1 Corintios 14

Nueva Versión Internacional (Castellano)

de Biblica
1 Empeñaos en seguir el amor y ambicionad los dones espirituales, sobre todo el de profecía.2 Porque el que habla en lenguas no habla a los demás, sino a Dios. En realidad, nadie le entiende lo que dice, pues habla misterios por el Espíritu.[1]3 En cambio, el que profetiza habla a los demás para edificarlos, animarlos y consolarlos.4 El que habla en lenguas se edifica a sí mismo; en cambio, el que profetiza edifica a la iglesia.5 Yo quisiera que todos vosotros hablarais en lenguas, pero mucho más que profetizarais. El que profetiza aventaja al que habla en lenguas, a menos que este también interprete, para que la iglesia reciba edificación.6 Hermanos, si ahora fuera a visitaros y os hablara en lenguas, ¿de qué os serviría, a menos que os presentara alguna revelación, conocimiento, profecía o enseñanza?7 Aun en el caso de los instrumentos musicales, tales como la flauta o el arpa, ¿cómo se reconocerá lo que tocan si no dan distintamente sus sonidos?8 Y, si la trompeta no da un toque claro, ¿quién se va a preparar para la batalla?9 Así sucede con vosotros. A menos que vuestra lengua pronuncie palabras comprensibles, ¿cómo se sabrá lo que decís? Será como si hablaseis al aire.10 ¡Quién sabe cuántos idiomas hay en el mundo, y ninguno carece de sentido!11 Pero, si no capto el sentido de lo que alguien dice, seré como un extranjero para el que me habla, y él lo será para mí.12 Por eso vosotros, ya que tanto ambicionáis dones espirituales, procurad que estos abunden para la edificación de la iglesia.13 Por esta razón, el que habla en lenguas pida en oración el don de interpretar lo que diga.14 Porque, si yo oro en lenguas, mi espíritu ora, pero mi entendimiento no se beneficia en nada.15 ¿Qué debo hacer entonces? Pues orar con el espíritu, pero también con el entendimiento; cantar con el espíritu, pero también con el entendimiento.16 De otra manera, si alabas a Dios con el espíritu, ¿cómo puede quien no es instruido[2] decir«Amén» a tu acción de gracias, puesto que no entiende lo que dices?17 En ese caso tu acción de gracias es admirable, pero no edifica al otro.18 Doy gracias a Dios porque hablo en lenguas más que todos vosotros.19 Sin embargo, en la iglesia prefiero emplear cinco palabras comprensibles y que me sirvan para instruir a los demás que diez mil palabras en lenguas.20 Hermanos, no seáis niños en vuestro modo de pensar. Sed niños en cuanto a la malicia, pero adultos en vuestro modo de pensar.21 En la ley está escrito: «Por medio de gente de lengua extraña y por boca de extranjeros hablaré a este pueblo, pero ni aun así me escucharán», dice el Señor. (Is 28:11; Is 28:12)22 De modo que el hablar en lenguas es una señal no para los creyentes, sino para los incrédulos; en cambio, la profecía no es señal para los incrédulos, sino para los creyentes.23 Así que, si toda la iglesia se reúne y todos hablan en lenguas, y entran algunos que no entienden o no creen, ¿no dirán que vosotros estáis locos?24 Pero, si uno que no cree o uno que no entiende entra cuando todos están profetizando, se sentirá reprendido y juzgado por todos,25 y los secretos de su corazón quedarán al descubierto. Así que se postrará ante Dios y lo adorará, exclamando: «¡Realmente Dios está entre vosotros!»26 ¿Qué concluimos, hermanos? Que, cuando os reunáis, cada uno puede tener un himno, una enseñanza, una revelación, un mensaje en lenguas o una interpretación. Todo esto debe hacerse para la edificación de la iglesia.27 Si se habla en lenguas, que hablen dos —o cuando mucho tres—, cada uno por turno; y que alguien interprete.28 Si no hay intérprete, que guarden silencio en la iglesia y cada uno hable para sí mismo y para Dios.29 En cuanto a los profetas, que hablen dos o tres, y que los demás examinen con cuidado lo dicho.30 Si alguien que está sentado recibe una revelación, el que esté hablando ceda la palabra.31 Así todos podéis profetizar por turno, para que todos reciban instrucción y aliento.32 El don de profecía está[3] bajo el control de los profetas,33 porque Dios no es un Dios de desorden, sino de paz. Como es costumbre en las congregaciones de los creyentes,34 las mujeres guarden silencio en la iglesia, pues no les está permitido hablar. Que estén sumisas, como lo establece la ley.35 Si quieren saber algo, que se lo pregunten en casa a sus esposos; porque no está bien visto que una mujer hable en la iglesia.36 ¿Acaso la palabra de Dios procedió de vosotros? ¿O sois vosotros los únicos que la habéis recibido?37 Si alguno se cree profeta o espiritual, reconozca que esto que os escribo es mandato del Señor.38 Si no lo reconoce, tampoco él será reconocido.[4]39 Así que, hermanos míos, ambicionad el don de profetizar, y no prohibáis que se hable en lenguas.40 Pero todo debe hacerse de una manera apropiada y con orden.

1 Corintios 14

Bibelen på hverdagsdansk

de Biblica
1 Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave.2 De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand.3 Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det.4 De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.5 Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.6 Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning?7 Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det?8 Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp?9 På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.10 Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget.11 Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden.12 Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre.13 Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.14 Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra.15 Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden.16 Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger.17 Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den.18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen,19 men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.20 Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker.21 Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”[1] (Is 28:11)22 En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.23 Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden?24 Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle.25 Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”26 Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.27 Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det.28 Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.29 Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt.30 Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille.31 I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet.32 De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det.33 Gud ønsker ikke forvirring, men fred. Som det er skik i alle de andre kristne menigheder,34 skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger.35 Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet.36 Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?37 Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren.38 Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.39 Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale.40 Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.