Jueces 2

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 El ángel del SEÑOR subió de Guilgal a Boquín y dijo: «Yo os saqué de Egipto y os hice entrar en la tierra que juré darles a vuestros antepasados. Dije: “Nunca quebrantaré mi pacto con vosotros;2 vosotros, por vuestra parte, no haréis ningún pacto con la gente de esta tierra, sino que derribaréis sus altares”. ¡Pero me habéis desobedecido! ¿Por qué habéis actuado así?3 Pues quiero que sepáis que no expulsaré de vuestra presencia a esa gente; ellos os harán la vida imposible, y sus dioses serán una trampa para vosotros».4 Cuando el ángel del SEÑOR les habló así a todos los israelitas, el pueblo lloró a gritos.5 Por eso llamaron a aquel lugar Boquín,[1] y allí ofrecieron sacrificios al SEÑOR.6 Cuando Josué despidió al pueblo, los israelitas se fueron a tomar posesión de la tierra, cada uno a su propio territorio.7 El pueblo sirvió al SEÑOR mientras vivieron Josué y los ancianos que le sobrevivieron, los cuales habían visto todas las grandes obras que el SEÑOR había hecho por Israel.8 Josué hijo de Nun, siervo del SEÑOR, murió a la edad de ciento diez años,9 y lo sepultaron en Timnat Jeres,[2] tierra de su heredad, en la región montañosa de Efraín, al norte del monte de Gaas. (Jos 19:50; Jos 24:30)10 También murió toda aquella generación, y surgió otra que no conocía al SEÑOR ni sabía lo que él había hecho por Israel.11 Esos israelitas hicieron lo que ofende al SEÑOR y adoraron a los ídolos de Baal.12 Abandonaron al SEÑOR, Dios de sus padres, que los había sacado de Egipto, y siguieron a otros dioses —dioses de los pueblos que los rodeaban—, y los adoraron, provocando así la ira del SEÑOR.13 Abandonaron al SEÑOR, y adoraron a Baal y a las imágenes de Astarté.14 Entonces el SEÑOR se enfureció contra los israelitas y los entregó en manos de invasores que los saquearon. Los vendió a sus enemigos que tenían a su alrededor, a los que ya no pudieron hacerles frente.15 Cada vez que los israelitas salían a combatir, la mano del SEÑOR estaba en contra de ellos para su mal, tal como el SEÑOR se lo había dicho y jurado. Así llegaron a verse muy angustiados.16 Entonces el SEÑOR hizo surgir caudillos[3] que los libraron del poder de esos invasores.17 Pero tampoco escucharon a esos caudillos, sino que se prostituyeron al entregarse a otros dioses y adorarlos. Muy pronto se apartaron del camino que habían seguido sus antepasados, el camino de la obediencia a los mandamientos del SEÑOR.18 Cada vez que el SEÑOR levantaba entre ellos un caudillo, estaba con él. Mientras ese caudillo vivía, los libraba del poder de sus enemigos, porque el SEÑOR se compadecía de ellos al oírlos gemir por causa de quienes los oprimían y afligían.19 Pero, cuando el caudillo moría, ellos volvían a corromperse aún más que sus antepasados, pues se iban tras otros dioses, a los que servían y adoraban. De este modo se negaban a abandonar sus malvadas costumbres y su obstinada conducta.20 Por eso el SEÑOR se enfureció contra Israel y dijo: «Puesto que esta nación ha violado el pacto que yo establecí con sus antepasados y no me ha obedecido,21 tampoco yo echaré de su presencia a ninguna de las naciones que Josué dejó al morir.22 Las usaré para poner a prueba a Israel y ver si guarda mi camino y anda por él, como hicieron sus antepasados».23 Por eso el SEÑOR dejó en paz a esas naciones; no las echó en seguida ni las entregó en manos de Josué.

Jueces 2

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer.2 I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten?3 Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”4 Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd,5 og derfor kaldte man det sted for Bokim.[1] Derefter bragte de ofre til Herren.6 Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig.7 I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel.8 Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år9 og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Ga’ashbjerget.10 Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel,11 og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne.12-13 De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede.14 Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land.15 Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød.16 Så greb Herren ind og gav dem ledere—de såkaldte dommere—der skulle redde dem fra deres fjender.17 Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud.18 Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne.19 Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.20 Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger,21 vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde.22 I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”23 Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.