1A Dios elevo mi voz suplicante; a Dios elevo mi voz para que me escuche.2Cuando estoy angustiado, recurro al Señor; sin cesar elevo mis manos por las noches, pero me niego a recibir consuelo.3Me acuerdo de Dios, y me lamento; medito en él, y desfallezco. Selah4No me dejas conciliar el sueño; tan turbado estoy que ni hablar puedo.5-6Me pongo a pensar en los tiempos de antaño; de los años ya idos me acuerdo. Mi corazón reflexiona por las noches;[1] mi espíritu medita e inquiere:7«¿Nos rechazará el Señor para siempre? ¿No volverá a mostrarnos su buena voluntad?8¿Se habrá agotado su gran amor eterno, y sus promesas por todas las generaciones?9¿Se habrá olvidado Dios de sus bondades, y en su enojo ya no quiere tener compasión de nosotros?» Selah10Y me pongo a pensar: «Esto es lo que me duele: que haya cambiado la diestra del Altísimo».11Prefiero recordar las hazañas del SEÑOR, traer a la memoria sus milagros de antaño.12Meditaré en todas tus proezas; evocaré tus obras poderosas.13Santos, oh Dios, son tus caminos; ¿qué dios hay tan excelso como nuestro Dios?14Tú eres el Dios que realiza maravillas; el que despliega su poder entre los pueblos.15Con tu brazo poderoso redimiste a tu pueblo, a los descendientes de Jacob y de José. Selah16Las aguas te vieron, oh Dios, las aguas te vieron y se agitaron; el propio abismo se estremeció con violencia.17Derramaron su lluvia las nubes; retumbaron con estruendo los cielos; rasgaron el espacio tus centellas.18Tu estruendo retumbó en el torbellino y tus relámpagos iluminaron el mundo; la tierra se estremeció con temblores.19Te abriste camino en el mar; te hiciste paso entre las muchas aguas, y no se hallaron tus huellas.20Por medio de Moisés y de Aarón guiaste como un rebaño a tu pueblo.
1Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.2Jeg råber til Gud uden ophør. Jeg håber, han hører min bøn.3Jeg er i nød og søger hen til min herre. Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham. Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.4Jeg tænker på Gud og stønner i min nød, jeg sukker af længsel efter hans hjælp.5Jeg kan ikke sove, før han griber ind. Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.6Jeg mindes de gamle dage, den tid, som nu er forbi.7Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten. Nu sidder jeg og spørger mig selv:8Har Herren forkastet mig for evigt? Vil han aldrig igen være nådig?9Er hans trofasthed opbrugt? Gælder hans løfter ikke længere?10Har Gud glemt at være god? Har han lukket sit hjerte i vrede?11Jeg kan ikke udholde den tanke, at den Almægtige skulle have mistet sin magt.12Jeg husker miraklerne i gamle dage, de fantastiske ting, Gud gjorde engang.13De er altid i mine tanker, jeg kan ikke lade være at grunde over dem.14Du er helt speciel, Gud, ingen guder kan måles med dig.15Du er undernes og miraklernes Gud, du viste din magt, så alverden hørte om det.16Du befriede dit folk med din vældige styrke, det var Jakobs og Josefs slægt.17Havet så dig og trak sig tilbage af frygt, Det Røde Hav skælvede ved synet af dig. Havdybet rystede af skræk,18skyerne sendte strømme af regn. Tordenen rullede hen over himlen, dine lynpile fløj til alle sider.19Tordenen rumlede som vognhjul, lynene oplyste himlen. Hele jorden rystede og bævede.20Du banede en vej gennem havet, du vandrede igennem de vældige vande, men du efterlod dig ingen fodspor.21Som en fårehyrde førte du dit folk, Moses og Aron var dine hjælpere.