Isaías 10

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 ¡Ay de los que emiten decretos inicuos y publican edictos opresivos!2 Privan de sus derechos a los pobres, y no hacen justicia a los oprimidos de mi pueblo; hacen de las viudas su presa y saquean a los huérfanos.3 ¿Qué vais a hacer cuando debáis rendir cuentas, cuando llegue desde lejos la tormenta? ¿A quién acudiréis en busca de ayuda? ¿En dónde dejaréis vuestras riquezas?4 No les quedará más remedio que humillarse entre los cautivos o morir entre los masacrados. A pesar de todo esto, la ira de Dios no se ha aplacado; ¡su mano aún sigue extendida!5 «¡Ay de Asiria, vara de mi ira! ¡El garrote de mi enojo está en su mano!6 Lo envío contra una nación impía, lo mando contra un pueblo que me enfurece, para saquearlo y despojarlo, para pisotearlo como el barro de las calles.7 Pero esto Asiria no se lo propuso; ¡ni siquiera lo pensó! Solo busca destruir y aniquilar a muchas naciones.8 Pues dice: “¿Acaso no son reyes todos mis jefes?9 ¿No es Calnó como Carquemis? ¿No es Jamat como Arfad, y Samaria como Damasco?10 Así como alcanzó mi mano a los reinos de los ídolos, reinos cuyas imágenes superaban a las de Jerusalén y de Samaria,11 y así como hice con Samaria y sus dioses, también haré con Jerusalén y sus ídolos”».12 Cuando el Señor termine lo que va a hacer contra el monte Sión y contra Jerusalén, él dirá: «Castigaré el fruto del orgulloso corazón del rey de Asiria y la arrogancia de sus ojos».13 Porque afirma: «Esto lo hizo el poder de mi mano; lo hizo mi sabiduría, porque soy inteligente. He cambiado las fronteras de los pueblos, he saqueado sus tesoros; como un guerrero poderoso he derribado a sus reyes.14 Como quien mete la mano en un nido, me he adueñado de la riqueza de los pueblos; como quien recoge huevos abandonados, me he apoderado de toda la tierra; y no hubo nadie que aleteara ni abriera el pico y chillara».15 ¿Puede acaso gloriarse el hacha más que el que la maneja, o jactarse la sierra contra quien la usa? ¡Como si pudiera el bastón manejar a quien lo tiene en la mano, o la frágil vara pudiera levantar a quien pesa más que la madera!16 Por eso enviará el Señor, el SEÑOR Todopoderoso, una enfermedad devastadora sobre sus robustos guerreros. En vez de honrarlos, les prenderá fuego, un fuego como de llama ardiente.17 La luz de Israel se convertirá en fuego; su Santo se volverá una llama. En un solo día quemará sus espinos y consumirá sus zarzas.18 Destruirá de extremo a extremo el esplendor de sus bosques y de sus huertos, como enfermo carcomido por la plaga.19 Tan pocos árboles quedarán en su bosque que hasta un niño podrá contarlos.20 En aquel día ni el remanente de Israel ni los sobrevivientes del pueblo de Jacob volverán a apoyarse en quien los hirió de muerte, sino que su apoyo verdadero será el SEÑOR, el Santo de Israel.21 Y un remanente volverá;[1] un remanente de Jacob volverá al Dios Poderoso. (Is 7:3)22 Israel, aunque tu pueblo sea como la arena del mar, solo un remanente volverá. Se ha decretado destrucción, abrumadora justicia.23 Porque el Señor, el SEÑOR Todopoderoso, ejecutará la destrucción decretada en medio de todo el país.24 Por eso, así dice el Señor, el SEÑOR Todopoderoso: «Pueblo mío, que vives en Sión, no tengas temor de Asiria, aunque te golpee con el bastón y contra ti levante una vara, como lo hizo Egipto.25 Dentro de muy poco tiempo mi indignación contra ti llegará a su fin, y mi ira destruirá a tus enemigos».26 Con un látigo los azotará el SEÑOR Todopoderoso, como cuando abatió a Madián en la roca de Oreb; levantará sobre el mar su vara, como lo hizo en Egipto.27 En aquel día esa carga se te quitará de los hombros, y a causa de la gordura se romperá el yugo que llevas en el cuello.28 Llega el enemigo hasta Ayat, pasa por Migrón, y deja en Micmás su equipaje.29 Cruza el vado, y dice: «Acamparemos en Gueba». Ramá se pone a temblar, y huye Guibeá, ciudad de Saúl.30 ¡Clama a gritos, hija de Galín! ¡Escucha, Lais! ¡Pobre Anatot!31 Se ha puesto en fuga Madmena; los habitantes de Guebín buscan refugio.32 Hoy mismo se detendrá en Nob; agitará su puño contra el monte de la ciudad de Sión, el monte de Jerusalén.33 ¡Mirad! El Señor, el SEÑOR Todopoderoso, desgaja las ramas con fuerza increíble. Los árboles más altos son talados; los más elevados son abatidos.34 Derriba con un hacha la espesura del bosque, y el esplendor del Líbano se viene abajo.

Isaías 10

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse,2 frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.3 Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme?4 I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.5 Men jeg vil også dømme assyrerne, min vredes kæp. Det er min vrede, der giver dem sejr,6 og jeg bruger dem til at straffe mit frafaldne folk, som har provokeret mig til vrede. Jeg lader den assyriske hær hærge og plyndre dem og trampe dem ned som gadens snavs.7 Assyrerkongen ved ikke, at han er mit redskab. Han ønsker bare at tilintetgøre mange folkeslag.8 „Er mine stormænd ikke mægtige som konger?” vil han sige.9 „Vi indtog Kalno, som vi indtog Karkemish. Hamat måtte overgive sig nøjagtig som Arpad. Det gik Samaria som Damaskus.10 Jeg har besejret riger, som havde langt flere guder til at beskytte sig end Jerusalem og Samaria.11 Hvem kan så hindre mig i at gøre med Jerusalem og dets guder, som jeg gjorde med Samaria og dets guder?”12 Men når Herren har udført sine planer imod Zions bjerg og Jerusalem, vender han sig imod Assyriens konge og straffer ham for hans hovmod, griskhed og praleri.13 „Jeg er stærk, jeg er klog, jeg er mægtig!” praler han. „Se blot, hvor mange riger jeg har indtaget. Jeg har overskredet deres grænser, plyndret dem for skatte og stødt deres konger fra tronen.14 Jeg har samlet deres rigdomme, som man samler æg fra en forladt fuglerede, uden at nogen gjorde modstand eller gav lyd fra sig!”15 Men hør her, assyrerkonge! Praler en økse overfor den person, som svinger den? Bestemmer saven over den, som saver? Er en kæp herre over den, som slår med den? Kan en stok gå af sig selv?16 På grund af dit praleri vil Herren, den Almægtige, lade sygdom tynde ud iblandt dine tropper. Under din ydre styrke ulmer ilden.17 Lyset fra Israels Hellige vil blive som en fortærende ild. Pludselig vil han gøre det af med dig som tjørne og tidsler, der går op i røg.18 Ja, Herren vil tynde ud både i din hær og i dit folk, som når træerne i en skov eller frugthave bliver fældet.19 Der bliver så få tilbage, at selv et barn kan tælle dem.20 Til den tid skal den rest, som er tilbage af Israels og Judas folk, ikke længere støtte sig til assyrerne, som forrådte dem. I stedet skal de søge hjælp hos Herren, Israels hellige Gud.21 Denne rest skal vende sig til den almægtige Gud.22 Selv om Israels folk engang var talrigt som sandet ved stranden, vil kun få af dem vende tilbage. Herren er hellig og retfærdig, og han har besluttet at straffe dem.23 Den almægtige Herre og Gud vil gennemføre sin beslutning om at lægge hele landet øde.24 Derfor siger Herren, den Almægtige: „Mit folk, som bor i Jerusalem, I skal ikke være bange for assyrerne, der undertrykker jer, som egypterne gjorde engang.25 Det kommer ikke til at vare længe. Om kort tid er min vrede imod jer forbi, og så vil jeg vende min vrede mod assyrerne og udrydde dem.”26 Herren, den Almægtige, vil svinge sin pisk over dem, ligesom dengang midjanitterne blev slået ved Orebs klippe. Hans stav er udrakt over dem, som dengang han druknede den egyptiske hær i havet.27 Han vil løfte byrden fra jeres skuldre og åget fra jeres nakke. I vil nægte at bære åg, fordi Herren har gjort jer så stærke.[1]28-29 Assyrerhæren rykkede frem til Ajjat og passerede gennem Migron. Ved Mikmas efterlod de en del af forsyningerne, hvorefter de marcherede over passet. Ved Geba slog de lejr for natten. Rama rystede af skræk, og indbyggerne i Sauls Gibea flygtede for livet.30 Skrig af frygt, I folk fra Gallim, råb op, Laisha, stem i, Anatot!31 Madmenas indbyggere flygtede, og Gebims indbyggere bragte sig i sikkerhed.32 Fjendehæren nåede frem til Nob, hvor de slog lejr og nu truer med knyttede næver mod Jerusalem og Zions bjerg.33 Men se! Herren, den Almægtige, fælder dem som grene, der hugges af træerne. Selv de stolteste stammer segner.34 Der bliver lyst i skovens tykning. Som skovhuggeren fælder træerne på Libanons bjerge, sådan fælder den Almægtige sine fjender.