Jueces 6

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Los israelitas hicieron lo que ofende al SEÑOR, y él los entregó en manos de los madianitas durante siete años.2 Era tal la tiranía de los madianitas que los israelitas se hicieron escondites en las montañas, las cuevas y otros lugares de refugio.3 Siempre que los israelitas sembraban, los madianitas, amalecitas y otros pueblos del oriente venían y los atacaban.4 Acampaban y arruinaban las cosechas por todo el territorio, hasta la región de Gaza. No dejaban en Israel nada con vida: ni ovejas, ni bueyes ni asnos.5 Llegaban con su ganado y con sus tiendas como plaga de langostas. Tanto ellos como sus camellos eran incontables, e invadían el país para devastarlo.6 Era tal la miseria de los israelitas por causa de los madianitas que clamaron al SEÑOR pidiendo ayuda.7 Cuando los israelitas clamaron al SEÑOR a causa de los madianitas,8 el SEÑOR les envió un profeta que dijo: «Así dice el SEÑOR, Dios de Israel: “Yo os saqué de Egipto, tierra de esclavitud,9 y os libré de su poder. También os libré del poder de todos vuestros opresores, a quienes expulsé de vuestra presencia para entregaros su tierra”.10 Os dije: “Yo soy el SEÑOR vuestro Dios; no adoréis a los dioses de los amorreos, en cuya tierra vivís”. Pero vosotros no me obedecisteis».11 El ángel del SEÑOR vino y se sentó bajo la encina que estaba en Ofra, la cual pertenecía a Joás, del clan de Abiezer. Su hijo Gedeón estaba trillando trigo en un lagar, para protegerlo de los madianitas.12 Cuando el ángel del SEÑOR se le apareció a Gedeón, le dijo: ―¡El SEÑOR está contigo, guerrero valiente!13 ―Pero, señor —replicó Gedeón—, si el SEÑOR está con nosotros, ¿cómo es que nos sucede todo esto? ¿Dónde están todas las maravillas que nos contaban nuestros padres, cuando decían: “¡El SEÑOR nos sacó de Egipto!”? ¡La verdad es que el SEÑOR nos ha desamparado y nos ha entregado en manos de Madián!14 El SEÑOR lo miró y le dijo: ―Ve con la fuerza que tienes, y salvarás a Israel del poder de Madián. Yo soy quien te envía.15 ―Pero, señor —objetó Gedeón—, ¿cómo voy a salvar a Israel? Mi clan es el más débil de la tribu de Manasés, y yo soy el más insignificante de mi familia.16 El SEÑOR respondió: ―Tú derrotarás a los madianitas como si fueran un solo hombre, porque yo estaré contigo.17 ―Si me he ganado tu favor, dame una señal de que en realidad eres tú quien habla conmigo —respondió Gedeón—.18 Te ruego que no te vayas hasta que yo vuelva y traiga mi ofrenda y la ponga ante ti. ―Esperaré hasta que vuelvas —le dijo el SEÑOR.19 Gedeón se fue a preparar un cabrito; además, con una medida[1] de harina hizo panes sin levadura. Luego puso la carne en una canasta y el caldo en una olla, y los llevó y se los ofreció al ángel bajo la encina.20 El ángel de Dios le dijo: ―Toma la carne y el pan sin levadura, y ponlos sobre esta roca; y derrama el caldo. Y así lo hizo Gedeón.21 Entonces, con la punta del bastón que llevaba en la mano, el ángel del SEÑOR tocó la carne y el pan sin levadura, ¡y de la roca salió fuego, que consumió la carne y el pan! Luego el ángel del SEÑOR desapareció de su vista.22 Cuando Gedeón se dio cuenta de que se trataba del ángel del SEÑOR, exclamó: ―¡Ay de mí, SEÑOR y Dios! ¡He visto al ángel del SEÑOR cara a cara!23 Pero el SEÑOR le dijo: ―¡Quédate tranquilo! No temas. No vas a morir.24 Entonces Gedeón construyó allí un altar al SEÑOR, y lo llamó«El SEÑOR es la paz», el cual hasta el día de hoy se encuentra en Ofra de Abiezer.25 Aquella misma noche el SEÑOR le dijo: «Toma un toro del rebaño de tu padre; el segundo, el que tiene siete años.[2] Derriba el altar que tu padre ha dedicado a Baal, y el poste con la imagen de la diosa Aserá que está junto a él.26 Luego, sobre la cima de este lugar de refugio, construye un altar apropiado[3] para el SEÑOR tu Dios. Toma entonces la leña del poste de Aserá que cortaste, y ofrece el segundo toro[4] como un holocausto».27 Gedeón llevó a diez de sus siervos e hizo lo que el SEÑOR le había ordenado. Pero en lugar de hacerlo de día lo hizo de noche, pues tenía miedo de su familia y de los hombres de la ciudad.28 Cuando los hombres de la ciudad se levantaron por la mañana, vieron que el altar de Baal estaba destruido, que el poste con la imagen de la diosa Aserá estaba cortado, y que el segundo toro había sido sacrificado sobre el altar recién construido.29 Entonces se preguntaban el uno al otro: «¿Quién habrá hecho esto?» Después de investigar cuidadosamente, llegaron a la conclusión: «Gedeón hijo de Joás lo hizo».30 Entonces los hombres de la ciudad le exigieron a Joás: ―Saca a tu hijo, pues debe morir, porque destruyó el altar de Baal y derribó la imagen de Aserá que estaba junto a él.31 Pero Joás les respondió a todos los que lo amenazaban: ―¿Acaso vais a defender a Baal? ¿Creéis que lo vais a salvar? ¡Cualquiera que defienda a Baal, que muera antes del amanecer! Si de veras Baal es un dios, debe poder defenderse de quien destruya su altar.32 Por eso aquel día llamaron a Gedeón«Yerubaal»,[5] diciendo: «Que Baal se defienda contra él», porque él destruyó su altar.33 Todos los madianitas y amalecitas, y otros pueblos del oriente, se aliaron y cruzaron el Jordán, acampando en el valle de Jezrel.34 Entonces Gedeón, poseído por el Espíritu del SEÑOR, tocó la trompeta, y todos los del clan de Abiezer fueron convocados a seguirlo.35 Envió mensajeros a toda la tribu de Manasés, convocándolos para que lo siguieran, y además los envió a Aser, Zabulón y Neftalí, de modo que también estos se le unieron.36 Gedeón le dijo a Dios: «Si has de salvar a Israel por mi mano, como has prometido,37 mira, tenderé un vellón de lana en la era, sobre el suelo. Si el rocío cae solo sobre el vellón y todo el suelo alrededor queda seco, entonces sabré que salvarás a Israel por mi mano, como prometiste».38 Y así sucedió. Al día siguiente Gedeón se levantó temprano, exprimió el vellón para sacarle el rocío, y llenó una taza de agua.39 Entonces Gedeón le dijo a Dios: «No te enojes conmigo. Déjame hacer solo una petición más. Permíteme hacer una prueba más con el vellón. Esta vez haz que solo el vellón quede seco, y que todo el suelo quede cubierto de rocío».40 Así lo hizo Dios aquella noche. Solo el vellón quedó seco, mientras que todo el suelo estaba cubierto de rocío.

Jueces 6

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Så begyndte Israelitterne igen at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor udleverede Herren dem til midjanitterne, der tyranniserede dem i syv år.2 Midjanitterne var så grusomme, at israelitterne flygtede op i bjergene og indrettede sig skjulesteder i huler og klippeborge.3 Hver gang israelitterne havde tilsået deres marker, kom der omstrejfende bander fra Midjan og Amalek og andre nabofolk fra øst og angreb dem.4 De slog lejr på deres marker, ødelagde afgrøderne og plyndrede landet så langt som til Gaza. Israelitterne havde intet at spise, for fjenderne stjal også alle deres får, geder, okser og æsler.5-6 Røverbanderne trængte ind i landet og slog sig ofte ned i længere tid med deres hjorde og kamelflokke, talløse som græshoppesværme, indtil landet var så hærget og forarmet,7 at folket igen råbte til Herren om hjælp.8 Da sendte Herren en profet til dem: „Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. „Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten9 og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kana’ans land og gav det til jer.10 Jeg sagde til jer: ‚Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”11 Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joash’ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.12 Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: „Herren er med dig, stærke kriger!”13 „Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. „Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”14 Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: „Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!”15 „Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. „Vores slægt er den svageste i Manasses stamme—og jeg er den yngste i min familie!”16 „Men jeg er Herren—og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”17 Gideon svarede: „Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig.18 Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” „Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.19 Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose[1] mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.20 Da sagde Guds engel: „Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!” Gideon gjorde, som englen sagde,21 og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.22 Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: „Ak, min Herre og Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”23 Men Herren sagde: „Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”24 På det sted byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det „Herrens fred”. Det står stadig i Ofra, på den jord, der tilhører Abiezers slægt.25 Samme nat sagde Herren til Gideon: „Tag en af din fars tyre, den næstbedste, som er syv år gammel. Vælt så din fars Ba’als alter ned og hug afgudspælen ved siden af i stykker.26 Når det er gjort, skal du på toppen af denne klippe bygge et alter for Herren, din Gud, på den foreskrevne måde. Brug træet fra pælen som brænde på alteret, og bring så tyren som et brændoffer til Herren.”27 Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion.28 Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at ba’alsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.29 „Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.30 „Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. „Han skal dø, for han har revet ba’alsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”31 Men Joash råbte tilbage: „Hvorfor forsvarer I Ba’al? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Ba’als sag, skal dø inden i morgen! Hvis Ba’al virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”32 Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubba’al,[2] fordi han havde revet Ba’als alter ned.33 Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizre’elsletten.34 Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben.35 Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.36 Da sagde Gideon til Gud: „Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet,37 vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsens gulv. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”38 Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den!39 Da sagde han til Herren: „Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”40 Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.