hatten sich verbündet und waren in das Tal Siddim gezogen, wo heute das Salzmeer[3] ist.4 Zwölf Jahre waren sie Kedor-Laomer untertan gewesen, doch im dreizehnten hatten sie gegen seine Herrschaft rebelliert.5 Jetzt im vierzehnten Jahr rückten Kedor-Laomer und die mit ihm verbündeten Könige heran. Zuerst besiegten sie die Refaïter bei Aschterot-Karnajim,[4] die Susiter bei Ham,[5] die Emiter in der Ebene von Kirjatajim[6]6 und die Horiter, die im Bergland von Seïr[7] bis nach El-Paran am Rand der Wüste lebten.7 Dann zogen sie ‹in nordwestlicher Richtung› bis nach En-Mischpat, das jetzt Kadesch[8] heißt, und verwüsteten das ganze Gebiet der Amalekiter und auch die Gegend von Hazezon-Tamar,[9] die von Amoritern[10] besiedelt war.8 Im Tal Siddim stellten sich ihnen die fünf Stadtkönige entgegen9 und kämpften gegen die vier angreifenden Könige.10 Nun war das Siddimtal voll von Asphaltgruben,[11] und als die Könige von Sodom und Gomorra flohen, gerieten sie da hinein. Die anderen Könige flohen ins Gebirge.11 Die Sieger plünderten Sodom und Gomorra und nahmen alle Lebensmittelvorräte mit.12 Auch Abrams Neffen Lot, der inzwischen in Sodom wohnte, schleppten sie mit und dazu seinen ganzen Besitz.13 Einer von denen, die entkommen konnten, berichtete dem Hebräer Abram, was geschehen war. Abram wohnte damals noch unter den Terebinthen des Amoriters Mamre. Das war ein Bruder von Eschkol und Aner, Abrams Verbündeten.14 Als Abram hörte, dass sein Neffe in Gefangenschaft geraten war, rief er seine Gefolgsleute zusammen, solche, die in seinen Zelten geboren waren, insgesamt 318 Mann.[12] Mit ihnen verfolgte er den Heerhaufen. In Dan[13] holte er sie ein15 und überfiel sie in der Nacht. Er hatte seine Männer in zwei Gruppen geteilt. So schlug er sie in die Flucht und verfolgte sie noch bis nach Hoba, das nördlich von Damaskus liegt.16 Er nahm ihnen die ganze Beute ab und befreite seinen Neffen Lot, die Frauen und alle anderen Gefangenen.17 Als Abram nach seinem Sieg über Kedor-Laomer und die anderen Könige zurückkehrte, zog ihm der König von Sodom entgegen ins Schawetal, das heute Königstal[14] heißt. (2Sam 18,18)18 Auch Melchisedek,[15] der König von Salem,[16] kam dorthin und brachte Brot und Wein mit. Er war Priester Gottes, des Höchsten, (Ps 76,3; Hebr 7,2)19 und segnete Abram. Er sagte: „Gesegnet sei Abram von Gott, dem Höchsten, dem Himmel und Erde gehören.20 Und gepriesen sei Gott, der Höchste, der deine Feinde dir ausgeliefert hat.“ Abram gab ihm den zehnten Teil von aller Beute.21 Da sagte der König von Sodom zu Abram: „Gib mir meine Leute zurück, alles andere kannst du behalten!“22 Doch Abram hob seine Hand und sagte: „Ich schwöre bei Jahwe, bei Gott, dem Höchsten, dem Himmel und Erde gehören:23 Nicht einen Faden oder Schuhriemen werde ich von dem behalten, was dir gehört! Du sollst niemals sagen können: 'Ich habe Abram reich gemacht.'24 Ich nehme nichts für mich. Nur das behalte ich, was meine Männer verzehrt haben und was meinen Bundesgenossen Aner, Eschkol und Mamre zusteht. Die sollen ihren Anteil an der Beute erhalten.“

1.Mose 14

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim,2 kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela—også kaldet Zoar.3 De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav.[1]4 I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør,5 og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten6 og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant,7 vendte de om og kom til En-Mishpat—det senere Kadesh—hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.8 Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod9 kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem.10 Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene.11 Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort.12 De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig—for han boede jo i Sodoma.13 En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner—Abrams allierede.14 Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan.15 Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus.16 Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.17 Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen.18 Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med.19-20 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.21 Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”22 Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber,23 at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig.24 Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”