1Jesús volvió a hablarles en parábolas, y les dijo:2«El reino de los cielos es como un rey que preparó un banquete de bodas para su hijo.3Mandó a sus siervos que llamaran a los invitados, pero estos se negaron a asistir al banquete.4Nuevamente mandó a otros siervos y les ordenó: “Decid a los invitados que ya he preparado mi comida: Ya han matado mis bueyes y mis reses engordadas, y todo está listo. Venid al banquete de bodas”.5Pero ellos no hicieron caso y se fueron: uno a su campo, otro a su negocio.6Los demás agarraron a los siervos, los maltrataron y los mataron.7El rey se enfureció. Mandó su ejército a destruir a los asesinos y a incendiar su ciudad.8Luego dijo a sus siervos: “El banquete de bodas está preparado, pero los que invité no merecían venir.9Id al cruce de los caminos e invitad al banquete a todos los que encontréis”.10Así que los siervos salieron a los caminos y reunieron a todos los que pudieron encontrar, buenos y malos, y se llenó de invitados el salón de bodas.11»Cuando el rey entró a ver a los invitados, notó que allí había un hombre que no estaba vestido con el traje de boda.12“Amigo, ¿cómo entraste aquí sin el traje de boda?”, le dijo. El hombre se quedó callado.13Entonces el rey dijo a los sirvientes: “Atadlo de pies y manos, y echadlo afuera, a la oscuridad, donde habrá llanto y rechinar de dientes”.
El pago de impuestos al césar
14Porque muchos son los invitados, pero pocos los escogidos».15Entonces salieron los fariseos y tramaron cómo tenderle a Jesús una trampa con sus mismas palabras.16Enviaron algunos de sus discípulos junto con los herodianos, los cuales le dijeron: ―Maestro, sabemos que eres un hombre íntegro y que enseñas el camino de Dios de acuerdo con la verdad. No te dejas influir por nadie porque no te fijas en las apariencias.17Danos tu opinión: ¿Está permitido pagar impuestos al césar o no?18Conociendo sus malas intenciones, Jesús replicó: ―¡Hipócritas! ¿Por qué me tendéis trampas?19Mostradme la moneda para el impuesto. Y se la enseñaron.[1]20―¿De quién son esta imagen y esta inscripción? —les preguntó.21―Del césar —respondieron. ―Entonces dadle al césar lo que es del césar y a Dios lo que es de Dios.
El matrimonio en la resurrección
22Al oír esto, se quedaron asombrados. Así que lo dejaron y se fueron.23Ese mismo día los saduceos, que decían que no hay resurrección, se le acercaron y le plantearon un problema:24―Maestro, Moisés nos enseñó que, si un hombre muere sin tener hijos, el hermano de ese hombre tiene que casarse con la viuda para que su hermano tenga descendencia.25Pues bien, había entre nosotros siete hermanos. El primero se casó y murió y, como no tuvo hijos, dejó la esposa a su hermano.26Lo mismo les pasó al segundo y al tercer hermano, y así hasta llegar al séptimo.27Por último, murió la mujer.28Ahora bien, en la resurrección, ¿de cuál de los siete será esposa esta mujer, ya que todos estuvieron casados con ella?29Jesús les contestó: ―Andáis equivocados porque desconocéis las Escrituras y el poder de Dios.30En la resurrección, las personas no se casarán ni serán dadas en casamiento, sino que serán como los ángeles que están en el cielo.31Pero, en cuanto a la resurrección de los muertos, ¿no habéis leído lo que os dijo Dios:32“Yo soy el Dios de Abraham, de Isaac y de Jacob”? Él no es Dios de muertos, sino de vivos. (Ex 3:6)
El mandamiento más importante
33Al oír esto, la gente quedó admirada de su enseñanza.34Los fariseos se reunieron al oír que Jesús había hecho callar a los saduceos.35Uno de ellos, experto en la ley, le tendió una trampa con esta pregunta:36―Maestro, ¿cuál es el mandamiento más importante de la ley?37―“Ama al Señor tu Dios con todo tu corazón, con todo tu ser y con toda tu mente” —le respondió Jesús—. (Dt 6:5)38Este es el primero y el más importante de los mandamientos.39El segundo se parece a este: “Ama a tu prójimo como a ti mismo”. (Lv 19:18)
¿De quién es hijo el Cristo?
40De estos dos mandamientos dependen toda la ley y los profetas.41Mientras estaban reunidos los fariseos, Jesús les preguntó:42―¿Qué pensáis acerca del Cristo? ¿De quién es hijo? ―De David —le respondieron ellos.43―Entonces, ¿cómo es que David, hablando por el Espíritu, lo llama “Señor”? Él afirma:44»“Dijo el Señor a mi Señor: ‘Siéntate a mi derecha, hasta que ponga a tus enemigos debajo de tus pies’ ”. (Sal 110:1)45Si David lo llama “Señor”, ¿cómo puede entonces ser su hijo?»46Nadie pudo responderle ni una sola palabra, y desde ese día ninguno se atrevía a hacerle más preguntas.
1Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige: (Lc 14:15)2„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn.3Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme.4Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’5Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning.6Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel.7Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt.8Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen.9Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’10Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.11Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på.12‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar.13Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse,14for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
15Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. (Mr 12:13; Lc 20:20)16Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne[1] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden.17Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”18Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig?19Vis mig den mønt, I betaler skat med.” De rakte ham en.20„Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”21„Det er kejserens navn og billede.” „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[2]22Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
23Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: (Mr 12:18; Lc 20:27)24„Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre.25Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to,26men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv.27Til sidst døde også konen.28Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”29„I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft.30Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen.31Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:32‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”33Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.
Det vigtigste bud i Toraen
34Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. (Mr 12:28)35De fik en af de skriftlærde til at spørge:36„Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”37Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.[3] (Dt 6:4)38Det er det største og fornemmeste bud.39Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’[4] (Lv 19:18)40Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”
Messias som Davids søn
41Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: (Mr 12:35; Lc 20:41)42„Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”[5] „Han er Davids søn,” svarede de.43„Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:44‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’ (Sal 110:1)45Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”46Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.