1 Samuel 30

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Al tercer día, David y sus hombres llegaron a Siclag, pero se encontraron con que los amalecitas habían invadido la región del Néguev y que, después de atacar e incendiar Siclag,2 habían tomado cautivos a las mujeres y a todos los que estaban allí, desde el más grande hasta el más pequeño. Sin embargo, no habían matado a nadie.3 Cuando David y sus hombres llegaron, encontraron que la ciudad había sido quemada, y que sus esposas, hijos e hijas habían sido llevados cautivos.4 David y los que estaban con él se pusieron a llorar y a gritar hasta quedarse sin fuerzas.5 También habían caído prisioneras dos esposas de David, la jezrelita Ajinoán y Abigaíl, la viuda de Nabal de Carmel.6 David se alarmó, pues la tropa hablaba de apedrearlo; y es que todos se sentían amargados por la pérdida de sus hijos e hijas. Pero cobró ánimo y puso su confianza en el SEÑOR su Dios.7 Entonces le dijo al sacerdote Abiatar hijo de Ajimélec: ―Tráeme el efod. Tan pronto como Abiatar se lo trajo,8 David consultó al SEÑOR: ―¿Debo perseguir a esa banda? ¿Los voy a alcanzar? ―Persíguelos —le respondió el SEÑOR—. Vas a alcanzarlos, y rescatarás a los cautivos.9 David partió con sus seiscientos hombres hasta llegar al arroyo de Besor. Allí se quedaron rezagados10 doscientos hombres que estaban demasiado cansados para cruzar el arroyo. Así que David continuó la persecución con los cuatrocientos hombres restantes.11 Los hombres de David se encontraron en el campo con un egipcio, y se lo llevaron a David. Le dieron de comer y de beber,12 y le ofrecieron una torta de higo y dos tortas de uvas pasas, pues hacía tres días y tres noches que no había comido nada. En cuanto el egipcio comió, recobró las fuerzas.13 ―¿A quién perteneces? —le preguntó David—. ¿De dónde vienes? ―Soy egipcio —le respondió—, esclavo de un amalecita. Hace tres días caí enfermo, y mi amo me abandonó.14 Habíamos invadido la región sur de los quereteos, de Judá y de Caleb; también incendiamos Siclag.15 ―Guíanos adonde están esos bandidos —le dijo David. ―Júrame tú por Dios —suplicó el egipcio— que no me matarás ni me entregarás a mi amo. Con esa condición, te llevo adonde está la banda.16 El egipcio los guio hasta los amalecitas, los cuales estaban dispersos por todo el campo, comiendo, bebiendo y festejando el gran botín que habían conseguido en el territorio filisteo y en el de Judá.17 David los atacó al amanecer y los combatió hasta la tarde del día siguiente. Los únicos que lograron escapar fueron cuatrocientos muchachos que huyeron en sus camellos.18 David pudo recobrar todo lo que los amalecitas habían robado, y también rescató a sus dos esposas.19 Nada les faltó del botín, ni grande ni pequeño, ni hijos ni hijas, ni ninguna otra cosa de lo que les habían quitado.20 David también se apoderó de todas las ovejas y del ganado. La gente lo llevaba todo al frente y pregonaba: «¡Este es el botín de David!»21 Luego David regresó al arroyo de Besor, donde se habían quedado los doscientos hombres que estaban demasiado cansados para seguirlo. Ellos salieron al encuentro de David y su gente, y David, por su parte, se acercó para saludarlos.22 Pero entre los que acompañaban a David había gente mala y perversa que dijo: ―Estos no vinieron con nosotros, así que no vamos a darles nada del botín que recobramos. Que tome cada uno a su esposa y a sus hijos, y que se vaya.23 ―No hagáis eso, mis hermanos —les respondió David—. Fue el SEÑOR quien nos lo dio todo, y quien nos protegió y puso en nuestras manos a esa banda de maleantes que nos había atacado.24 ¿Quién va a estar de acuerdo con vosotros? Del botín participan tanto los que se quedan cuidando el bagaje como los que van a la batalla.25 Aquel día David estableció esa norma como ley en Israel, la cual sigue vigente hasta el día de hoy.26 Después de llegar a Siclag, David envió parte del botín a sus amigos que eran ancianos de Judá, con este mensaje: «Aquí tenéis un regalo del botín que rescatamos de los enemigos del SEÑOR».27 Recibieron ese regalo los ancianos de Betel, Ramot del Néguev, Jatir,28 Aroer, Sifmot, Estemoa,29 Racal, las ciudades de Jeramel, las ciudades quenitas30 de Jormá, Corasán, Atac31 y Hebrón, y los ancianos de todos los lugares donde David y sus hombres habían vivido.

1 Samuel 30

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Da David og hans mænd to dage senere ankom til deres hjemby, Ziklag, fandt de, at amalekitterne på et af deres plyndringstogter i sydlandet havde indtaget byen og brændt den ned til grunden.2 De havde ikke slået indbyggerne ihjel, men taget dem med sig som krigsfanger, inklusive kvinder og børn.3 Da David og hans mænd så ud over de nedbrændte ruiner, og det gik op for dem, hvad der var sket med deres familier,4 græd de, til de ikke havde en tåre tilbage.5 Også Davids to koner, Ahinoam og Abigajil, var bortført.6 Det var et hårdt slag for David, og hans egen situation forværredes ved, at hans mænd, der var knust og forbitrede over den skæbne, der var overgået deres børn, gav ham skylden og begyndte at tale om at stene ham. Men David søgte styrke hos Herren.7 Så sagde han til præsten Ebjatar: „Tag den hellige efod frem!” Ebjatar hentede så efoden, som man brugte for at få et svar fra Herren.8 „Skal jeg følge efter den røverbande?” spurgte David Herren. „Kan jeg nå at indhente dem?” „Ja,” svarede Herren, „følg efter dem og befri alle fangerne.”9 Så optog David og hans 600 mænd straks forfølgelsen af amalekitterne. Da de kom til Besorbækken, besluttede de at lade deres forsyninger og nogle af mændene blive der.10 200 af de mest udmattede blev så ved bækken for at hvile sig og passe på forsyningerne, mens resten fortsatte forfølgelsen.11-12 Undervejs fandt mændene en egyptisk slave, og ham førte de til David. Manden havde ikke fået noget at spise eller drikke i to døgn,[1] så de gav ham nogle brød, en figenkage, to rosinkager og noget vand. Da han var kommet til kræfter, spurgte David ham:13 „Hvem er din herre, og hvor kommer du fra?” „Jeg er egypter og slave hos en amalekit,” svarede han. „Min herre efterlod mig her for to dage siden, fordi jeg blev syg.14 Vi var på vej hjem efter at have været på forskellige plyndringstogter i den sydlige del af filistrenes[2] land, Judas land og Kalebs land. Undervejs brændte vi Ziklag ned til grunden.”15 „Kan du vise os vej til de slyngler?” spurgte David. Egypteren svarede: „Hvis du ved Guds navn vil sværge på, at du ikke vil slå mig ihjel eller udlevere mig til min herre, lover jeg at føre jer til dem.”16 Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk.17 Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler.18-19 David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner.20 Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. „Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.21 Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde.22 Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: „De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”23-24 Men David brød ind: „Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”25 Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.26 Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: „Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.”27-31 Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur,[3] Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel,[4] jerahme’elitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron. (Jos 15:58; Jos 19:4)