1Seis días después, Jesús tomó consigo a Pedro, a Jacobo y a Juan, el hermano de Jacobo, y los llevó aparte, a una montaña alta.2Allí se transfiguró en presencia de ellos; su rostro resplandeció como el sol, y su ropa se volvió blanca como la luz.3En esto, se les aparecieron Moisés y Elías conversando con Jesús.4Pedro dijo a Jesús: ―Señor, ¡qué bueno sería que nos quedáramos aquí! Si quieres, levantaré tres tiendas: una para ti, otra para Moisés y otra para Elías.5Mientras estaba aún hablando, apareció una nube luminosa que los envolvió, de la cual salió una voz que dijo: «Este es mi Hijo amado; estoy muy complacido con él. ¡Escuchadle!»6Al oír esto, los discípulos se postraron sobre su rostro, aterrorizados.7Pero Jesús se acercó a ellos y los tocó. ―Levantaos —les dijo—. No tengáis miedo.8Cuando alzaron la vista, no vieron a nadie más que a Jesús.9Mientras bajaban de la montaña, Jesús les encargó: ―No le contéis a nadie lo que habéis visto hasta que el Hijo del hombre resucite.10Entonces los discípulos le preguntaron a Jesús: ―¿Por qué dicen los maestros de la ley que Elías tiene que venir primero?11―Sin duda Elías viene, y restaurará todas las cosas —respondió Jesús—.12Pero os digo que Elías ya vino, y no lo reconocieron, sino que hicieron con él todo lo que quisieron. De la misma manera va a sufrir el Hijo del hombre a manos de ellos.
Jesús sana a un muchacho endemoniado
13Entonces entendieron los discípulos que les estaba hablando de Juan el Bautista.14Cuando llegaron a la multitud, un hombre se acercó a Jesús y se arrodilló delante de él.15―Señor, ten compasión de mi hijo. Le dan ataques y sufre terriblemente. Muchas veces cae en el fuego o en el agua.16Se lo traje a tus discípulos, pero no pudieron sanarlo.17―¡Ah, generación incrédula y perversa! —respondió Jesús—. ¿Hasta cuándo tendré que estar con vosotros? ¿Hasta cuándo tendré que soportaros? Traedme acá al muchacho.18Jesús reprendió al demonio, el cual salió del muchacho, y este quedó sano desde aquel momento.19Entonces los discípulos se acercaron a Jesús y, en privado, le preguntaron: ―¿Por qué nosotros no pudimos expulsarlo?20-21―Por vuestra poca fe —les respondió—. Os aseguro que, si tuvierais fe tan pequeña como un grano de mostaza, podríais decirle a esta montaña: “Trasládate de aquí para allá”, y se trasladaría. Para vosotros nada resultaría imposible.[1]22Estando reunidos en Galilea, Jesús les dijo: «El Hijo del hombre va a ser entregado en manos de los hombres.23Lo matarán, pero al tercer día resucitará». Y los discípulos se entristecieron mucho.
El impuesto del templo
24Cuando Jesús y sus discípulos llegaron a Capernaún, los que cobraban el impuesto del templo[2] se acercaron a Pedro y le preguntaron: ―¿Tu maestro no paga el impuesto del templo?25―Sí, lo paga —respondió Pedro. Al entrar Pedro en la casa, se adelantó Jesús a preguntarle: ―¿Tú qué opinas, Simón? Los reyes de la tierra, ¿a quiénes cobran tributos e impuestos: a los suyos o a los demás?26―A los demás —contestó Pedro. ―Entonces los suyos están exentos —le dijo Jesús—.27Pero, para no escandalizar a esta gente, vete al lago y echa el anzuelo. Saca el primer pez que pique; ábrele la boca y encontrarás una moneda.[3] Tómala y dásela a ellos por mi impuesto y por el tuyo.
Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed
1Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. (Mr 9:2; Lc 9:28)2Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide.3Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus.4„Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”5Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”6Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne.7Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.”8Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.9På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.
Skulle „Elias” ikke komme før Messias?
10Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?” (Mr 9:11)11Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt.[1] (Mal 3:23)12Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”13Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.
Alt er muligt for den, som tror
14Luk. 9,37-43a Der stod en vældig menneskemængde og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. (Mr 9:14)15„Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg,[2] og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald.16Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”17„Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”18Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.19Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”20„På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer.21Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”[3]
Jesus taler igen om sin død og opstandelse
22-23Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det. (Mr 9:30; Lc 9:43)
Om at betale skat til templet
24Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.25„Jo, selvfølgelig!” svarede Peter. Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”26„Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget.27Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”