Isaías 14

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 En verdad, el SEÑOR tendrá compasión de Jacob y elegirá de nuevo a Israel. Los asentará en su propia tierra. Los extranjeros se juntarán con ellos, y se unirán a los descendientes de Jacob.2 Los pueblos los acogerán y los llevarán hasta su patria. Los israelitas los tomarán como siervos y siervas en el suelo del SEÑOR; apresarán a sus captores y dominarán a sus opresores.3 Cuando el SEÑOR los haga descansar de su sufrimiento, de su tormento y de la cruel esclavitud a la que fueron sometidos,4 pronunciarán esta sátira contra el rey de Babilonia: ¡Hay que ver cómo terminó el opresor, y cómo acabó su furia insolente![1]5 Quebró el SEÑOR la vara de los malvados; rompió el bastón de los tiranos6 que con furia y continuos golpes castigaba a los pueblos, que con implacable enojo dominaba y perseguía a las naciones.7 Toda la tierra descansa tranquila y prorrumpe en gritos de alegría.8 Hasta los pinos y cedros del Líbano se burlan de ti y te dicen: «Desde que yaces tendido, nadie viene a derribarnos».9 Allá en lo profundo, por tu causa, el sepulcro se estremece al salir a tu encuentro; por tu causa despierta a los muertos, a los que fueron jefes de la tierra. Hace que los reyes de todas las naciones se levanten de sus tronos.10 Todos ellos responden y te dicen: «¡También tú te has debilitado! ¡Ya eres uno más de los nuestros!»11 Tu majestad ha sido arrojada al sepulcro, junto con el sonido de tus arpas. ¡Duermes entre gusanos, y te cubren las lombrices!12 ¡Cómo has caído del cielo, lucero de la mañana! Tú, que sometías a las naciones, has caído por tierra.13 Decías en tu corazón: «Subiré hasta los cielos. ¡Levantaré mi trono por encima de las estrellas de Dios! Gobernaré desde el extremo norte, en el monte de la reunión.[2]14 Subiré a lo alto de las nubes, seré semejante al Altísimo».15 ¡Pero has sido arrojado al sepulcro, a lo más profundo de la fosa!16 Los que te ven clavan en ti la mirada y reflexionan en cuanto a tu destino: «¿Y este es el que sacudía a la tierra y hacía temblar a los reinos,17 el que dejaba el mundo hecho un desierto, el que arrasaba sus ciudades y nunca dejaba libres a los presos?»18 Todos los reyes de las naciones reposan con honor, cada uno en su tumba.19 Pero a ti, el sepulcro te ha vomitado como a un vástago repugnante. Los que murieron a filo de espada, los que bajaron al fondo de la fosa, te han cubierto por completo. ¡Pareces un cadáver pisoteado!20 No tendrás sepultura con los reyes, porque destruiste tu tierra y asesinaste a tu pueblo. ¡Jamás volverá a mencionarse la descendencia de los malhechores!21 A causa de la maldad de los padres, preparad un matadero para los hijos. ¡Que no se levanten para heredar la tierra ni cubran con ciudades la faz del mundo!22 «Yo me levantaré contra ellos —afirma el SEÑOR Todopoderoso—. Yo extirparé de Babilonia nombre y descendencia, vástago y posteridad —afirma el SEÑOR—.23 La convertiré en lugar de erizos, en charco de agua estancada; la barreré con la escoba de la destrucción», afirma el SEÑOR Todopoderoso.24 El SEÑOR Todopoderoso ha jurado: «Tal como lo he planeado, se cumplirá; tal como lo he decidido, se realizará.25 Destrozaré a Asiria en mi tierra; la pisotearé sobre mis montes. Mi pueblo dejará de llevar su yugo; ya no pesará esa carga sobre sus hombros».26 Esto es lo que he determinado para toda la tierra; esta es la mano que he extendido sobre todas las naciones.27 Si lo ha determinado el SEÑOR Todopoderoso, ¿quién podrá impedirlo? Si él ha extendido su mano, ¿quién podrá detenerla?28 Esta profecía vino a Isaías el año que murió el rey Acaz:29 Todos vosotros, filisteos, no os alegréis de que se haya roto el bastón que os golpeaba; porque una víbora saldrá de la raíz de la serpiente; su fruto será una serpiente voladora.30 Los más desvalidos pacerán como ovejas, los necesitados descansarán seguros. Pero mataré de hambre a vuestra raíz; destruiré a vuestros sobrevivientes.31 ¡Gime y grita, puerta de la ciudad! ¡Ponte a temblar de miedo, toda tú, Filistea! Porque viene del norte una nube de humo, y nadie rompe la formación.32 ¿Qué respuesta se dará a los mensajeros de esa nación? Pues que el SEÑOR ha afirmado a Sión, y que allí se refugiarán los afligidos de su pueblo.

Isaías 14

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Herren vil forbarme sig over Israels folk. De vil igen blive hans udvalgte folk. Han lader dem bosætte sig i deres eget land, og folk fra andre nationer vil slutte sig til dem og blive en del af Israels folk.2 Fremmede folk skal føre dem hjem, og Israels folk vil bruge nogle af de fremmede som slaver i deres land. Deres fangevogtere bliver taget til fange, og deres undertrykkere bliver undertrykt.3 Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for,4 vil de håne Babylons konge med sang: „Så er tyrannen færdig! Hans raseri er forbi!5 Herren har knækket den ondes scepter og brudt den gudløses herskerstav,6 han, som jagtede andre folkeslag, slog dem i sindssygt raseri med skånselsløse stokkeslag.7 Nu er der stilhed, nu er der fred. Hele jorden bryder ud i sang.8 Selv cypresserne glæder sig. Libanons cedertræer synger: ‚Du havde tænkt at fælde os! Men det var dig selv, der faldt!’9 Hele dødsriget er på tæerne for at møde dig, når du ankommer. Hensovne dødninge rejser sig op, tidligere stormænd, konger og herskere.10 Som med én mund hilser de dig: ‚Også du blev afmægtig. Nu er du som os!’11 Din herlighed endte i dødsriget, harpernes klang forstummede. Dit leje er redt med råddenskab, dit tæppe er larver og orme.12 Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, at du blev kastet til jorden, du store verdenserobrer.13 Du sagde til dig selv: ‚Jeg vil stige op til himlen, rejse min trone højt over stjernerne, indtage min plads blandt guderne på bjerget i det yderste nord.14 Jeg vil stige op til de øverste himle, komme på højde med den almægtige Gud.’15 I stedet blev du styrtet i dødsriget, i dets allerdybeste afgrund.16 De, der ser dig der, vil undre sig: ‚Er det ham, for hvem jorden bævede, og verdens riger rystede?17 Er det ham, som lagde verdens lande øde, som jævnede storbyer med jorden og aldrig satte krigsfanger fri?’18 Alle jordens andre konger hviler værdigt i deres grave,19 mens dit lig ligger henslængt, nedtrampet som en knækket gren mellem andre, der blev dræbt af sværdet, et kadaver kastet i et hul og dækket med sten.20 Du får ingen kongelig begravelse, fordi du hærgede dit eget land og bragte død over dit eget folk. Din slægt skal uddø på grund af din ondskab.21 Dine sønner skal dræbes som straf for din synd. De skal ikke herske over jorden og fylde verden med byer.”22 „Jeg vil rejse mig imod Babyloniens folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil udrydde dem og deres børn, så der ingen efterkommere bliver.23 Jeg gør Babylon til en sumpet ødemark, et hjemsted for ugler. Jeg fejer byen væk med ødelæggelsens kost.”24 Herren, den Almægtige, har svoret: „De tanker, jeg tænker, bliver altid ført ud i livet. De planer, jeg lægger, kommer altid til at ske.25 Jeg vil knuse den assyriske hær i mit land, nedtrampe dem på mine bjerge. Undertrykkerens åg skal fjernes fra mit folk, de skal fritages fra byrden på deres skuldre.26 Sådan er min plan for hele jorden, min magt omfatter alle folkeslag.27 Hvem kan modsætte sig mine planer? Hvem kan gøre modstand, når jeg går til angreb?”28 Følgende budskab kom i det år, kong Ahaz døde:[1] (2 R 19:1)29 Glæd dig ikke for tidligt, Filisterland, fordi kæppen, som slog dig, er knækket. Var kæppen en slange, så kommer der nu en giftig øgle i dens sted.30 Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser. Men din rest vil jeg dræbe med sult, de tiloversblevne slår jeg ihjel.31 Skrig højt i byerne, filistre, klag i portene, lad angsten gribe jer, for I er dømt. En vældig støvsky nærmer sig fra nord, en hær af ivrige krigere.32 Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt.