1De madrugada Jerubaal, isto é, Gideão, e todo o seu exército acampou junto à fonte de Harode. O acampamento de Midiã estava ao norte deles, no vale, perto do monte Moré.2E o SENHOR disse a Gideão: “Você tem gente demais, para eu entregar Midiã nas suas mãos. A fim de que Israel não se orgulhe contra mim, dizendo que a sua própria força o libertou,3anuncie, pois, ao povo que todo aquele que estiver tremendo de medo poderá ir embora do monte Gileade”. Então vinte e dois mil homens partiram, e ficaram apenas dez mil.4Mas o SENHOR tornou a dizer a Gideão: “Ainda há gente demais. Desça com eles à beira d’água, e eu separarei os que ficarão com você. Se eu disser: Este irá com você, ele irá; mas, se eu disser: Este não irá com você, ele não irá”.5Assim Gideão levou os homens à beira d’água, e o SENHOR lhe disse: “Separe os que beberem a água lambendo-a como faz o cachorro, daqueles que se ajoelharem para beber”.6O número dos que lamberam a água levando-a com as mãos à boca foi de trezentos homens. Todos os demais se ajoelharam para beber.7O SENHOR disse a Gideão: “Com os trezentos homens que lamberam a água livrarei vocês e entregarei os midianitas nas suas mãos. Mande para casa todos os outros homens”.8Gideão mandou os israelitas para as suas tendas, mas reteve os trezentos. E estes ficaram com as provisões e as trombetas dos que partiram. O acampamento de Midiã ficava abaixo deles, no vale.9Naquela noite, o SENHOR disse a Gideão: “Levante-se e desça ao acampamento, pois vou entregá-lo nas suas mãos.10Se você está com medo de atacá-los, desça ao acampamento com o seu servo Pura11e ouça o que estiverem dizendo. Depois disso você terá coragem para atacar”. Então ele e o seu servo Pura desceram até os postos avançados do acampamento.12Os midianitas, os amalequitas e todos os outros povos que vinham do leste haviam se instalado no vale; eram numerosos como nuvens de gafanhotos. Assim como não se pode contar a areia da praia, também não se podia contar os seus camelos.13Gideão chegou bem no momento em que um homem estava contando seu sonho a um amigo. “Tive um sonho”, dizia ele. “Um pão de cevada vinha rolando dentro do acampamento midianita e atingiu a tenda com tanta força que ela tombou e se desmontou.”14Seu amigo respondeu: “Não pode ser outra coisa senão a espada de Gideão, filho de Joás, o israelita. Deus entregou os midianitas e todo o acampamento nas mãos dele”.15Quando Gideão ouviu o sonho e a sua interpretação, adorou a Deus. Voltou para o acampamento de Israel e gritou: “Levantem-se! O SENHOR entregou o acampamento midianita nas mãos de vocês”.16Dividiu os trezentos homens em três companhias e pôs nas mãos de todos eles trombetas e jarros vazios, com tochas dentro.17E ele lhes disse: “Observem-me. Façam o que eu fizer. Quando eu chegar à extremidade do acampamento, façam o que eu fizer.18Quando eu e todos os que estiverem comigo tocarmos as nossas trombetas ao redor do acampamento, toquem as suas, e gritem: Pelo SENHOR e por Gideão!”19Gideão e os cem homens que o acompanhavam chegaram aos postos avançados do acampamento pouco depois da meia-noite[1], assim que foram trocadas as sentinelas. Então tocaram as suas trombetas e quebraram os jarros que tinham nas mãos;20as três companhias tocaram as trombetas e despedaçaram os jarros. Empunhando as tochas com a mão esquerda e as trombetas com a direita, gritaram: “À espada, pelo SENHOR e por Gideão!”21Cada homem mantinha a sua posição em torno do acampamento, e todos os midianitas fugiam correndo e gritando.22Quando as trezentas trombetas soaram, o SENHOR fez que em todo o acampamento os homens se voltassem uns contra os outros com as suas espadas. Mas muitos fugiram para Bete-Sita, na direção de Zererá, até a fronteira de Abel-Meolá, perto de Tabate.23Os israelitas de Naftali, de Aser e de todo o Manassés foram convocados, e perseguiram os midianitas.24Gideão enviou mensageiros a todos os montes de Efraim, dizendo: “Desçam para atacar os midianitas e cerquem as águas do Jordão à frente deles até Bete-Bara”. Foram, pois, convocados todos os homens de Efraim, e eles ocuparam as águas do Jordão até Bete-Bara.25Eles prenderam dois líderes midianitas, Orebe e Zeebe. Mataram Orebe na rocha de Orebe e Zeebe no tanque de prensar uvas de Zeebe. E, depois de perseguir os midianitas, trouxeram a cabeça de Orebe e a de Zeebe a Gideão, que estava do outro lado do Jordão.
1Tidligt om morgenen drog Gideon af sted sammen med sin hær helt til Harod-kilden, hvor de slog lejr. Den midjanitiske hær lå nord for dem i dalen neden for More-højen.2Herren sagde nu til Gideon: „Du har alt for mange krigere med dig. Hvis jeg lader jer alle kæmpe mod midjanitterne, vil I bare selv tage æren og prale af, at I overvandt fjenden i egen kraft.3Derfor skal du sige til dem: Hvis nogen af jer er bange, må I gerne gå hjem!” Da gik 22.000 af mændene hjem, så der kun var 10.000 tilbage.4Men Herren sagde til Gideon: „I er stadig alt for mange! Før mændene ned til kilden, så vil jeg vise dig, hvem der skal følge dig i krigen, og hvem du skal lade blive tilbage.”5Så førte Gideon mændene ned til kilden, og Herren sagde til ham: „Dem, der drikker ved at lægge sig på maven og labbe vandet i sig som en hund, skal du skille ud fra dem, der lægger sig på knæ for at drikke.”6Det viste sig, at 300 af mændene labbede vandet i sig som en hund.[1] Resten lagde sig på knæ og drak normalt ved at føre hånden til munden.7„Med disse 300 mænd vil jeg redde jer og besejre midjanitterne,” sagde Herren til Gideon. „Send alle de andre hjem!”8Så sendte Gideon de øvrige mænd hjem, men bad dem efterlade deres proviant og vædderhorn.9Om natten, mens midjanitterne sov trygt i deres lejr nede i dalen, sagde Herren til Gideon: „Stå op! Tag dine mænd og gå til angreb på midjanitterne, for jeg vil give dig sejr over dem.10Men hvis du er bange, kan du sammen med din våbendrager Pura snige dig ned til midjanitternes lejr11og lytte til, hvad der foregår. Det vil opmuntre dig og give dig mod til at gå til angreb.” I ly af mørket sneg Gideon og Pura sig nu af sted og nåede frem til udkanten af fjendens lejr.12Midjanitterne, amalekitterne og de øvrige ørkenfolk fra øst lå som en græshoppesværm ud over dalen—ja, de var talløse som sandet ved stranden, og der var flere kameler, end nogen kunne tælle.13Netop som Gideon listede sig hen til et telt, var en af krigerne derinde ved at fortælle en anden om en drøm, han havde haft: „Jeg drømte, at et bygbrød kom rullende hen mod lejren. Det ramte et telt, væltede det og maste det fuldstændigt.”14Den anden kriger svarede: „Det kan kun betyde én ting: At Gud vil give israelitten Gideon sejr over hele vores hær.”15Da Gideon hørte den samtale, bøjede han sig i tilbedelse til Gud. Så skyndte han sig tilbage til sine mænd og råbte: „Op med jer! Herren vil give jer sejr over midjanitternes hær!”16Så delte han sine 300 mænd i tre grupper og gav hver af mændene et vædderhorn og en lerkrukke med en brændende fakkel i.17-18Så forklarede han dem sin slagplan. „Når vi har placeret os rundt om deres lejr,” sagde han, „og mændene i min gruppe støder i hornene, skal I gøre det samme i de to andre grupper og råbe: For Herren og for Gideon!”19Samme nat kort efter det første vagtskifte nåede Gideon og hans 100 mænd udkanten af midjanitternes lejr. Pludselig stødte de i hornene og knuste lerkrukkerne, så faklerne lyste op i natten.20Mændene i de andre grupper fulgte straks deres eksempel. Med højre hånd holdt de hornene for munden, mens de holdt faklerne løftet i venstre hånd. Så råbte de: „Til kamp for Herren og for Gideon!”21Mens de blev stående på deres poster rundt om lejren, iagttog de, hvordan de midjanitiske krigere fór forvirret rundt og råbte og skreg.22Så snart Gideons mænd havde stødt i hornene, havde Herren nemlig bragt forvirring blandt fjendens hærafdelinger, så de begyndte at hugge hinanden ned fra den ene ende af lejren til den anden. De, som ikke blev dræbt, flygtede til Bet-ha-Shitta i retning af Serera, tæt ved Abel-Mehola over for Tabbat.23Derefter sendte Gideon bud efter mændene fra Naftalis, Ashers og Manasses stammer, for at de skulle sætte efter den flygtende hær.24Han sendte også bud til Efraims højland: „Kom ned og kæmp mod midjanitterne. Besæt vadestederne langs Jordanfloden helt til Bet-Bara, så de ikke kan flygte over floden.” Efraimitterne gjorde, som der blev sagt.25De tog to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb til fange. Oreb blev dræbt ved den klippe, som er blevet opkaldt efter ham. Ze’eb blev dræbt ved vinpersen, der har fået navn efter ham. Derefter overbragte nogle af mændene de to hærføreres hoveder til Gideon på den vestlige side af Jordanfloden, mens resten genoptog forfølgelsen af midjanitterne.