Para o mestre de música. De acordo com a melodia A Corça da Manhã. Salmo davídico.
1Meu Deus! Meu Deus! Por que me abandonaste? Por que estás tão longe de salvar-me, tão longe dos meus gritos de angústia?2Meu Deus! Eu clamo de dia, mas não respondes; de noite, e não recebo alívio!3Tu, porém, és o Santo, és rei, és o louvor de Israel.4Em ti os nossos antepassados puseram a sua confiança; confiaram, e os livraste.5Clamaram a ti, e foram libertos; em ti confiaram, e não se decepcionaram.6Mas eu sou verme, e não homem, motivo de zombaria e objeto de desprezo do povo.7Caçoam de mim todos os que me veem; balançando a cabeça, lançam insultos contra mim, dizendo:8“Recorra ao SENHOR! Que o SENHOR o liberte! Que ele o livre, já que lhe quer bem!”9Contudo, tu mesmo me tiraste do ventre; deste-me segurança junto ao seio de minha mãe.10Desde que nasci fui entregue a ti; desde o ventre materno és o meu Deus.11Não fiques distante de mim, pois a angústia está perto e não há ninguém que me socorra.12Muitos touros me cercam, sim, rodeiam-me os poderosos de Basã.13Como leão voraz rugindo, escancaram a boca contra mim.14Como água me derramei, e todos os meus ossos estão desconjuntados. Meu coração se tornou como cera; derreteu-se no meu íntimo.15Meu vigor secou-se como um caco de barro, e a minha língua gruda no céu da boca; deixaste-me no pó, à beira da morte.16Cães me rodearam! Um bando de homens maus me cercou! Perfuraram minhas mãos e meus pés.17Posso contar todos os meus ossos, mas eles me encaram com desprezo.18Dividiram as minhas roupas entre si, e lançaram sortes pelas minhas vestes.19Tu, porém, SENHOR, não fiques distante! Ó minha força, vem logo em meu socorro!20Livra-me da espada, livra a minha vida do ataque dos cães.21Salva-me da boca dos leões, e dos chifres dos bois selvagens. E tu me respondeste.22Proclamarei o teu nome a meus irmãos; na assembleia te louvarei.23Louvem-no, vocês que temem o SENHOR! Glorifiquem-no, todos vocês, descendentes de Jacó! Tremam diante dele, todos vocês, descendentes de Israel!24Pois não menosprezou nem repudiou o sofrimento do aflito; não escondeu dele o rosto, mas ouviu o seu grito de socorro.25De ti vem o tema do meu louvor na grande assembleia; na presença dos que te[1] temem cumprirei os meus votos.26Os pobres comerão até ficarem satisfeitos; aqueles que buscam o SENHOR o louvarão! Que vocês tenham vida longa!27Todos os confins da terra se lembrarão e se voltarão para o SENHOR, e todas as famílias das nações se prostrarão diante dele,28pois do SENHOR é o reino; ele governa as nações.29Todos os ricos da terra se banquetearão e o adorarão; haverão de ajoelhar-se diante dele todos os que descem ao pó, cuja vida se esvai.30A posteridade o servirá; gerações futuras ouvirão falar do Senhor,31e a um povo que ainda não nasceu proclamarão seus feitos de justiça, pois ele agiu poderosamente.
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
1Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.2Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor hjælper du mig ikke? Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?3Dag efter dag råber jeg til dig, men du svarer mig ikke. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst.4Du sidder på din hellige trone, du er den, som Israel lovsynger.5Vore forfædre stolede på dig, og du reddede dem.6Du hørte deres nødråb og befriede dem, du skuffede aldrig deres tillid til dig.7Men jeg føler mig som en ussel orm, jeg bliver hånet og foragtet af alle.8Enhver, der ser mig, griner ad mig, ryster på hovedet eller vrænger ad mig.9„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de. „Så lad os se, om Herren redder ham. Hvis Herren elsker ham så meget, så burde han gribe ind og frelse ham!”10Herre, du var der, da jeg blev født, du gav mig tryghed ved min mors bryst.11Fra fødslen har du været den, der hjalp mig, hele mit liv har du været min Gud.12Hold dig ikke borte fra mig nu, for jeg er undergangen nær, og ingen andre kan hjælpe mig.13Frygtindgydende fjender har omringet mig, som en hjord af vilde tyre fra Bashan.14Som sultne og brølende løver kommer de imod mig med åbent gab.15Min styrke er sivet bort som vand i sandet, alle mine knogler føles, som er de gået af led, mit hjerte hamrer i halsen på mig.16Mine læber er tørre som potteskår, min tunge klistrer til ganen, du har bragt mig til gravens rand.17Mine fjender kredser omkring mig som hunde, en bande af forbrydere omringer mig. De har gennemboret[1] mine hænder og fødder.18Jeg kan tælle alle mine knogler. Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.19De deler mine klæder imellem sig og trækker lod om min kjortel.20Herre, hold dig ikke på afstand. Du er min redning, kom mig til hjælp.21Frels mig fra døden, red mig fra de vilde hunde.22Lad mig undslippe løvens gab, lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn. Gud, du har hørt min bøn.23Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd, jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.24Pris Herren, I, der kender ham, giv ham ære, Jakobs efterkommere, vis ham ærefrygt, Israels folk,25for han lod ikke den fortvivlede i stikken, han vendte sig ikke bort og gik sin vej. Han lyttede til mit råb om hjælp.26Jeg vil lovsynge dig, når folket samles, jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.27De ydmyge skal spise og alle blive mætte, de, som beder dig om hjælp, skal prise dig. Må de altid leve under din velsignelse.28Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre, alle folkeslag skal komme og tilbede dig.29For magten tilhører dig, du er Konge over alle nationer.30Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig. Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.31Jeg vil leve for dig, og min slægt skal tjene dig. De kommende generationer skal høre om dine underfulde gerninger.32De skal fortælle om din nåde og frelse til slægter, som endnu ikke er født.