1La palabra del SEÑOR acerca de los babilonios y de su país vino al profeta Jeremías:2«¡Anunciad y proclamad entre las naciones! ¡Proclamadlo, levantad un estandarte! No ocultéis nada, sino decid: “¡Babilonia será conquistada! ¡Bel quedará en vergüenza! ¡Marduc quedará aterrado! ¡Sus imágenes quedan humilladas, y aterrados sus ídolos!”3Porque la ataca una nación del norte, que dejará desolada a su tierra. Hombres y animales saldrán huyendo, y no habrá nadie que la habite.4»En aquellos días, en aquel tiempo, la gente de Israel y de Judá irá llorando en busca del SEÑOR, su Dios —afirma el SEÑOR—.5Preguntarán por el camino de Sión, y hacia allá se encaminarán. Vendrán y se aferrarán al SEÑOR en un pacto eterno, que ya no olvidarán.6»Mi pueblo ha sido como un rebaño perdido; sus pastores lo han descarriado, lo han hecho vagar por las montañas. Ha ido de colina en colina, y se ha olvidado de su redil.7Todos los que lo encuentran lo devoran; “No somos culpables —decían sus enemigos—, porque ellos pecaron contra el SEÑOR; ¡él es morada de justicia, esperanza de sus antepasados!”8»¡Huid de Babilonia; abandonad ese país! Sed como los machos cabríos que guían a las ovejas.9Porque yo movilizo contra Babilonia una alianza de grandes naciones del norte. Se alistarán contra ella, y desde el norte será conquistada. Sus flechas son como expertos guerreros que no vuelven con las manos vacías.10Babilonia será saqueada, y todos sus saqueadores se saciarán —afirma el SEÑOR—.11»¡Vosotros, que saqueáis mi heredad, alegraos y regocijaos! ¡Saltad como terneros en la pradera, relinchad como sementales!12Pero vuestra patria quedará humillada; la que os dio la vida quedará en vergüenza. Será la última de las naciones; se convertirá en sequedal, desierto y estepa.13Por el enojo del SEÑOR, no será habitada, sino que quedará en desolación. Todo el que pase por Babilonia quedará pasmado al ver todas sus heridas.14»¡Tomad posiciones alrededor de Babilonia, todos los que tensáis el arco! ¡Disparadle, no escatiméis flechas, porque ha pecado contra el SEÑOR!15Gritad en torno de ella: ¡Babilonia se rinde! ¡Cayeron sus torres, se derrumbaron sus muros! ¡Esta es la venganza del SEÑOR! ¡Vengaos de ella! ¡Pagadle con la misma moneda!16Exterminad al que siembra en Babilonia, y al que maneja la hoz en la cosecha. Ante la espada del opresor, cada uno retorna a su pueblo, cada cual huye a su país.17»Israel es como un rebaño descarriado, acosado por los leones. Primero lo devoró el rey de Asiria, y luego Nabucodonosor, rey de Babilonia, le quebró todos los huesos».18Por eso, así dice el SEÑOR Todopoderoso, el Dios de Israel: «Castigaré al rey de Babilonia y a su país como castigué al rey de Asiria.19Haré que Israel vuelva a su prado y que se alimente en el Carmelo y en Basán. Su apetito quedará saciado en las montañas de Efraín y Galaad.20En aquellos días se buscará la iniquidad de Israel, pero ya no se encontrará. En aquel tiempo se buscarán los pecados de Judá, pero ya no se hallarán, porque yo perdonaré a los que deje con vida —afirma el SEÑOR—.21»¡Ataca el país de Meratayin y a los que viven en Pecod! ¡Mátalos, destrúyelos por completo! ¡Cumple con todas mis órdenes! —afirma el SEÑOR—.22¡En el país hay estruendo de guerra y de impresionante destrucción!23¡Cómo ha sido quebrado y derribado el martillo de toda la tierra! ¡Babilonia ha quedado desolada en medio de las naciones!24Te tendí una trampa, y en ella caíste antes de que te dieras cuenta. Fuiste sorprendida y apresada, porque te opusiste al SEÑOR.25El SEÑOR ha abierto su arsenal, y ha sacado las armas de su ira; el SEÑOR omnipotente, el Todopoderoso, tiene una tarea que cumplir en el país de los babilonios.26¡Atacadla desde los confines de la tierra! ¡Abrid sus graneros! ¡Amontonadla como las gavillas! ¡Destruidla por completo! ¡Que no quede nada de ella!27¡Matad a todos sus novillos! ¡Llevadlos al matadero! ¡Ay de ellos, pues les ha llegado el día, el día de su castigo!28Se oye la voz de los fugitivos, de los que escaparon de Babilonia; vienen a anunciar en Sión la venganza del SEÑOR, nuestro Dios, la venganza por su templo.29»Reclutad contra Babilonia a los arqueros, a todos los que tensan el arco; acampad a su alrededor, y que no escape ninguno. Retribuidle según sus obras, pagadle con la misma moneda. Porque ella ha desafiado al SEÑOR, al Santo de Israel.30Por eso en aquel día caerán sus jóvenes en las calles y perecerán todos sus soldados —afirma el SEÑOR—.31»Estoy contra ti, nación arrogante —afirma el Señor, el SEÑOR Todopoderoso—; al fin ha llegado el día, el día de tu castigo.32El arrogante tropezará y caerá, y no habrá quien lo ayude a levantarse. Prenderé fuego a todas sus ciudades, fuego que consumirá cuanto le rodea».33Así dice el SEÑOR Todopoderoso: «Israel y Judá son pueblos oprimidos; sus enemigos los tienen apresados, no los dejan en libertad.34Pero su redentor es fuerte, su nombre es el SEÑOR Todopoderoso. Con vigor defenderá su causa; traerá la paz a la tierra, pero a Babilonia, el terror.35»¡Muerte a[1] los babilonios! ¡Muerte a sus jefes y sabios! —afirma el SEÑOR—.36¡Muerte a sus falsos profetas! ¡Que pierdan la razón! ¡Muerte a sus guerreros! ¡Que queden aterrorizados!37¡Muerte a sus caballos y carros! ¡Muerte a todos sus mercenarios! ¡Que se vuelvan como mujeres! ¡Muerte a sus tesoros! ¡Que sean saqueados!38¡Muerte a sus aguas! ¡Que queden secas! Porque Babilonia es un país de ídolos, de ídolos terribles que provocan la locura.39»Por eso las fieras del desierto vivirán allí con las hienas; también los avestruces harán allí su morada. Nunca más volverá a ser habitada; quedará despoblada para siempre.40Será como cuando Dios destruyó a Sodoma y Gomorra, y a sus ciudades vecinas; allí nadie volverá a vivir, ni la habitará ningún ser humano —afirma el SEÑOR—.41»Del norte viene un ejército; desde los confines de la tierra se preparan una gran nación y muchos reyes.42Vienen armados con arcos y lanzas; son crueles y desalmados. Vienen montados a caballo; su estruendo es como el bramido del mar. Contra ti, bella Babilonia, contra ti marchan en formación de combate, alineados como un solo hombre.43El rey de Babilonia ha escuchado la noticia, y sus brazos flaquean; de él se apodera la angustia y le vienen dolores de parto.44Como león que sale de los matorrales del Jordán hacia praderas de verdes pastos, en un instante espantaré de su tierra a los de Babilonia, y sobre ellos nombraré a mi elegido. Porque, ¿quién como yo? ¿Quién me puede desafiar? ¿Qué pastor se me puede oponer?»45Por eso, escuchad el plan que el SEÑOR ha diseñado contra Babilonia, escuchad lo que tiene proyectado en contra del país de los babilonios: Serán arrastrados los más pequeños del rebaño; por causa de ellos, sus praderas quedarán asoladas.46Tiembla la tierra por la estruendosa caída de Babilonia; resuenan sus gritos en medio de las naciones.
1Det følgende budskab fra Herren drejer sig om Babylon og det babyloniske folk:2„Råb det ud til hele verden, så alle kan høre det. Hold det ikke for dig selv, men hejs et signalflag og bekendtgør budskabet overalt. Babylon bliver erobret. Deres store gud Marduk bliver ydmyget, deres ‚herre’[1] svigter dem, alle deres afguder står magtesløse.3Et folk vil tromle ind over landet fra nord og lægge det øde. Både mennesker og dyr flygter, så landet står tomt tilbage.4Til den tid vil Israels og Judas folk samles og søge tilbage til mig som deres Gud med anger og gråd.5De vil spørge om vej til Zion, for nu vil de hjem. De vil forny pagten med mig og love aldrig at bryde den igen.6Mit folk var fortabt som får, der gik vild. Deres hyrder ledte dem bort og lod dem strejfe om i bjergene, så de fór vild og ikke kunne finde vej tilbage til folden.7Enhver, der mødte dem, gik til angreb på dem. Fjenderne sagde: ‚De har syndet imod Herren, den Gud, som deres forfædre tilbad, for de har ikke holdt sig til ham. Derfor har vi lov at angribe dem.’8Skynd jer væk fra Babylonien, mit folk. Sæt en ære i at være de første, der kommer af sted.9Jeg vil nemlig samle en mægtig hær fra mange folkeslag i nord og sende den imod Babylonien for at erobre landet. Det er dygtige krigere, og deres pile rammer plet.10Babylonien bliver plyndret, indtil angriberne er fuldt belæssede med krigsbytte, siger Herren.11Hør her, I babyloniere, som plyndrede mit folk. I blev glade og hoppede rundt som kåde kalve eller unge heste på engen.12Men nu bliver jeres land ydmyget, så det bliver ringere end alle andre lande, en udtørret og øde vildmark.13Når min vrede har ramt landet, bliver det en øde og forladt ørken. Alle, der går forbi, standser chokeret og ryster på hovedet over den ødelæggelse, der har ramt landet.14Hør, I folkeslag, gør jer klar til at angribe Babylon. Lad bueskytterne omringe byen. Spar ikke på pilene, for de har syndet imod mig.15Lad krigsråbet lyde fra alle sider. Se, byen overgiver sig, murene styrter sammen. Nu oplever Babylon min straf. Giv byen den samme behandling, som den har givet andre.16Dræb alle i Babylonien, der er i færd med at så eller høste. Lad alle de fremmede i landet flygte for den fremstormende hær og vende tilbage til deres hjemlande.”17Israels folk er som får, der jages af løver. Først angreb assyrerkongen dem og åd sin del, og senere gnavede kong Nebukadnezar kødet af deres knogler.18Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: „Nu er tiden kommet, hvor jeg vil straffe den babyloniske konge, som jeg straffede assyrerkongen.19Men jeg vil føre mit folk hjem til deres eget land, så de kan bosætte sig på Karmels og Bashans marker og hvile sig mætte og tilfredse i Efraims og Gileads bjergland.20Til den tid er der ingen skyld tilbage i Israel eller Juda, for jeg tilgiver den rest, der overlever.21Mine krigere, ryk ud mod Meratajim[2] og Pekod. Udryd dem totalt. Gør, som jeg har befalet jer.22Krigslarmen høres over hele landet, og den voldsomme ødelæggelse er begyndt.23Den store hammer, der knuste jordens folk, er nu selv knækket og knust. Babylon er blevet en ødemark til skræk og advarsel for alle verdens folkeslag.24Jeg lagde en fælde for dig, Babylon, og du opdagede det ikke. Men nu sidder du uhjælpelig fast i fælden, for du kæmpede mod mig, Herren.25Jeg har åbnet mit våbenlager og taget min vredes våben frem. Jeg er Herren, den Almægtige, og det er mig, der står bag Babyloniens ødelæggelse.26Træng ind i landet fra alle sider, bryd ind i kornlagrene. Gør mure og huse til dynger af grus, skån ingen og intet.27Hug alle krigsheltene[3] ned, for nu er tiden kommet, hvor Babylonien får sin straf.”28De judæere, som undslipper og flygter fra Babylonien, vil fortælle hjemme i Jerusalem, hvordan Herren, deres Gud, tog hævn over dem, der ødelagde hans tempel.29Herren siger: „Send bud efter bueskytterne og lad dem omringe Babylon, så ingen kan undslippe. Gør imod hende, hvad hun gjorde imod andre, for hun trodsede Israels hellige Gud.30Hendes unge mænd skal falde i byens gader, alle krigerne bliver dræbt.31Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg kommer imod dig, du stolte folk, for at gøre regnskabet op med dig.32Du stædige og stolte land, du skal snuble og falde, og ingen rejser dig op, for jeg sætter ild på Babyloniens byer, og ilden tilintetgør alt omkring dem.”33Hør hvad Herren, den Almægtige, siger: Både Israels og Judas folk er blevet mishandlet. Deres bortførere har holdt dem fanget og nægtet at lade dem rejse hjem.34Men deres befrier er stærk, hans navn er Herren, den Almægtige. Han vil kæmpe for dem og skabe fred i deres eget land, men Babylons indbyggere kommer til at skælve i rædsel.35„En mægtig hær er på vej mod Babylon,” siger Herren. „Den hugger alle indbyggerne ned. Fyrster og vismænd falder.36Spåmændene viser sig at være tåber, og krigerne gribes af rædsel.37Stridsvognene bliver slået i stykker og hestene dræbt. Lejesoldaterne ryster af skræk som skræmte kvinder. Fjenden vil plyndre alle landets skatte.38Der bliver tørke i landet, så floder og kanaler tørrer ud. Hvorfor? Fordi landet er fyldt med afgudsbilleder, og folket er stolte af dem.39Snart bliver Babylon beboet af strudse, sjakaler og andre af ørkenens vilde dyr. Aldrig mere vil der bo mennesker i byen. Den vil ligge øde og forladt for altid.40Jeg vil udslette Babylon, som jeg udslettede Sodoma og Gomorra og de omliggende landsbyer. De har ligget øde og forladte lige siden.41Se, en mægtig hær rykker frem fra nord, et stort antal konger fra mange lande kommer imod dig.42De er bevæbnet til tænderne, de er grusomme og skånselsløse. Når de kommer farende på deres heste, lyder det som larmen fra et oprørt hav. De rykker frem imod dig, Babylon, klar til kamp.43Babyloniens konge får bud om den angribende hær. Hans arme synker, han gribes af rædsel, han vrider sig i smerte som en kvinde i fødselsveer.44Som en løve, der springer ud fra Jordanflodens vildnis og jager fårene væk i alle retninger, vil jeg i et nu jage babylonierne væk og udpege en leder, som jeg selv vælger. Hvem kan måle sig med mig? Hvem tør kræve mig til regnskab? Hvilken fyrste kan modsætte sig mine planer?45Hør da min plan for Babyloniens folk: Selv børnene sender jeg i eksil. Landet bliver lagt øde.46Hele verden vil skælve ved nyheden om Babyloniens fald. Folkets dødsskrig høres over hele jorden.”