Poema de Davi, quando ele estava na caverna. Uma oração.
1Em alta voz clamo ao SENHOR; elevo a minha voz ao SENHOR, suplicando misericórdia.2Derramo diante dele o meu lamento; a ele apresento a minha angústia.3Quando o meu espírito desanima, és tu quem conhece o caminho que devo seguir. Na vereda por onde ando esconderam uma armadilha contra mim.4Olha para a minha direita e vê; ninguém se preocupa comigo. Não tenho abrigo seguro; ninguém se importa com a minha vida.5Clamo a ti, SENHOR, e digo: Tu és o meu refúgio; és tudo o que tenho na terra dos viventes.6Dá atenção ao meu clamor, pois estou muito abatido; livra-me dos que me perseguem, pois são mais fortes do que eu.7Liberta-me da prisão, e renderei graças ao teu nome. Então os justos se reunirão à minha volta por causa da tua bondade para comigo.
1En visdomssang og bøn af David, fra dengang han gemte sig i en hule.2Jeg råber højt til Herren, trygler ham om nåde.3Jeg udøser min nød for ham, betror ham mine problemer.4Når jeg er modløs og opgivende, viser du mig den vej, jeg skal gå, for de har sat fælder op alle vegne.5Jeg ser mig omkring til højre og venstre, men alle virker så ligeglade, ingen vil føre mig i sikkerhed, ingen er villige til at hjælpe.6Herre, derfor råber jeg til dig, du er min tilflugt, mit eneste håb.7Lyt til min bøn, for jeg er i stor nød. Red mig, for mine forfølgere er stærke.8Hjælp mig ud af det her fængsel, så jeg atter kan takke og tilbede dig. Når du griber ind og redder mig, vil de gudfrygtige samles og takke dig for det.