Isaías 38

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Por aquellos días, Ezequías enfermó gravemente y estuvo a punto de morir. El profeta Isaías hijo de Amoz fue a verlo y le dijo: «Así dice el SEÑOR: “Pon tu casa en orden, porque vas a morir; no te recuperarás”».2 Ezequías volvió el rostro hacia la pared y le rogó al SEÑOR:3 «Recuerda, SEÑOR, que yo me he conducido delante de ti con lealtad y con un corazón íntegro, y que he hecho lo que te agrada». Y Ezequías lloró amargamente.4 Entonces la palabra del SEÑOR vino a Isaías:5 «Ve y dile a Ezequías que así dice el SEÑOR, Dios de su antepasado David: “He escuchado tu oración y he visto tus lágrimas; voy a darte quince años más de vida.6 Y a ti y a esta ciudad os libraré de caer en manos del rey de Asiria. Yo defenderé esta ciudad.7 Y esta es la señal que te daré para confirmar lo que te he prometido:8 Haré que en la escalera de Acaz la sombra del sol retroceda las diez gradas que ya ha bajado”». ¡Y la luz del sol retrocedió las diez gradas que ya había bajado!9 Después de su enfermedad y recuperación, Ezequías, rey de Judá, escribió:10 «Yo decía: “¿Debo, en la plenitud de mi vida, pasar por las puertas del sepulcro y ser privado del resto de mis días?”11 Yo decía: “Ya no veré más al SEÑOR en esta tierra de los vivientes; ya no contemplaré más a los seres humanos, a los que habitan este mundo”.[1]12 Me quitaron mi casa, me la arrebataron, como si fuera la tienda de un pastor. Como un tejedor, enrollé mi vida, y él me la arrancó del telar. ¡De la noche a la mañana acabó conmigo!13 Pacientemente esperé hasta la aurora, pero él, como león, me quebró todos los huesos. ¡De la noche a la mañana acabó conmigo!14 Chillé como golondrina, como grulla; ¡me quejé como paloma! Mis ojos se cansaron de mirar al cielo. ¡Angustiado estoy, Señor! ¡Acude en mi ayuda!15 »Pero ¿qué puedo decir? Él mismo me lo anunció, y así lo ha hecho. La amargura de mi alma me ha quitado el sueño.16 Señor, por tales cosas viven los hombres, y también mi espíritu encuentra vida en ellas. Tú me devolviste la salud y me diste vida.17 Sin duda, fue para mi bien pasar por tal angustia. Con tu amor me guardaste de la fosa destructora, y les diste la espalda a mis pecados.18 El sepulcro nada te agradece; la muerte no te alaba. Los que descienden a la fosa nada esperan de tu fidelidad.19 Los que viven, y solo los que viven, son los que te alaban, como hoy te alabo yo. Todo padre hablará a sus hijos acerca de tu fidelidad.20 »El SEÑOR me salvará, y en el templo del SEÑOR todos los días de nuestra vida cantaremos con instrumentos de cuerda».21 Isaías había dicho: «Preparad una pasta de higos, aplicádsela en la llaga, y él se recuperará».22 Y Ezequías había preguntado: «¿Qué señal recibiré de que se me permitirá subir al templo del SEÑOR?»

Isaías 38

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”2 Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen.3 „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.4-5 „Gå tilbage til Hizkija,” sagde Herren til Esajas. „Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i,6 og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen!”7 „Tegnet på, at Herren vil gøre, som han har sagt,8 er, at han vil lade skyggen på Ahaz’ solur gå ti streger tilbage!” lød svaret. Og sådan skete det. Skyggen gik ti streger tilbage på soluret.9 Efter at kong Hizkija var blevet helbredt for sin sygdom, skrev han følgende digt:10 Jeg troede, at mine dage var talte, at jeg skulle dø i min bedste alder.11 Jeg troede, det var slut med at høre fra Herren, at jeg skulle forlade de levendes land. Aldrig mere skulle jeg i den verden se et menneske, jeg kendte så godt.12 Som et telt ville mit liv blive taget ned og foldet sammen. Som et vævet stykke stof ville jeg få trådene klippet over, blive taget af væven og rullet sammen. Du var ved at slukke mit livslys og føre mig ind i dødens mørke.[1]13 Hele natten råbte jeg om hjælp. Det var, som om en løve knuste mine knogler. Du var ved at slukke mit livslys og føre mig ind i dødens mørke.14 Jeg klynkede, klagede og kaldte på dig. Mine øjne var udmattede af at spejde efter hjælp: Frels mig, Herre, min nød er stor!15 Hvad skal jeg sige? Du talte til mig og afsagde min dødsdom. Søvnen veg fra mig, jeg sørgede dybt i min sjæl.16 Herre, det er dit ord, som giver mennesker liv. Åh, giv mig mit helbred tilbage, lad mig få lov til at leve!17 Da blev min sorg vendt til glæde og fred. Du reddede mig fra dødsrigets afgrund. Alle mine synder har du lagt væk.18 Fra dødsriget får du ingen lovsang, de døde takker dig ikke og kan ikke se frem til din redning.19 Men de levende, de kan takke dig, som jeg gør det i dag, og fortælle deres børn om din hjælp og trofasthed.20 Det er Herren, der er vores redning. Lad os lovsynge ham med sang og musik i Herrens hus, så længe vi lever.21 Esajas sagde så til kongens tjenere, at de skulle lægge et figenplaster på det syge sted, for så ville kongen blive rask.[2] (2 R 20:7)22 Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus?”