1A ti clamo, SEÑOR; ven pronto a mí. ¡Atiende a mi voz cuando a ti clamo!2Que suba a tu presencia mi plegaria como una ofrenda de incienso; que hacia ti se eleven mis manos como un sacrificio vespertino.3SEÑOR, ponme en la boca un centinela; un guardián a la puerta de mis labios.4No permitas que mi corazón se incline a la maldad, ni que sea yo cómplice de iniquidades; no me dejes participar en banquetes en compañía de malhechores.5Que la justicia me golpee, que el amor me reprenda; que el ungüento de los malvados no perfume mi cabeza, pues mi oración está siempre en contra de sus malas obras.6Cuando sus gobernantes sean lanzados desde los despeñaderos, sabrán que mis palabras eran bien intencionadas.7Y dirán: «Así como se dispersa la tierra cuando en ella se abren surcos con el arado, así se han dispersado nuestros huesos a la orilla del sepulcro».8En ti, SEÑOR Soberano, tengo puestos los ojos; en ti busco refugio; no dejes que me maten.9Protégeme de las trampas que me tienden, de las trampas que me tienden los malhechores.10Que caigan los impíos en sus propias redes, mientras yo salgo bien librado.
1En sang af David. Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu. Hør mig, når jeg beder til dig.2Lad min bøn være som røgelse, der stiger op, mine løftede hænder som et aftenoffer.3Herre, hjælp mig til at holde min mund og være varsom med, hvad jeg siger.4Hjælp mig til at tage afstand fra det onde, så jeg ikke roder mig ind i noget forkert sammen med ugudelige mennesker, selv om det nok kan være fristende.5En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod som forfriskende olie til mit hoved. Jeg bekæmper det onde med min bøn,6og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen, vil man indse, at jeg havde ret.7Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand som sten, der er pløjet op af marken.[1]8Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud. Du er min hjælp og min tilflugt, overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.9Bevar mig fra deres baghold, fra forbrydernes fælder.10Lad dem selv gå i fælden, og lad mig gå fri.